Billeder,nå vi finder god WI-FI
-------------------------------------------

Vi fik med besvær lov til at køre ud af Perú - og ind i Chile var ikke noget problem
Så vi er nu sluppet løs i Verdens sydligste land. Der er over 2.000 km til Santiago, som ligger nogenlunde midt i Chile. Landet er hel anderledes end landene nordfor - ikke så bananrepublikagtige og ved man ikke bedre kunne man lige så godt tro at det var Europa - også priserne er mere europæiske - dog er vin og kød billigt og hvad behøver vi ellers. - vi bor på en campingplads500 meter fra havet og vejret er perfekt - sol de fleste dage og mellem
22 og 32 grader - regn 0,5 mm pr.år. Grillen er i gang hver aften.

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Jeg har ikke et telefonnummer her, men nr. 63 97 36 64 kan bruges, det er Ediths Tablet og bedst egnet til SMS,da den ikke er tændt hele tiden. Hotmail og facebook ser jeg s� t***om muligt, men når vi bor på camoing og på strandene er det ikke så konstant
´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´``````´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´´

Kære Venner.

Fredag den 26. Februar 2016.
(Min fars 100 fødselsdag, hvis han havde levet.) Så er freden forbi for
jer, for jeg er på benene igen efter længere tids sygdom. En slem
maveinfektion havde ramt mig, så i 7 dage lå jeg bare hen i en feberdøs
og med mavekrampe og diaré. På 8. og 9. dag var jeg oppe, men gik som et
nyfødt føl, der prøver at komme på benene. Sjov tror jeg, det må have
set ud, men det var bestemt ikke sjov at være med til. På 9. dag tog vi
en taxa ned til Cathalina klosteret, (ikke langt at gå, men for at spare
på mine kræfter. I 10 dage havde jeg hverken kunnet spise eller drikke,
så jeg var ikke mange sure sild værd). Besøget her var fantastisk. Inde
midt i byen Apaquipa ligger klosteret omgærdet med en høj mur, som en
by i byen. Opført omkring år 1520. Nr. 2 fødte pige i en rig familie
blev givet til klosteret. Hun var så derinde til hun døde - uden nogen
form for liv uden for murene. Klosteret er stadig i brug, og her bor 20
nonner endnu.
Da vi sad og holdt et hvil ude i
klosterets have, kom pludselig en kolibri flyvende og sugede nektar af
en blomst 1 meter fra, hvor vi sad. Det var fantastisk. Så lille en
fugl. Og første gang vi så en kolibri. Så farvestrålende den var. Jeg
havde ikke forestillet mig, den har så bette.
Lørdag,
den 27. Februar. Vi kunne ikke blive i vores luksus penthouse lejlighed
i Apaquipa længere, så vi måtte have pakket og videre. Vores næste
destination er Calcakløften. Peru's svar på USA's Gran Canyon. Vi har en
køretur på 220 kilometer foran os. På forhånd har vi bestilt
overnatning i byen Cabanaconde.Vores køretur hertil er
fantastisk. De første 20 kilometer ind i kløften er asfaltvej. Så
afløses det af grusvej. Dog meget god, lige med undtagelse af en
strækning, hvor vi skulle gennem et lille vandfald. Og vejen derefter
kan absolut ikke kaldes vej. Vi kiggede på hinanden - kan vi det?
"Vejen" efterfølgende gik stejl op og fyldt med store sten og grus. Erik
sagde: "Vi slår firehjulstrækket til, og så må vi se". Op kom vi - men
stor var vores forbavselse, da vi nåede op. Vi kørte direkte ud på en
god vej. Vi kiggede os tilbage og kunne se, at den gode vej tog et sving
uden om den forhindring, vi lige havde passeret. Da lo vi. Men vi
havde på vejen hverken set skilt med omkørsel eller nogen form for
forhindring. Det bruger man ikke her. Alle ved jo, at for at komme
videre, skal man lige et smut ind i byen for at undgå vandfaldet og den
stejle opkørsel. Nå men vi fik prøvet firehjulstræk, og det virkede.
Hele
turen herind i Calcakløften er fantastisk. Minder om Cran Canyon i USA,
men alligevel så vidt forskellig. Vores mål her er at se Condoren.
Verdens største fugl med et vingefang på 3 meter. I morgen vil vi ud på
miradorerne for at kigge efter den.
Da vi
omsider godt trætte når frem til den lille landsby, hvor vi har bestilt
overnatning, får vi en sjov oplevelse. Da vi er ganske tæt på, spørger
Erik ud af bilruden, om vores hostel ligger her. En gut på ca 10 år står
på hjørnet og ligesom venter på os, svarer: "deroppe". Og straks bener
han op ad bakken og råber glad ind: "Nu er de her". (Jeg kommer til at
tænke på Emil fra Lønneberg). Værten kommer ud på trappen og byder os
velkommen. Siger, hvem er Erik og hvem er Edith? Straks føler vi os
velkommen. Ikke kun på hostellet men i hele landsbyen.Igen,
da vi senere går ned for at få lidt at spise, venter der os en ny sjov
episode. Vi kommer ind i en lille restaurant, hvor der ligger 3 hunde. I
det øjeblik jeg sætter mig på stolen, kommer en stor hund hen og lægger
sit hoved i mit skød og kigger op på mig: "Må jeg godt det?". Da jeg
kigger ned på den kærlige hund, hopper den op og vil sidde på skødet af
mig - en stor hund på omkring 30 kilo. Godt jeg ikke nåede at blive
bange for hunde, da jeg blev bidt i Ecuador.
Søndag,
den 28. Februar 2016. Efter en god nats søvn vækkes vi ved 6 tiden af
fuglesang. Får der bræger. Æsler der skryder. Og hunde der gør. Alt
sammen lige uden for vores vindue. Ja vi er kommet på landet. Da
vi har fået et fantastisk morgenmad, fatter har lavet til os, begiver
vi os ud til miradorerne (udsigtspunkterne), hvor vi skal kigge efter
condorer. Vi er heldige. Har knap parkeret bilen, før vi får øje på den
første. Kort tid efter ser vi 3, der letter og flyver rundt. Alt i alt
så vi på den times tid, vi var der, 10 fantastiske store fugle kredse
rundt. Jeg troede condoren var en rovfugl, men da en fløj lige hen over
hovedet på mig, kunne jeg se, det var en grib. Den havde den nøgne hals,
og kløerne var store. Med et vingefang på 3 meter, føltes det som den
lige kunne dykke ned og tage fat i mig. En condor kan blive
op til 60 år. Den lægger 1 æg hver andet år, og ungen fodres i to år med
gylpemad. Ungen er først kønsmoden som 9 årig. Et condorpar holder
sammen hele livet. Dør den ene, flyver den anden højt op, trækker
vingerne sammen og lader sig falde ned. Selvmord.
Mandag,
den 29. Februar 2016. Efter vores fantastiske tur i Calcakløften, går
turen videre sydpå mod Chile. En tur på ca 600 kilometer. Oppe i
højsletten, tundraen og i en højde på 4.920 meter. Vi kører hele dagen,
og til aften finder vi et lille hostel, hvor vi overnatter til næste
dag.
Tirsdag, den 1. Marts 2016. Allerede ved
8-tiden om morgenen fortsætter vi turen mod Chile. Vi mangler stadig ca
200 kilometer og har ingen anelse om vejforholdene. Det skulle dog vise
sig at være fin vej, så ved middagstid nåede vi grænsen. Vi var spændt.
Ville det lykkes os at få bilen med ud af Peru her ved denne grænse. Vi
fik den jo ikke med ud, da vi ville have været i Bolivia.
Da
vi selv og bilens papirer var klar til at komme over grænsen, blev vi
stoppet af kontrolløren. Han ville ikke uden videre lade os køre ud af
landet med bilen, da vi ikke havde fast bopæl i Peru og havde boet der i
mindst 6 måneder. Erik gav ham nu sedlen, vi havde med fra
turistbureauet, hvor vi havde undersøgt om mulighederne for at få bilen
med ud. Pigen der havde været i kontakt med øverste chef for toldvæsenet
for at undersøge vores muligheder. Og han havde sagt, at vi skulle bede
toldpersonalet ringe ham op, hvis vi stødte på problemer. Jeg tænkte,
kan det nu passe? Men den var god nok. Kontrolløren kiggede måbene på
navnet på sedlen og spurgte, om vi havde haft kontakt med chefen,
hvilket Erik bekræftede. Derefter ringede han op og sagde til os, at vi
skulle vente en 5 - 10 minutter, medens han undersøgte nogle ting. Kom
tilbage og sagde yderlig 5 - 10 minutter. Så kom han endelig tilbage,
gav Erik hans pas og bilens papirer og undskyldte ventetiden. Og
selvfølgelig var der ingen problemer for os at køre ud af landet i
bilen. Han var en stor undskyldning! Ja, det er vigtigt at kende de rigtige personer her i Peru.
Nu
kom så turen til grænsen ind i Chile. Vores erfaring er ikke af de
allerbedste, når vi skal krydse grænser med bil. Heller ikke her var det
nemt. Vores egen pas og bilens papirer var der ikke problemer med, men
da vi skulle passere kontrollen, skulle vi have bilen tømt, og alt
skulle bæres ind i bygningen ved siden af og scannes. ALT! Dog, da vi
havde gået i fast pendulfart i en times tid, og vore ting spærrede
vejen, opgav de os. Bad os om hurtigst muligt at få læsset bilen og så
se at komme væk. Vi havde dog ikke travlt. Alt skulle jo pakkes påny, så
vi tog os god tid, selvom de skyndede på os. De havde jo selv beordret
alt ud af bilen. At vi spærrede, og køen bag os var lang, var jo heller
ikke vores problem. Alle biler skulle gennem samme procedure med at
tømmes, og alt, hvad der fandtes i bilen, skulle ind gennem scanneren,
hvor der sad 4 gamle mænd og kiggede - ikke på hvad der blev scannet,
men bare ud i luften. I den times tid, vi var der, blev intet holdt
tilbage og ekstra undersøgt. Vi følte det som ren chikane. 
Endelig
kunne vi passere grænsen og køre videre. Godt 20 kilometer fra grænsen
kom vi til en større by, hvor der bor 170.000 mennesker. Her findes også
campingpladser, og det er vores plan at bo på camping ned til stranden.
Det skulle dog vise sig ikke at være så let, for de var vinterlukket.
(Vi har 25 - 26 grader, så for os er det helt perfekt.) Men omsider
lykkedes også det, og vi bor nu alene på en dejlig plet, hvor vi har
slået lejr for et stykke tid. 
Nok for denne gang. I hører snart fra mig igen.
Kærlig hilsen
Edith