Kære venner.
Lørdag, den 11. juni 2016. Så fortsætter turen mod Uruguay. Vi har en køretur på 390 kilometer foran os, og oveni skal vi passere grænsen. Vores erfaring siger os, at vi skal beregne omkring 2 timer mindst ved grænseovergangene. Vi når den argentinske grænse ved 14,30 tiden, og er målløse, for der står en grænsepost, som beder os køre videre ca. 4 kilometer. Da vi når dertil, sidder der en grænsekontrollør i et lille bur på størrelse med et gammeldags das, og uden tøven stempler han os ud af Argentina og ind i Uruguay. Han henviser til et lille hus længere fremme. Derinde kan vi få bilen overflyttet fra Argentina og til Uruguay. Vi går derind, og i løbet af 0,5 var også bilen stemplet ud af Argentina og ind i Uruguay. Hele chancen tog max 10 minutter. Aldrig er vi kommet så nemt og smertefrit over en grænse med bilen.Nu går turen så videre mod byen Mercedes, hvor vi skal have gjort vore indkøb. Når vi passerer en grænse, har vi aldrig hverken fødevarer, frugt, grønt eller øl og vin med. Vi kender ikke landenes grænsebestemmelser, så det er lettere ikke at indføre noget som helst for ikke at komme i klemme i systemet. Vi får købt noget ualmindeligt godt oksefars og fire gode bøffer, som Uruguay netop er kendt for at have det bedste kød, som findes i verden. Desuden får vi købt en masse grøntsager og frugt samt brød - og ja ikke at forglemme øl og vin. Det er jo ingen grund til at sulte og tørste, og det gør vi heller ikke.
Efter endt indkøb kører vi videre mod vores overnatningssted hos Sophia, en fransk dame i byen Villa Soriano, som ligger helt ude ved floden Rio Negro.Vi ankommer ved 18,30 tiden, og da vi ikke kunne få hendes adresse, men kun telefonnummer, ringer vi til hende. Vi havde på forhånd fortalt, at vi ville være fremme sidst på eftermiddagen. "Qvindmennesket" snakkede og snakkede i et væk, så Erik kunne ikke få et ord indført. Pludselig smækkede hun røret på, efter Erik på fransk havde fortalt, at nu var vi her i byen og holdt ved den eneste servicestation, som fandtes her. Vi holdt længe og ventede, for vi troede, hun kom og hentede os, når vi nu ikke kunne få adressen. Men nej, der kom ingen efter os. Efter en halv time ringede Erik igen til hende og spurgte om, hvor hun boede. Jamen det kan I gå ind på tanken og få oplyst. Underligt, men det gjorde Erik så. Pigen, som stod derinde, sagde, skal I ud til "hable - hable"? (snakke - snakke) og bo, og det kunne han jo kun bekræfte. Vi blev så vist ud til det eneste hus i byen, hvor der var 2 etager. 
Da vi ankom, blev vi modtaget af en stor hund samt en dame, som lignede fru Piggalop (fra Pippi Langstrømpe) Vi blev vist ind i en skøn lejlighed, som lå i stueetagen. Her var hyggeligt og rent og MEGA KOLDT. Da jeg påtalte det, sagde hun, at her var 22 grader. Det kunne jeg selv se på airconditionanlægget, og i øvrigt troede hun ikke, at danskere, som kom fra det kolde nord, frys. Jeg sagde: "Her er overhovedet ikke 22 grader. Airconditionanlægget er først tændt nu, og vi vil gerne have fjernbetjeningen, så vi kan få noget varme på". Hun havde ingen fjernbetjening, påstod hun. Men vi kunne da tænde op i pejsen, hvis vi syntes, her var for koldt. Ja, det ville vi så gøre, men der lå kun 3 små stykker optændingspind, så vi manglede brænde. Det havde hun ikke noget af, men kunne skaffe noget i morgen. Så kiggede jeg mig rundt og spurgte, hvor er komfuret. Hun havde da ingen komfur. Hun havde en enkel 3 kilos gasflaske, hvorpå der lå noget ståltråd til at sætte en gryde på. Jamen det der, kan vi da ikke lave mad på, sagde jeg. Hvis vi ikke var tilfreds, kunne vi flytte på hotel. - Men for det første, havde hun i en uge vidst, at vi kom lørdag sidst på eftermiddagen, og for det andet, var der 30 kilometer på dårlig vej tilbage til nærmeste by, så - , så let slap hun ikke. Kort tid efter hun var gået, kom hun dog alligevel tilbage med fjernbetjeningen, så vi kunne justere temperaturen, og som vi gjorde op til 30 grader for at få gang i varmen.
Da vi efter 4 timer havde været i huset - et stort murstenshus, som ikke havde været varmet op i 2 måneder, havde vi en temperatur på 14,4 grader efter også at have brugt den smule pind, som lå i pejsen. Næste dag var temperaturen i soveværelset 13,2 grader og i stuen 17,1 grad. Så tror I ikke, vi frys med anstand?Men det var ikke det værste. Da vi ville lave mad, var der ikke mere gas i flasken, hvorfor Erik skiftede til en ny, som stod der. Da han satte en tændstik til, stod flammerne op både under ståltråden og ovenpå, og der kunne ikke slukkes for gassen. Ca. 1 meter høj flamme stod lodret op. Resolut tog Erik fat om flasken og fik den med ildsøjlen balanceret udenfor, hvor han smed den ude på gårdspladsen. Vi undersøgte, om her var en pulverslukker, men det var det ikke. Og vores egen pulverslukker, havde vi i bagagerummet i bilen, som stod parkeret tæt op ad den brændende gasflaske, så den kunne vi ikke komme til. Vi var bange for, at bilen kunne bryde i brand, men godt, vi selv var uskadt, tænkte vi, for det her kunne virkelig gå galt. Vi havde ikke noget valg. Lad skidtet brænde. Og sådan blev det. Gas kan ikke slukkes med vand, og vi havde ikke noget at smide over. Efter 2,5 time var gassen gået af ballonen, og ilden slukket af sig selv. Nu skrev Erik midt om natten til "damen", at vi ville forlade stedet i morgen i stedet for i overmorgen, og at vi ville lade booking.com (vores bookingselskab) vide om vores oplevelse. 
Næste morgen, da Erik var i bad, kom hun og hamrede hårdt på døren. Jeg var i gang med at lave morgenmad på vores egen campinggas og havde ikke lyst til at lukke hende ind, inden Erik også var der. Og i øvrigt ville jeg have min morgenmad i fred og ro. Da hun endelig blev lukket ind, råbte hun op om, hun ville tilkalde politiet. Ja tak, sagde Erik. Dem vil vi også gerne tale med sammen med brandmyndighederne om vores oplevelse her i aftes, hvor vi nemt kunne være brændt inde, og hele hytten futtet af. Vinduer kunne ikke åbnes, da de var skodet  - svejset til med jerngitter. Ja, det kunne virkelig være gået rigtig galt.Alt medens vi fik vore pakkenelliker ud i bilen, sad hun og tronede inde i lejligheden. Vi havde travlt med at få ting ind i bilen uden at falde over hendes hund, som hele tiden var i vejen for os. Og da vi kom frem til vort næste overnatningssted og skulle i gang med at lave mad, manglede vore gode bøffer og fars. Jeg håber, hunden får dårlig mave af al det gode kød. Og jeg siger  "VELKOMMEN TIL URUGUAY". 
Søndag, den 12. juni 2016. Vi kontakter vores næste vært (en russisk kvinde, som bor og arbejder i Hong Kong, men er gift med en mand her fra Montevideo, om vi må komme en dag tidligere end bestilt for en uge siden. Vi har lejet et nyt sted for en uge. Ingen problemer. Vi vil være velkomne klokken 20 om aftenen. Vi mødes af en sød dame (svigermor), som viser os rundt i lejligheden. Kun er der et problem. Her i Montevideo er der pludselig blevet vinter og meget koldt, og gas er fuldstændig udsolgt. Lejligheden opvarmes af 2 gasvarmeovne og her er kun 1 gasflaske. På grund af den pludselig opstået kulde (her er jo vinter nu), kan man ikke skaffe gas. I stedet har man bestilt et airconditionanlæg, som en håndværker skal komme og sætte op. Men også disse er udsolgte, så vi venter fortsat på varme. Dog ikke så koldt som på vort tidligere sted. Åh - jeg har heldigvis allerede glemt navnet!
Efter 2 dage - d.v.s. tirsdag aften lykkes det for vor vært at skaffe gas til os, og onsdag morgen kommer håndværkerne og monterer aircondition. Det skal lige tilføjes, her har ikke på noget tidspunkt været ubehagelig koldt.Men det nyetablerede badeværelse - fantastisk flot, gav problemer. Hele gulvet sejlede af vand, som Erik fik tørret op, efter han havde været i bad. (Troede vandet stammede fra bruseren). Men det gjorde det ikke. Senere, da vi sad inde i stuen, får jeg pludselig øje på, at stuegulvet er vådt. Jeg kigger ud i gangen, som er oversvømmet, og går ud på badeværelset, hvor der er mindst et par centimeter vand over det hele. Undersøger kloakafløbet, som er stoppet, og råber på Erik, han må komme og hjælpe mig. Vi finder ud af, at vandet kommer fra cisternen, som viser sig at være utæt. Erik får lukket for vandet, og så må vi i gang med fejebakke og gulvskrubber, for at få alt det vand skovlet op. Godt vi var hjemme. Vi bor på 1. sal, og der skulle ikke være gået lang tid, før vandet løb ned ad trapperne. Oversvømmelser for 2. gang den dag. Så måtte VVS manden, som havde renoveret badeværelset, tilkaldes, og værten selv gik i gang med at rense kloakken. Ja - i et gammelt hus er der altid noget at foretage sig. Og det næste, som skete, var at komfuret ikke virkede. Kun 1 blus af 4 fungerede. Nå det skulle ikke komme an på det. Inden fyraften stod et nyt komfur til os. "SÅ VELKOMMEN TIL URUGUAY." 
Fredag, den 17. Juni 2016. Efter al den turmult, vi har været gennem den uge, vi har boet her, og ekstra ordinær rengøring efter først 2 gang oversvømmelser og dernæst 4 gang håndværkerbesøg, skriver Erik til vores vært, at vi med al den stuhej overhovedet ikke har nået at se hele byen, fordi så skulle vi være hjemme efter ditten og så efter datten, så vi mente nok, at en passende kompensation kunne være på sin plads. Straks modtog vi et sødt brev (skal siges, vi havde også selv skrevet et venligt brev til hende), at hun vil udbetale os 150 USA dollar for vores ulejlighed. Pengene var vi som sådan ikke interesseret i, og hun kunne ikke gøre for, at vi tilfældigvis ramtes af det ene uheld efter det andet, så vi skrev tilbage, at for os var det helt OK, hvis vi kunne få lov at blive 3 dage yderlig uden at skulle betale ekstra. Så ville vi kunne nå at se alt det, vi havde planer om, og vi var tilfredse med det, og det kunne hun bestemt også være.
Vi nåede i dag ind i byen for at købe billetter til en koncert, vi vil til i morgen aften. På vej hjem efter mørkets frembrud, og efter vi var stået af bussen, skulle vi skrå over vejen. I det øjeblik, jeg trådte ned fra fortovet og ud på vejen, forsvandt mine ben under mig, og jeg lå bare der på gaden uden at kunne røre mig. Jeg så en bil nærme sig, men min fod sad fast inde i kloaksystemet. Til al held var Erik ikke langt fra mig, så jeg fik hurtig en hjælpende hånd til at komme på ret køl. Eriks kommentar var, da jeg lå der, som en skildpadde og sprællede - og ikke kunne komme op ved egen hjælp, "at det bestemt ikke var noget elegant syn". Men hold da op, hvor heldig har man lov at være? Tror, man træder ud over fortovskanten, og i stedet er der 3 gange så langt ned i rendestenen lige netop på det sted. Min fod sidder fast, og jeg kan ikke ved egen hjælp komme op. Bliver ikke kørt over af bilen - brækker hverken arme eller ben - sprænger ikke nogen ledbånd eller for en forstuvning. Slår ikke hovedet, (kommentarer frabedes) selv om jeg kommer direkte ned med et ordentlig brag. Slår mit knæ og min ankel, som jeg hjemme sidder med is på. Undgår derved hævelser, så efter to dage mærker jeg overhovedet ikke mere. Heldige jeg. Ja "VELKOMMEN TIL URUGUAY".
Lørdag, den 18. Juni 2016. I dag skal vi ind i teatret Sesam for at overvære Montevideos Symfoniorkester, som har 85 års jubilæum. De spiller en koncert skrevet af Schumann, og vi overværer 5. Symfoni. 185 mand er på scenen, hvoraf de 6 er sangere. En pudsig ting er, at tenoren Dario Schmunck også har optrådt på La Scala i Milano, hvor vi overværede en opera i juni 2015. Og han har været i operahuset i Sydney, hvor vi overværede en koncert med Sydneys Symfoniorkester i 2014, da vi var i Australien. Også i teatret Colón i Buenos Aires har han optrådt, og der var vi i sidste måned, da vi var i Argentina. Dirigenten er Martin Garcia.Vi nyder koncerten, og efterfølgende tager vi bussen tilbage til vores lejlighed. Ikke langt fra, hvor vi bor, er et hyggeligt spisested, hvor vi går ind for at få mad. Vi får supergod mad og vin og kan se, det er en gourmet restaurant. Ikke fordi det altid er bedre, men dette her var. Ejeren af restauranten kommer hen for at hilse på os, og da han får at vide, vi er danskere, får han næsten tårer i øjnene. Åh - siger han. Danskerne hjalp så mange jøder til Sverige under krigen. Og svenske Bernadotte hjalp mange jøder fri fra koncentrationslejrene efter krigen. Ja rigtig gættet. Indehaveren af restauranten var polsk jøde, og havde stor kendskab til, hvordan det foregik under 2. verdenskrig, hvor han med sine forældre var flygtet til Sydamerika.
Søndag, den 19. Juni 2016. I dag er der søndagsmarked. Vi ynder at gå på marked og købe ind, og da vi i dag kommer til en vogn, hvorfra der sælges ost, køber vi både parmesan og den schweiziske specialost gruyre, samt oliven og abrikoser. Og så hjem og smæske os i disse gode sager sammen med en god australsk rødvin.
Tirsdag, den 21. Juni 2016. Endnu en musikoplevelse venter os. Vi har købt billetter til en ny koncert i teateret Solis, en 160 år gammel og smuk bygning med plads til omkring 2000. Kammermusikken spilles af Montevideos Philhamonikaorkester og Schutsdakovis har skrevet musikken. Der var rigtig mange musikere på scenen, og dirigenten startede med selv at spille klaver samtidig med han dirigerede orkestret. Men senere svang han dirigentstokken så livligt, at han selv hoppede og dansede. Det var en meget stor oplevelse. Ja I tænker, de bruger da en masse penge på teaterbesøg, men billetterne kostede 40 kr pr stk uanset, hvor man vælger at sidde. Sku' man så ikke bare nyde det og gå til al det, som er muligt, når vi nu er i en storby. Der findes ikke så meget af den slags i Vile, når vi kommer hjem.
Onsdag, den 22. Juni 2016. I dag forlader vi Montevideo for at køre nordpå til grænsebyen Livramento. Byen her er delt i en uruguaysk del og en brasiliansk del. Byen har en usynlig grænse. En græsrabat er på et stykke grænse, hvor der er to dobbeltveje på hver sin side af rabatten. Man taler både spansk og portugisisk her - bruger også både pesos (uruguaysk møntenhed) og rubler (brasiliansk møntenhed). Så vi har næsten ingen problemer her. Dog skulle det vise sig næste dag, at finde toldkontoret for at få papirer på, vi har forladt Uruguay og igen et nyt for at komme ind i Brasilien, var meget svært. Ingen vidste præcis, hvor i byen de forskellige kontorer lå. Vi spurgte på alle offentlige kontorer, og alle sagde: " Vidst nok ned ad den gade et stykke og så lidt til venstre et godt stykke og så ligeud ligeså langt, som I omtrent kan komme. Der vil I finde et gammelt vist nok rødt hus, og derinde er det vist nok". Men byen skilter ikke med gadenavne. Det er også svært. For på Uruguay siden hedder gaden én ting, og på Brasilien siden hedder den noget andet, selvom det er èn og samme gade.Omsider, efter at have kørt fra Herodes til Pilatos, lykkedes det at få papirerne i orden, så vi lovmæssigt kunne opholde os i Brasilien.
Vi havde dog også et andet problem. Eriks computer var stået af. Var sket lige inden, vi forlader Montevideo. Men vi tænkte, det måtte vente, til vi kom til vores næste destination. På vejen til grænsebyen var vi inde på et lille sted at spise. Her sidder vi tilfældigvis ved et bord foran 3 personer, som også er inde for at spise. De opfattede åbenbart, at vi snakkede et fremmedsprog, for da de forlod restauranten, henvendte de sig til os for at høre om, hvor vi kom fra. Da de hørte, vi var fra Danmark, ville de høre mere, for de havde været i Danmark nogle år forinden. Og efter en lang snak, fandt vi ud af, at de boede i den by, vi var på vej til. Manden sagde: "Får I nogle problemer, så kontakt mig. Her er mit navn og e-mail adresse". Erik sagde: "Problemer har jeg allerede, for jeg skal have min computer til reparation, og hvor får jeg det?" Ingen problem, sagde manden. Jeg kontakter dig på jeres hotel, når I er kommet frem. 
Da vi om aftenen nåede vores hotel, havde den rare mand - Ever allerede ringet, og vi fik kontakt med ham og aftalte at mødes på vores hotel næste dag, så vi kunne få computeren til reparation. 
Torsdag, den 23. Juni 2016. (Dagen, hvor England går til valg, om de skal forlade EU). I dag kom vores gode ven Evero her fra Uruguay, og vi havde en rigtig hygge snak med ham. Han er altvidende om alverdens ting - ikke kun om Uruguay men også om hele verden. Han havde ligesom Erik tilbragt meget tid med at komme rundt i verden. Han er 76 år, men stadig aktiv forretningsmand. Han har 3 forretning, der sælger og lægger kabler ind i huse og lejligheder, så man kan se kabel tv. Så han var lige manden, der kunne skaffe forbindelsen til en reparatør, så Erik kunne få sin computer repareret. 
Fredag, den 24. Juni 2016. Vi skal hente computeren i dag. Det bliver spændende, om den kan laves. Og om indholdet kan redes? Højst sandsynlig er det harddisken, der er stået af. Vi skal hente den klokken 16, og vi aftaler med Ever, at han kommer sammen med os. Men hurra! Computeren er repareret og da Erik har taget backup, kan alt genskabes. Heldigt for ham. Vi følges igen med vores gode ven Ever, som viser os rundt i byen. Og da vi forlader byen i morgen tidlig, inviterer Ever på aftensmad i aften. Han vil komme og hente os på hotellet, så vi kan følges ad hen på et pizzaria, som laver en fantastisk pizza til os. Ud over os er også Evero datter og svigersøn med. Det er rigtig søde mennesker alle sammen. Svigersønnen er præst ved den katolske kirke, og skal næste dag prædike i Montevideo, hvorfor de to unge mennesker tager natbussen her i aften til hovedstaden, som ligger ca 500 kilometer væk. Vi tager afsked med Evero og takker for en hyggelig aften og for hans hjælpsomhed med computeren. Jeg føler, vi i Ever har fået en rigtig god ven for livet. 
Ikke mere for denne gang. I morgen går turen videre til Sankta Maria.
Kærlig hilsen Edith