Kære venner.
26. april 2017. Vores rejse fortsætter nu ind i Bolivia. På forhånd var vi blevet advaret mod netop den grænse, som lå nærmest os. Vi havde hørt nogle grufulde beskrivelser af, hvordan folk havde måttet vente i timevis på at få deres stempel i passet - og i bagende sol og uden mulighed for hverken siddeplads eller skygge - og også skulle betale bestikkelsespenge for at få stemplet. Endvidere gå mellem de to grænser- Chile og Bolivia i 4 timer i bagende sol, og igen måtte vente i mange timer for at komme over grænsen.Men - da vi kom til grænsen fik vi uden vrøvl vores stempel. Vi kunne også konstatere, at her var både sidde- og skyggeplads på begge sider af grænsestationerne. Og ingen forlangte bestikkelsespenge. Dog forstår jeg traveturen mellem de to grænsestationer - (men 4 timer?) såfremt de havde valgt en bus, som KUN kørte til grænsen. Men vi så mange busser passere gennem grænsen. Så de folk, der klagede, havde måske valgt en forkert bus. Jeg kan kun sige, at for Erik og mig tog det nøjagtig 3 kvarter. Så havde vi passeret begge grænsestationer, og al papirarbejde med bil var overstået - og uden nogen form for bestikkelsespenge overhovedet. - Aldrig er vi kommet så nem over en grænse!!
Men vi er ude i et tyndt befolket område. MEGET tyndt! Vi fylder hver morgen, vi kører ud, diesel på bilen, og så kan vi køre 500 - 600 kilometer. Vi vidste godt, at vi netop på denne strækning ville komme ud for, at her ingen civilisation er, og at vi skulle køre mindst 500 kilometer for at komme til den nærneste by i Bolivia. Vi så, at dieselprisen her var 3.88 kr, så det var jo ikke så galt. MEN som udlænding bliver du lige afkrævet en femmer ekstra pr liter - og uden kvittering. Og såfremt du insisterer på at få kvittering, kan du overhovedet ikke få en dråbe. ERGO betal og glem det.
27. april 2017. Efter vores lange køretur i går, har vi besluttet at tage 2 dages rest på et hostel i den første by, vi kommer til for at vænne os til højden. Alt fungerer her perfekt. Og ikke dyr. Vi betaler for 2 værelser med morgenmad 180 kroner. Men vi er oppe i 3700 meters højde. Her er minusgrader om natten. OG - ingen huse her i Bolivia har indlagt varme. Vi frøs med anstand den første nat. Næste dag gik vi på marked, og efter lang tids søgen lykkedes det os at finde en varmeblæser, og så var det problem løst.
29. april 2017. Vi fortsætter turen mod Oruro i dag. Men stadig i 3700 meters højde. Vi lider, begge af højdesyge, da vi er kommet alt for hurtigt fra 0 til 3700 meters højde. Det giver hovedpine, svimmelhed, forvirring og næseblod til trods for, at vi tager tabletter mod det. Men vi skal over de bjerge, før det hjælper. Vi bor en nat på et hostel i Oruro - en sjov en af slagsen. Prisen er ikke noget at sige til. For 2 værelser betaler vi ialt 160,- kr. og det er inklusiv morgenmad. Morgenmad kan vi bare få, når det passer os. Vi er de eneste to, der bor hos den gamle mand. Og da vi næste morgen kommer og spørger til morgenmad, bliver vi vist ud i køkkenet og sidder bænket ved en plade i køkkenbordet - akkurat som hjemme hos mor og far i gamle dage. Han laver en god kaffe til os, og vi får boller med hjemmelavet marmelade, som han selv har lavet. Og så sætter han sig ved bordet sammen med os, for nu skal der snakkes. Han vil gerne høre nyt ude fra verden. Han er selv 3. generations indvandrer fra Chekoslovakiet, og hans bedstemor var tysker. Og så fortalte han om sit liv her i Bolivia. 
Han havde arbejdet i en sølvmine fra han var 7 år og i de næste 48 år.Han havde selv ejet en sølvmine her og var sikkert temmelig velhavende. Han havde 5 børn, hvoraf de tre var læger. De to andre var civilingeniører. Han viste os, at det bestik, vi sad og spiste med som almindelig hverdagsbestik, i virkeligheden var ægte sølv. Og da jeg mærkede på det, kunne jeg godt mærke vægten, for det var meget tykt bestik. Porten til hostelet var porten fra hans sølvmine, som vi tror, han havde været nødt til at lukke. Han var i hvert fald meget vred på de almindelige bolivianere. Han sagde, de var dovne og ikke ville arbejde. Og præsidenten Evo Montales var både en tyvknægt og narkobaron, som kun tænkte på at rage til sig selv. Og hvis vi så et stort hus, kunne vi være sikker på, at her boede enten en narkobaron eller en, der levede af bestikkelsespenge. 
Vi tror på, at han har ret. Her er så meget fattigdom, så mange sølle mennesker, der sidder på gaden og tigger og ikke har noget hjem. Man regner med 70% af Bolivias befolkning lever under fattigdoms grænsen. 48% af befolkningen har under 14,- kr om dagen at leve for.På vores vej oppe i bjergene samme dag så vi oppe i 4450 meters højde - 3 grader og med dis og tåge og snevejr et lille hul ind i klippesiden på størrelse med et meget lille hundehus. Her sad 2 børn krøllet sammen. Lillebror på ca 1 1/2 år sad bøjet helt, og storesøster på ca 3 år sad bøjet hen over ham, så de lige akkurat kunne være der. Her var igen voksne i nærheden overhovedet. - OG det var ikke et skuespil for turister, for her er ingen. Kun Erik og jeg. Senere er vi blevet fortalt, at det er meget almindeligt, at forældre efterlader deres små børn på denne måde om morgenen og først henter dem til aften, når de har været ude at tjene penge ved enten arbejde eller tiggeri.
Senere, da vi kom til et pas, stod mennesker i kø for at sælge ting til os, de selv havde lavet. En lille snavset pige på en tre - fire år kom med en lille legespand med noget i, som hun ville sælge os. Normalt køber vi ikke hos disse mennesker, for det er uden ende. Men den lille pige kunne jeg ikke stå for, så jeg fandt 2 kroner og gav hende. Vi havde aftenen i forvejen fået 2 retter mad på en restaurant for 10,- kr, så for hende var det rigtig mange penge. Hun lyste da også op i et stort smil og gav os hver en lille pose saftgele, som hendes mor havde lavet. Og selvfølgelig tog jeg imod dem, men spiste det, gjorde vi ikke. De er fremstillet under uhygieniske forhold og berørt af mange snavsede hænder, så vi skulle ikke sutte på disse poser. Kort tid efter så vi igen pigen komme dansende hen ad vejen med sin lille tomme spand. Hun var så glad - så glad, for nu havde hun penge, så familien kunne købe mad. Moderen så jeg også. Hun gik meget tynd påklædt og med bare tæer i et par små sommersandaler i snevejret. Men jeg så også børn her helt uden fodtøj og kun bare tæer i sneen. Det er godt nok ikke at spøge med.
Og ikke kun menneskerne her har det dårligt. På vores køretur heroppe i bjergene har vi mødt hundredevis af hunde, som sidder i vejsiden på deres bag og med sørgmodige øjne holder øje med trafikanterne. De sidder stille med omkring 100 meters afstand mellem hver og håber vel på, at der bliver smidt mad ud til dem. For her oppe i bjergene er absolut intet for dem at spise, så de må sidde afventende og håbe eller dø. Et sådant syn har vi aldrig tidligere mødt. Normalt løber hunde jo rundt og ud på vejen. Aldrig siddende og vente på, hvad der vil ske. Til gengæld så vi ingen døde hunde, men jeg har en teori om, at de måske går hen for sig selv for at dø.
Vi har en køretur på omkring 200 kilometer foran os for at komme fra Oruro til næste destination - byen Cochabamba - men bjergkørsel - så vi forventer turen vil vare omkring 4 timer. Det holdt dog ikke stik. Først efter 7 timers uafbrudt og farlig kørsel kunne vi rulle ind i byen. Vi kørte til vores airbnb-lejlighed, som vi på forhånd havde lejet og fået bekræftelse på. Vi havde ikke kunnet få kontakt med ejer, da det ikke var det rigtige telefonnummer vi havde fået, men vi forventede at træffe ham på stedet, som lovet. Men så let gik det ikke. Vores vært havde lejet ud til anden side, så der stod vi en lørdag aften klokken 18,30 uden et sted at bo. Igen måtte vi ty til et hostel, og det er også fint og stadig billigt. 2 værelser og med garage til bilen, som så står inde i gangen om natten koster 173 kroner, så man kan ikke sige, vi bliver ruineret her i Bolivia. Nu har vi igen lejet en airbnb-lejlighed fra i morgen mandag og til fredag og med garage. Et helt hus og med have og til en pris på ialt 590,- kr. Vi er meget spændt på at komme derud. Det ligger lidt uden for centrum - men stadig her inde i byen Chocabamba.
Her søndag eftermiddag går vi rundt inde i midtbyen, for vi skal selvfølgelig have vores sædvanlige isvaffel. Og det får vi. En stor hjemmelavet vaffel, men med kun 1 kugle, for der kunne ikke være mere is i. Og det var en god hjemmelavet is. Åh hvor den smagte. Og pris 5,00 kroner. Vi sad i parken og nød solskinnet og studerede folkemængden. Vi kan godt nok se, vi er i et fattigt land. Her er ingen storhed. Gifte kvinder går i en bluse og nederdel og med et stort forklæde og oven over har de en tyk trøje, og uldne sokker bruger de også - og så en høj sort hat med en bred skygge, og 2 lange fletninger, som når helt ned til deres bag. Og så bærer de deres mindste barn i et klæde på ryggen. Nogen gange kan barnet godt være en 2 - 3 år, så er det noget at sige til, at kvinderne bliver duknakkede og forkrøblede og næsten ikke kan gå, men må sidde og tigge.De unge kvinder går i almindelige cowboybukser, men ikke spor moderne. Det er bare tøj, de skal have på, og mændene lige sådan.Her søndag sidder folk tæt på gaden med deres brugte tøj for at sælge det. Børnene vokser jo ud af deres, og for at der kan blive råd til andet, må man forsøge at sælge det gamle.
Søndag aften går vi rundt for at finde en restaurant, som holder åben. Men nej. Vi finder i stedet en lille gadegrill, hvor fatter står og griller noget meget fint kød, så her stopper vi op. Vi sætter os ind til bordet og beder om en portion mad. Drengen kommer så med 2 stålfade med grillstegt oksekød, som fylder hele fadet og ovenpå ligger en pølse - et stort fad kød til hver. Og så kommer han med en smagsprøve, så vi kan vælge, om vi vil have alm. kogt ris, eller vi vil have risengrød kogt på vand. Vi bestiller en af hver, hvorefter han kommer tilbage med to stålfade, hvorpå er salat med løg og tomater, pommesfriters, et stort stykke palmemarv og resten af fadet er fyldt med den ris, vi har bestilt. Jeg kunne slet ikke spise al den mad, jeg havde fået, men kødet spiste jeg, for det smagte himmelsk.De øvrige gæster havde ingen problemer med at spise op, og jeg tænkte, hvad gør de dog ved al den mad. Selv Erik måtte give op, og han plejer da nok at spise op. Vi var spændt på regningen. 20 kroner pr portion. Det er nemt for os at omregne prisen fra bolivianers til kroner, da 1 bolivianer svarer til 1,02 dansk krone.
Befolkningen her er ikke blandede racer, men indfødte stammer med tydelig indianertræk. Kun få mennesker synes at være en blanding, som nu vores hotelfatter fra Oruro.De er ikke glade mennesker, som vi ellers ser rundt om i hele Sydamerika, hvor ægtepar uanset alder altid går med hinanden i hånden eller går og holder om hinanden. Nej i Bolivia passer hver sit. Tomme blikke og ingen smil. Dog kan jeg lige ane et lille smil, hvis jeg stopper op og smilende betragter deres små yndige børn.
Bruttonationalproduktet er i Bolivia på 5,5 $, hvor f.eks. Danmark ligger på 55 $ pr indbygger, så det fortæller lidt om deres fattigdom.Men sådan burde det slet ikke være. Bolivia er rig på store forekomster af tin, sølv, guld og diamanter. De dyrker kaffe, appelsiner, bananer, ananas, nødder samt meget andet, som de exporterer. Nede i sletten har de store landbrug, hvor der findes store kvægfarmer. Og så har de en stor saltsø på størrelse med 1/3 af Danmark. Her bor 10 millioner mennesker, og landet er 25 gange så stort som Danmark, så landet er meget tyndt befolket. De fleste bor inde i store byer.
Landet har demokratisk styre med en præsident - Evo Montales. Her er ikke yttringsfrihed, og mit brev bliver først udsendt efter, vi har forladt landet, for det siges, al korrespondance bliver sencureret.Vi ser her børnesoldater fra de er 14 år. Såfremt de melder sig til tjeneste, er de i serviceskorpset, til de er 18 år. De slipper derefter for almindelig militærtjeneste.
Trafikken her er ganske forfærdelig. Gad vide, om folk overhovedet har kørekort? I lyskryds respekterer de ikke rødt lys, men farer bare over. Som fodgænger må man kigge dig godt for og nærmest løbe over vejen, for bilerne holder ikke tilbage.Og her er ingen busser - ej heller skolebusser. Jeg undrede mig over, hvordan børnene kom i skole, for det ville være helt uforsvarlig at lade dem selv finde vej til skole.En dag vi holdt ved en skole, fik vi forklaringen. En patruljevogn kom kørende og holdt ind til siden. Ud sprang omkring 15 små rollinger med deres lille tornyster på ryggen, og glade løb de ind på skolen. Jamen hvorfor ikke? Så havde politiet dog noget nyttigt at tage sig til.Og medens vi lige holdt og kiggede på sceneriet, kom en stor lastbil - en kreaturtransport og holdt foran os. Ud sprang chaufføren og hen at åbne rampen. Og det vrimlede med børn i alle aldre ud fra ladet. Omkring en 50 stykker kunne der være på sådan et lad. Ja her er andre tider, end det vi kender. Disse lastbiler transporter også arbejderne til og fra deres arbejde, og om søndagen bruges de til udflugt.
Ja Bolivia er et fattigt land, som ingen kender til. Normalt har vi læst en del om de lande, vi besøger, men fra Bolivia er der ingen litteratur. Her må vi gøre vores egne erfaringer og ellers spørge os frem. Der findes turistkontorer, men de er ikke til megen hjælp. De kan udlevere et bykort, men så heller ikke mere. Men hvorfor skulle de også det? Her findes ingen turister. På en hel måned har vi mødt 3 ud over Erik og mig. De var alle tre schweitzere.Og engelsk kan de ikke. Evo Morales er imod skolebørn skal lære fremmedsprog. De skal kun koncentrere sig om deres eget sprog. Men landet har 48 stammer (indianere), som har hver deres eget sprog, men de fleste kan foruden deres stammesprog også spansk.
Cochabamba, den 1. maj 2017. Vi flytter til en nyt airbnb-lejlighed i dag. Vi er meget spændt på den, da den jo er meget billig. Men vi har erfaret, at pris og kvalitet ikke nødvendigvis hører sammen, når vi taler om airbnb-lejlighed. Dette viser sig også at være tilfældet her. Vi kommer til en herskabsvilla med 4 soveværelser, 2 badeværelser, køkken og stue, og så det allerbedste - en skøn have, vi må opholde os i. Og med udekøkken og stor grill. Ja det er helt fantastisk. Selv bor familien i et nyt tre-etages hus, som ligger foran vores hus.
Vi går også på indkøb her på vejen, hvor vi først køber en halv kylling til at grille i aften. Vejer 1,5 kilo og koster 14,00 kr, men så slår den også til i 2 dage.Derefter går vi til grønthandleren for at købe ind. 2 kilo kartofler, 2 grønne peber, 2 store bøftomater, 2 kg bananer, 1 agurk, 8 lemon og 8 sjove frugter, som vi ikke kender hjemme, men som vi fik en smagsprøve af, og som smagte fantastisk. Pris ialt 18,00 kr. Og så gav grønthandleren os oveni en stor bundt frisk persille til vores kylling. Så her i Bolivia bliver vi ikke ruineret.Og næste morgen, da jeg går til bageren, beder jeg om 5 store spanske rundstykker. Jeg har 10, - kr. med og håber, det slår til. Jamen det gjorde det, for de kostede kun 0,50 kr stykket. Og vi kunne endda kun spise de tre, så store var de. Og så var de gode og sprøde, og til aften var de lige så gode. Fantastisk som vi smovser i god mad her.
Men en sjov ting her i Bolivia. Hos købmanden bemærker jeg, at plastikposen med børnebleer er brudt op. Og ind kommer mødre med deres små børn og køber 1 ble. Så kan den holde så længe, den nu kan. Næste gang barnet skal skiftes, går man igen til købmand og køber 1 ble. I øvrigt på samme måde med toiletpapir. Man køber kun 1 rulle ad gangen.
Her i denne bydel, vi nu er havnet i, er ingen fattigdom. Ingen tiggere på gaden. Her er kæmpe herskabsvillaer. Og her bor udelukkende indvandrere fra Europa - Spanien velsagtens. Og en del tyskere, som kom hertil som krigsforbrydere. Men de havde penge med, så de kunne sætte gang i produktionen, så den bolivianske regering var meget begejstret for disse folk. Og her går befolkningen i moderne klæder og alle virker glade og smilende.
Og så til vores værtsfamilie. De bor 4 voksne her, og andre 3 voksne søstre og en bror bor inde ved siden af - også i en kæmpe villa på 3 etager. Og alt er så flot - så flot. Helt fantastisk. Og de har en tjenestepige, der laver mad, går på indkøb, vasker deres tøj, holder huset rent og også den store have. Og til middag kommer familien hjem fra arbejde for at spise. Og forældrene er her også ind imellem og spiser med. Er vi hjemme, kommer de med middagsmad til os også. Alle er så søde og vil gerne snakke. I starten var tjenestepigen, som er indfødt, meget forlegen, når jeg snakkede til hende, men det er hun ikke mere. Nu smiler hun glad og viser stolt, hvad hun står og laver af mad i deres udekøkken. Samme udekøkken og grill, som vi også har adgang til ud over vores indekøkken. Vi foretrækker at stå ude om aftenen og lave maden ude i haven. Vejret er så dejligt, så vi nyder det rigtigt.
Efter at have nydt livet her 5 kilometer uden for centrum - men stadig i Chocabamba, tager vi på visit ind til centrum for at købe nogle småting til Eriks computer. Vi benytter lejligheden til at gå på marked. Vi køber T-bone steak, hvor mørbradsiden er meget stor- ikke kun et lille stykke bimørbrad, dom vi er vandt til. Og pris til 2 personer 17,- kr, så vi skal rigtig smovse i det. Og en tur i parken når vi også. Her er fyldt med mennesker - i hobetal, som bare står og glor. Jeg siger til Erik, at jeg tror, det er en demonstration, så vi skal se at komme væk, inden her bliver ballade.Det viser sig at være tilfældet. Det er lønmodtagerne, der demonstrerer for at få mere i løn. En dagløn her er 60,- kr. eller 1630,- kr om måneden. Og før skat! Også lørdag arbejder de. Det er lige lykkedes at sænke arbejdstiden fra 72 timer for mænd og 60 timer for kvinder til 48 timer om ugen. Stor gevinst.
Da vi kommer tilbage til bilen, venter der os en slem overraskelse. Bilen er klodset op, så vi må have fat i politiet, før vi kan køre derfra. En parkeringsvagt orienterer os om, at her i denne gade skal man betale parkeringsafgift for at holde. Hvordan skulle vi kunne vide det? I nogen gader er der et skilt om det, men ikke i denne gade. Nå nej, det er rigtig nok. Standeren står her, men skiltet mangler. Men den har været her engang, så det ved folk jo.Nå, men det er jo ligesom ikke noget at gøre ved. Vi må til politiet og betale bøden, før vi kan få bilen køreklar igen. Parkeringsvagten er behjælpelig med at skaffe en taxa, som kører os på politistationen, og som venter for at køre os tilbage til bilen. Puh -ha! Mon vi har penge nok til den affære. Jow - det gik lige. Bøden var på 25,- kr, 4,- kr for at få bilen fri, og taxaen skulle have 20,- kr for at køre rundt med os i en halv time. Det var næsten den oplevelse værd. 
Vi havde bestilt vores airbnb-lejlighed til fredag, men her er så dejlig, så vi vil gerne blive til mandag. Ingen problem. Dog sker der det, fredag hen under aften får vi besked på, at en anden famile gerne vil flytte ind i vores hus, men vi må gerne bo inde i luksushuset sammen med familien. Her får vi hver et kæmpe soverum med badeværelse - 2 store opholdsrum, vi må være på samt en balkon. Og selvfølgelig køkken + haven og udekøkkenet med grill, som vi også havde adgang til tidligere.
Lørdag den 6. maj 17. Her i Cochabamba er der i denne weekend messe (håndværker- og industrimesse). Det er Sydamerikas største messe, så det må da være et besøg værd. Vi skal ud og kigge. Det var stort og kan vel sammenlignes med Industrimessen i Herning.
Søndag holder man i hele Sydamerika fri. Da gælder det familielivet. Dette er også tilfældet i vores familie, som vi jo pludselig er havnet hos. Manden er arkitekt og konen bogholder i en tøjbutik. Og søndag tager familien på landet - altså kun såfremt vi vil med. Vi følte os nødet til at deltage, og det viste sig da også, at være en oplevelse, som vi da nødig ville undvære. Vi var ude ved en sø, hvor vi spiste grillstegt fisk. 
8. maj 2017. Vi fortsætter nu vores rejse mod Santa Cruz de la Sierra. Det er en meget besværlig vejstrækning - bjergkørsel - vejarbejde - lastbiler, der kører, som har de stjålet både hest og vogn. En sjov oplevelse havde vi her. Vi ser en lastbil holde inde i vejsiden med navnet Tage Rasmussen A/S og 2 dannebrogsflag på. Vi stopper op. Går hen til familien for at høre, hvordan det kan være. Jo - bilen har manden købt indført fra Chile. Det er meget almindelig her i Bolivia. Vi ser da også senere både Frede Nielsen, Westergaard og Iversen foruden både norske, svenske, tyske, franske og spanske biler her foruden engelske. Der er åbenbart en livlig import af udenlandske biler her i Bolivia. I øvrigt syntes familien her, det var lidt sjov, vi kom fra Danmark og kunne fortælle, at deres lastbil stammede fra Danmark. Det vidste de ikke. Moderen kom nu med en udhulet kokosnød, som fungerede som drikkekop. I den havde hun hjemmelavet øl, vi skulle smage. Suma hedder det. Det er deres stolhed her på landet. De synes, det er det bedste øl, som findes, men jeg har nu smagt det, som var bedre.
Efter 7 timers kørsel og 195 kilometer ankommer vi til vort hotel, som vor arkitektfrue har bestilt til os. Her bor hendes mand altid, når han er på forretningsrejse til Santa Cruz. Hun frarådede os på det kraftigste at stoppe op på vejstrækningen. Men vi kan da ikke køre i 7 timer uden pauser, så vi gjorde nu, som vi plejer. Og havde da heller ingen problemer overhovedet. Landets befolkning ser ofte røvere og bussemænd allervegne., og så slem er det ikke.
Vores største problem er at få tanket diesel på bilen. Tankpasseren nægter at tanke, fordi vi er udlændinger. Så kommer ejeren og forklarer, at de ikke har licens til at påfylde bilen, men vi må gerne får diesel på en 10 liter dunk og så selv hælde over på bilen. Det gør vi så - besværligt, men det lykkedes. Og til 3,88 kr pr liter. En anden gang vi skulle have tanket, skete det samme. Tankpasseren nægtede - men chefen kom, og da vi var alene inde på servicestationen, fik tankpasseren besked på at fylde bilen op - dog maks for 300,- kr., men til 3,88 pr liter. Men så meget kunne vi ikke have på, da vi aldrig kører i bund. Vi ved jo ikke, hvornår vi kan få på igen.
10. maj 2017. Efter 2 dage på dette dejlige hotel fortsætter vi de sidste 278 km til Santa Cruz. Her er vi kommet over bjergene, så det letter kørslen betydelig. Dog er her i starten meget vejarbejde. Men hele strækningen er klaret på under 5 timer, så det var jo ikke så galt. 
 Vi bor nu påny i en airbnb-lejlighed her i Santa Cruz. I et højhus - men på 3. etage. Det er en kæmpe lejlighed bestående af to store soveværelser - et badeværelse og der for uden 2 gæstetoileter. Et dejligt køkken og en pragtfuld stue med rigtige møbler. Dvs stort spisebord og stole til 8 personer samt 3-personers sofa og med to dejlige lænestole. Sådan et møblement er ikke så almindeligt her i Sydamerika, så vi nyder det, når det nu er her. Og altan er her også.
12. maj 2017. I dag tager vi en minibus til den anden ende af Santa Cruz. Vi skal til vinfestival. Det skulle starte klokken 12, men da vi kom klokken 13,00 var her hverken leverandører eller gæster. Vi troede, vi havde taget fejl af dagen, men nej - det var rigtig nok. De undskyldte sig med, at det jo var boliviansk tid - altså sådan noget med at komme dryssende. Ved 17 tiden gav vi op. Her var 2 vinleverandører og 2 øl leverandører og 2 med oste. Det var så den vinfestival. Vi havde betalt 80,- kr pr mand for 10 vinsmagninger, men smagsprøven var så lille, at den med lethed kunne have været i en hul tand, hvis altså vi havde sådan én. Nå - vi kan jo heller ikke altid være lige heldige. Arrangøren her havde, må vi nok sige, taget r.... på os.
17. maj 2017. Efter at have nydt en uge i denne dejlige lejlighed, fortsætter vi videre mod den brasilianske grænse. En tur på 650 kilometer, som vi deler op i to dage. På strækningen, som for det meste var helt flad, kom vi ind i et landskab med mange horster. Et fantastisk syn. Pludselig skyder en høj op af jorden og står der med søjler og i så smukke røde farver.Et andet sted ser vi et skilt med varme kilder. Her stopper vi op og går en tur ind i regnskoven, til vi kommer ned til åen. Her åbenbarer sig et smukt syn.
18. Maj 2017. Vi når i løbet af eftermiddagen grænsebyen Corumba og får uden problemer vore stempler, så nu er vi i Brasilien. Men penge kan vi ikke hæve i hæveautomaterne. Vi forsøger at finde et hotel til overnatning, men hold da fast, det er dyrt.Ergo kører vi tiltage til Bolivia og finder et hotel der til 100,- kr pr værelse. Vi har endnu nogle bolivianske penge, som vi skal have brugt, så det kan jo ikke være bedre. Og grænsestationen kan man uhindret passere lige så tosset, som man vil. 
Næste dag tager vi tilbage til Brasilien og fortsætter 440 kilometer mod Rio de Janeiro. Vi kommer til byen Campo Grande, og her kan vi både hæve penge og få overnatning til 120 kr pr værelse inkl. morgenmad. Og vi får god morgenmad her. Vi trænger lige til en pause, så vi bliver her en ekstra dag, før vi igen kører ud på landevejen. 
Nu vil jeg slutte min beretning om Bolivia, for nu kan jeg igen frit sende mail uden sencur og fare for at blive anholdt ved grænsen.
Kærlig hilsen Edith