Kære venner.
Chile, den 20. april 2017. Vi forlader nu vores absolutte bedste airbnb-lejlighed til dato. Efter et ophold i 8 dage i Coquimbo er det tid at drage videre. Vores mål er Taltal, som ligger 675 kilometer nord for Coquimbo og igen ud til Stillehavet. En god dagsrejse - men vi har gjort det før. Hvad vi ikke har gjort før - er, ikke at have et overnatningssted, når vi når frem. Vi havde søgt gennem både airbnb og booking.com, men intet, der passede til vores pengepung. Så altså tog vi chancen. Vi havde set, at campingpladsen var lukket for denne sæson, da vi jo har vinter her ( om natten ca 18 grader og om dagen 24 grader), men camping direkte på stranden var en mulighed. Det var dog ikke det mest tillokkende - men i nødsfald. Vi gjorde det da trods alt i naturparken i Ushuaia, hvor nattemperaturen var helt nede på 2 grader.
Vi ankom til Taltal ved 18- tiden om aftenen, hvor byen viste sig fra sin skønneste side med solnedgang ud over Stillehavet. Alt var bare så flot. Her havde for få år siden været thunamier, men alt var genopbygget.Vi søgte campingmulighederne på stranden - men det tiltalte os ikke. Hotellerne så dyre ud, så vi gik nu efter Hostels (vandrehjem). Tilfældigt gik vi ind i en butik for at spørge om mulighederne. Det viste sig, at indehaveren af denne butik havde et hostel et andet sted i byen, som han tog os med hen for at vise frem. Det var nyt og også alt for dyrt for os i forhold til vores budget. Men - da manden havde været på et krydstogt og været i København, syntes han, vi som danskere absolut måtte bo hos ham. Han spurgte os da om, hvad vores budget tillod, og han sagde OK til prisen, vi tilbød.Så nu bor vi her i to værelser og med eget bad og som de eneste på 1. etage - og kan absolut ikke få det bedre. Vi har en altan, hvor vi har sol fra morgen til aften. De øvrige gæster her rundt omkring fra hele verden er så søde. Alle unge mennesker, som er ude i frivilligt arbejde. Dvs. de forlader hostelet tidlig morgen og er væk til hen på aftenen, og vi har det hele for os selv.
Taltal, den 22. april 2017. I dag lørdag er vi sammen med de unge mennesker her fra hostelet på tur op i bjergene. En tur på 60 kilometer fra Taltal og op i 2760 meters højde. Helt uden for lands lov og ret. Vi har ikke set en eneste by eller lille flække på vores tur op, og det var jo netop det, der var meningen. Ingen kunstig lys, som bryder forstyrende ind. Vi er nemlig på besøg på Paranal. ESO - Det sydligst beliggende Europæiske Observatorie - et eksperiment at nå nye højder for astronomien, hvor man ser 170 tusinde lysår ud i rummet ved hjælp af enorme store paraboler - 8,2 meter i diameter - de største teleskoper i verden (se evt. www.eso.org), og dataer herfra opfanges af computere. Her arbejdede, selv om det var lørdag, ca 100 mænd, som ved hjælp af beregninger kunne få så mange detaljer, at for os almindelige mennesker virker det så uforståeligt. Erik og jeg har tidligere i San Pedro de Atacama besøgt et lignende sted, men der fik vi selv lov at se gennem kikkerterne og kunne se både stjerner og månen og Jupiter. Omkring Jupiter kunne vi oven i købet se 2 måner.
Paranal er en lille stat i Chile. Vi skulle også have pas med, for det kunne de godt forlange at se. Mændene, der arbejder her, bor på værelser nede under jorden, for der må selvfølgelig ikke trænge lys op. De har her alle fornødenheder - også pool. Og så kører de i diplomatbiler med særskilt nummerplader. Lidt stolt var vi da også over at se, det danske flag vejer sammen med de øvrige europæiske flag mange steder på området.
Men turen op i 2760 meters højde direkte nede fra stranden, havde også sine omkostninger. Jeg blev både svimmel og fik hovedpine og var til sidst fuldstændig ligeglad med alting. Det er højdesyge. Det forsvandt straks, vi begyndte at køre nedad igen. Det er også af samme grund, at vort næste opholdssted ligger i 2500 meters højde, og at vi skal være der i 3 dage for at vænne os til højden, inden vi fortsætter ind over et pas til Bolivia. Her ved grænsen kommer vi op i næsten 4500 meters højde.
Calama, den 23. april 2014. Vi er nu igen ankommet til en dejlig airbnb-lejlighed i et højhus. Vi befinder os i 2500 meters højde for at vænne os til det. Men højdesyge undgår vi ikke. Jeg er både svimmel og har hovedpine og alt, hvad der ellers følger med. Erik har ud over højdesyge også pådraget sig en ordentlig omgang snue og med feber, men det kommer ca. hver anden måned og tager en uges tid, før han er frisk igen, og så har han ovenikøbet fødselsdag i morgen. Vi har indkøbt et dejligt stykke roastbeef, som vi vil tilberede, da vi simpelthen ikke har energi til at gå ud i byen og spise. Men han bliver ikke snydt, for hans fødselsdagsmiddag tog vi på forskud lørdag aften i Taltal, hvor vi var på en fin restaurant, da vi måske havde på fornemmelsen, at højden kunne få en dårlig indflydelse på os.
Jeg vil slutte for denne gang. Min beretning fra Bolivia kommer først efter, vi har forladt landet igen!!!!!
Kærlig hilsen
Edith