Pakse 1/7
Her kommer den anden og sidste blog fra Laos. I morgen tager vi nemlig flyet til Cambodia.
Efter sidste blog blev vi en uges tid i og omkring Luang Prabang. I Luang Prabang så vi nogle templer og nationalmuseet. Nationalmuseet er lokaliseret i det gamle palads, som faktisk ikke er synderligt stort eller imponerende for den sags skyld. Inde på området ligger der også et tempel som endnu ikke er bygget færdigt. Det har allerede været undervejs i en hel del år. Det er fuldstændig åndssvagt, hvor dyrt det tempel må være, for de "maler" det med bladguld. Under vores tid i Luang Prabang var vi på en tredages tur med elefanter. Vi var en gruppe på fem; en englænder, to canadiere og os. Turen blev kaldt et mahoutkursus. En mahout er, for den der ikke ved det, en elefant"styrer". Hver elefant har én mahout, som det adlyder mere eller mindre efter humør. Elefanterne på det elefant camp, vi var på, er mest gamle arbejdselefanter, som nu har en mere behagelig tilværelse, hvor de går lidt ture med tourister, bader, spiser og sover. Da vi ankom til campen, skulle vi som det første ud på en ridetur, hvor vi sad to sammen i et sæde på elefantens ryg, mens mahouten sad på nakken. Her var vi sammen med alle de tourister, som var på endagstur. Turen på sædet var alt andet end behagelig. Ryglænet var af træ og gjorde ondt som bare pokker, hver gang elefanten bevægede sig. Efter rideturen blev vi indlogeret og fik udleveret mahouttøj. Vi blev instrueret i forskellige kommandoer, og hvad man fysisk skulle gøre samtidig med, kommandoerne blev sagt. Her kan i få et par af de kommandoer, vi stadig kan huske: Bai (gå), Bai Xai (gå til venstre), Bai Quoa (gå til højre), Haw (stop), Toi (baglæns), Ya ya (lad vær, du er slem!), Boun-boun (sprøjt vand)Under opholdet undgik vi at ride mere i sædet, men i stedet på nakken af elefanten, sådan som mahouten gør. Det var noget mere bahageligt. Nogle gange sad mahouten på ryggen, andre gange gik han ved siden af. Fordi vi ikke længere sad i sædet, lærte vi også, hvordan man kravler op på en elefant.En af de sjoveste ting ved elefantturen var nok at bade elefanterne. Vi red ud i floden og fik elefanterne til at lægge sig lidt ned. De kunne også dykke helt ned under, så man selv sad i vand, eller suge vand ind i snablen og så sprøjte det udover sig selv - og dermed også sin rytter. I slutningen af opholdet fik vi et mahoutcertifikat - det skal klart på CVet, når vi kommer hjem.Den sidste dag var vi ude på et trek, hvor vi kom forbi to landsbyer. Det var en skøn dag med dejligt vejr. Naturen var ikke den smukkeste vi har set, bl.a. fordi laoerne fælder og brænder skovene ned, når de mangler ny landbrugsjord, fordi den gamle jord er udpint. I landskabsbilledet er der af den grund mange bare pletter som enten fornylig eller for længe siden er brændt. Dette er, så vidt vi har forstået, specielt slemt omkring Luang Prabang. Fældningen af skovene medfører sammen med jagt af vildtdyrsbestanden er svundet meget. Der er ingen store dyr tilbage i området. De er kun at finde i bjergene i det nordligere Laos. Forhåbentlig bliver der snart gjort mere for at stoppe nedfældningen, så de ikke ender med at ødelægge et ellers utrolig smukt land.
Den 27. om morgenen satte vi os på en bus med destinationen Vientiane. Her satte vi os på en busstation i et par timer, inden vi hoppede på en sovebus til Pakse. Pakse ligger i det sydlige Laos ud til Mekongfloden. I sig selv er Pakse en uinteressant by, men den udgjorde en god base for at se det sydlige Laos. Dagen efter vores ankomst til Pakse tog vi en bus til Champasak, for at se Wat Phu Champasak. Wat Phu Champasak er et lille tempelkompleks, som ligger flot op af en bjergside. Templerne er ligesom Angkor (som vi skal se når vi kommer til Cambodia) bygget af Khmererne i det 11. til det 13. århundrede. Altså fra samme tid og meget i samme stil som Angkor. Det var et hyggeligt og meget overskueligt tempelområde at se, på trods af der var nogle stejle trapper på vej mod det øverste af tre niveauer.Den 30. om morgenen begav vi os ud på en trekkingtur for at se Bolaven Plateau. Bolaven Plateau er et højerebeliggende område ca. 30 km fra Pakse. Her skulle vi bruge to dage på at gå rundt og se på kaffeplantager, jungle og vandfald. Den første dag blev vi kørt ud til en lille landsby hvorfra vi begyndte at gå. Vi vandrede op til toppen af et lille bjerg (nok nærmere en bakke) hvor der på toppen var en stor slette med en masse limsten, som forestillede forskellige dyr, i hvert fald hvis fantasien er i orden. Efter sletten gik vi lidt ned af igen. VI skulle holde frokostpause ved et vandfald, men inden vi nåede så langt, skulle vores guide lige fare vild, spørge om vej, lede os igennem toppen af vandfaldet (som var direkte livsfarlig pga glatte sten og stærk strøm) og ned af en lille meget stejl trappe. Men vi nåede da frem til frokosten uden at komme til skade. Efter frokosten fortsatte turen igennem jungle og kaffeplantager inden vi kom frem til et udsigtspunkt med udsigt over Tad Fane, Laos' største vandfald med et fald på 120 meter. Efter at have kravlet igennem et pigtrådshegn ankom vi til et guesthouse, hvor vi brugte aftenen til at slappe af, og snakke med søde killinger. Den næste dag begav vi os endnu engang afsted, og op af et bjerg (denne gang en stor bakke). Efter "bjerget" skulle vi krydse en flod, hvor skoene også måtte af og vi måtte vade igennem strøm og glatte sten. Heldigvis var dette sidste gang skoene skulle af, påstod guiden. Det gik dog ikke værre eller bedre end da vi havde forceret endnu et pigtrådshegn (denne gang med meget lidt plads), skulle vi passere endnu en flod. Desvære lå de tørre sten længere fra hinanden end guiden havde regnet med, så han foreslog vi endnu engang tog skoene af. Da vi ikke havde synderligt lyst til det fandt han en kæmpe planke og brugte som bro, så vi kom da tørfodede over floden. Vi sluttede dagen ved et vandfald.