Det foeles lidt uvirkeligt. Naar jeg taenker tilbage paa alle mine forestillinger om Afrikas befolkning, landets natur og liv, havde jeg en forestilling om dansende, tangaklaedte kvinder, primitive og traditionsdominerende lokalsamfund og en vild og frodig natur. Og det er ogsaa meget af det Afrika, jeg ser, naar vi ekskursionere ud til de fattige og mindre udviklede omraader paa landet. Men Afrika - eller rettere Kenya - er ogsaa et land med kareokesyngende teenagere i stramme jeans, gader der domineres af mobilforretninger og internetcafeer og en gold, toer og bar natur efter toerke og ulovlig traefaeldning.

Daraja

Efter kun en uge her paa Daraja Academy i Nanyuki Centralkenya, foeler jeg allerede, at min viden, indsigt i og forstaaelse af det kenyanske folk er stoerre, end jeg nogensinde kunne forvente. Daraja er en pigekostskole for teenagepiger ml. 14-19 aar, der, trods deres faglige evner og potentiale for en hoejere uddannelse, ikke har kunne naa hoejere end primaryschool (hvilket er obligatorisk for alle boern i Kenya), fordi de i sin enkelthed ikke har raad. Jennie og Jason, et amerikansk par, har startet skolen og skaffer scolarship til de ca. 50 piger, der bor, gaar i skole og bliver unge kvinder her paa Daraja. Vi, 24 unge og entusiastiske volontoerer,er saa heldige at bruge vores foerste maaned paa platformen her, og vi deler omraade, maaltider og fritidsaktiviteter med de fuldstaendig fantastiske unge piger.

Vi lever vel som en slags efterskole sammen. Vi bliver hurtigt taette, og naar man hver dag udsaettes for nye udfordringer, uvante foelelser og grundvoldsruskende oplevelser opstaar helt specielle baand uundgaaeligt. Vi klager over de samme udkogte boenner hver dag, den graa, tyndtflydende morgenmadssuppe (Ugi, som jeg faktisk er blevet helt glad for - der er meget sukker i!) og myrer, mus, rotter, edderkopper paa vaerelset og tudser i badet.
Paa grund af den udsaedvanlige toerke, der bliver vaerre og vaerre for hvert aar, er vi nu noedt til at rationere vores vandforbrug. En spand pr. mand om dagen til haandvask, toejvask, bad og toiletskyld. En lille udfordring, hvor man faktisk finder ud af, hvor meget vand vi kunne spare hver dag, hvis vi ikke var saa sarte:)

Pigerne paa Daraja er helt fantastiske. Vi har udover maaltider faaet lov at lave workshops med dem i hold (en oevelse, vi sikkert faar brug for i vores egen undervisning). Jeg stod for en konfliktloesningsworkshop, hvor pigerne skulle dele erfaringer omkring konflikter. Straks fortaeller de om vold og mord og bedrag, hvor vi havde forestillet os pigeintriger og foraeldreoproer. De har oplevet mere uretfaerdighed og ulykker end vi oplever paa en menneskealder. Samtidig toer de at bruge store ord som moral, tilgivelse, tro og droemme, og i hver og en lyser de op. Det er umuligt at forklare, men staar du og leger stopdans eller spiller fodbold med de her piger, der farer op i latterudbrud eller krammer dig kaerligt ved allerfoerste moede, maerker du en ubeskrivelig energi, der bliver i kroppen resten af dagen.

Smil der faar selv en kyniker til at smelte

Programmet er actionpacked med baade teoretisk undervisning, swahili, sociale aktiviteter og saerligt de mange ekskursioner vi tager med Jesse og James - vores to kenyanske laerere. Med introduktion til Kenyas hele 44 stammer, blev vi inviteret af tre forskellige stammer ind/ud i deres hjem. Familierne fortalte generte, men ogsaa nysgerrigt om deres liv og traditioner. Naar man ser en ung pige paa vores alder med to boern, en mand der er dobbelt saa gammel og deres moerke, indsoede og ildelugtende lerhytte, er man tilboejelig til at foele medlidenhed. Men naar denne pige samtidig giver de stoerste smil og vidunderlige grin, og derudover virker forenet med sit liv, kan medlidenheden vende sig til beundring, maaske endda misundelse.

Den samme foelelse opstod i mit moede med Richard i forbindelse med vores tema om fattigdommens mangfoldighed. En ung mand, der i sin magtesloeshed, maatte opgive haabet om et job og skride til illegal chakaburning. Han bruger dage paa ulovligt at faelde og hugge traerne i omraadet, samle det i strukturede stakke, braende det, samle det i saekke og saelge det for en slek som traekul. En levevej, der er slidsom,farlig og haabloes. Med en indkomst paa ca. 3 kr. Om dagen til at forsoerge kone og to boern, oenskede han inderligt at aendre sin skaebne. Men blot faa dage til evt. at dyrke lidt afgroeder ville koste ham penge, og er umuligt, naar hver dags minimale indkomst er nodvendig for overlevelse. Han spurgte os ' kloge, hvide hoveder' om raad og vejledning til, hvordan han kunne tjene penge og skabe en baeredygtig fremtid. Her stod vi, i ingenting andet end kaktus, den roede jord og bagende sol, og var lige saa blanke som vores soloplyste hud. Vi maatte skuffe ham og hans forestilling om de udviklingsdygtige hvide. Men Richard smilte sit store fyldige og hvide smil paa det afmargerede ansigt og troestede os med, at han jo heller aldrig ville kunne give os raad om at finde arbejde i Danmark.
Richard gjorde stort indtryk paa mig. Han kaempede og haabede hver dag, at han ville faa chancen for et godt og ubekymret liv. Midt i elendigheden spredte hans venlighed, smil og optimisme en fantastisk varme og beundring.

For man har vel en tendens til at betragte fattigdom som en livsbetingelse, hvor man mangler noget - noget af det vi har. Men fattigdom er mangfoldig, og vi skulle maaske ikke oenske for alle at faa alt, hvad vi ejer. Ikke hvis det, jeg oplever og beundrer ved Afrikas folk, er prisen.

Og alt det andet!

Meget mere kunne fortaelles. Safari. Et besoeg hos slummens ungdom. Socializing night med Daraja pigerne. Enorme markeder med tekstiler, de stoerste frugter jeg i mit liv har set og den atmosfaere der opleves naar luften er tung af stemmer, de handlenes salgstaler og osen fra friturestegte broed og grillede majs. Jeg ville fortaelle jer alt, hvis jeg kunne. Men jeg har fornemmelsen af, at min begejstring, mine omgivelser og mine oplevelser er umulige beskrive. Mit eget hovede kan vist heller ikke foelge helt med. Jeg droemmer ogsaa som aldrig foer hernede. Lange, kontinuerlige og gengivelsesmulige droemme. Der er jo aktivitet i bevidstheden hernede...

En zebraflok galopperer forbi. En pjaltet pige med beskidte haender og hvide taender knuger min haand. En fattig bonde beder mig inderligt om hjaelp. Jeg svigter ham. Soed mangosaft farver mig lys indeni, den graa og tynde ugi-suppe goer mig staerkere end foer. Traeerne risler, koeerne gumler, pigerne griner og vinden hvisker.Jeg foeler mig for varm, mit hovede dunker. Solen blaender mit syn. Jeg vaagner. Var det hele bare en droem? Det foeles saa uvirkeligt! Hehe, naeh, det er min verden i AfrikaJ

I nat droemte jeg, at jeg var taget hjem straks efter opholdet med Global contact (som Mellemfolkeligt Samvirke er en del af). Uden at tage paa videre eventyr, uden at staa paa helt egne ben. Og jeg kom hjem, og jeg kunne slet ikke finde ud af det. Mit eneste fokus var at tjene penge, hele dagen, saa jeg hurtigst muligt kunne komme tilbage. Jeg droemmer meget hernede, paa en maade jeg aldrig har gjort det foer. Jeg droemmer lange, kontinuerlige droemme, som rent faktisk giver mening naar jeg genfortaeller dem til morgenmaden.

En zebraflok galopperer forbi. En pjaltet pige med beskidte haender og hvide taender knuger min haand. En fattig bonde beder mig inderligt om hjaelp. Jeg svigter ham. Soed mangosaft farver mig lys indeni, den graa og tynde ugi-suppe goer mig staerkere end foer. Traeerne risler, koeerne gumler, pigerne griner og vinden hvisker. Jeg foeler mig for varm, mit hovede dunker. Solen blaender mit syn. Jeg vaagner. Var det hele bare en droem? Det foeles saa uvirkeligt.

Nej, det var min virkeligeverden... i Afrika.