Endelig fandt vi en lille oase i det store kaos Indien. Navnet paa byen er Pondecherry (kan tilsyneladende staves, som man lige har lyst til det) - fransk idyl ved kysten med et indisk touch. Voila!

Vi ankom en meget sen aften. Jeg placerede mig foran en bank med en stor bred vagt inde bag glasruden og delte en pakke kiks med en hjemloes, mens Morten gik ud for at prutte om hotelpriser. Da han kom tilbage, havde han slet ikke pruttet! Alle doere var lukkede og laaste, da hele den yndige by dyrker en mindre yndig guru, der har indfoert 'curfew hours' paa samtlige af byens hostels. Undtagen et. Vores nye hjemloese ven havde en lille rickshaw, og i mangel af bedre (og til hans meget store glaede, faktisk!) valgte vi at hoppe om bord med to store vandretasker, ca. 180kg ialt. Den meget spinkle, lille, gamle mand gav sig saa til at tvinge pedalerne paa rickshawen ned en af gangen med en kropsvaegt, der hovedsagligt blev udgjort af hans skaeg. Efter 5 min og ca. 10 meters tilbagelagt distance blev det for meget for Morten-muskelbundts samvittighed. Han hoppede af, satte den gamle paa sin taske (der nu laa paa den smule saede, som var ved siden af mig) og satte igang. Det var en fin ide, eftersom vores fart blev mere en tredoblet med Morten som chauffoer, men det var ogsaa rigtig fint at vejene var saa oede. Den gamle ville saa gerne goere det godt for de soede mennesker og rigtigt vejlede. Han kravlede frem og tilbage paa den lille cykeltaxa, saa den gyngede og blev ved med at fortaelle Morten, at han skulle lidt mere til venstre, nej, ikke til venstre, tage farten af, lidt mere til hoejre, cykle hurtigere, langsommere, til hoejre, nej ikke til hoejre, mere til venstre, og vi endte med at faa udnyttet de tomme veje ret godt i en lidt ujaevn zik zak. Meget taalmodigt og way to go, Morten :) Den hjemloese fik lidt mere end den meget aerlige pris, han (i modsaetning til de fleste andre vi har moedt) ville have for turen, og han blev saa glad,at vi maatte kaempe for selv at faa til at baere vores tasker ind ad hoteldoeren.

1. nat i den franske enclave tilbragte vi paa et 'skod'-hotel, saa det foerste vi gjorde dagen efter var at indlogere os paa det skoenneste hotel med anlagt minipark, havudsigt og et kaempe-vaerelse. Det endda paa Mortens opfordring! Jeg indroemmer blankt, at jeg var lidt maalloes over vores spring i standard, men vi gav 75 kr pr nat, saa..
Vi kastede bagagen inden for doeren, gik paa shopping i en fransk delikatesseforretning og koebte en frisk ananas paa stranden. Da vi saa sad med havudsigt og solnedgang og havde linet alt fra sodavand og frugt til baguette og brie op, hev Morten minibaren frem!? ...en minibar, som han tilsyneladende har sleabt rundt paa de sidste to mdr.! Med en lille wisky, gin og Baileys mindede han mig saa om, at vi denne dag havde vaeret sammen i 2 et halvt aar, naahr...! Det var foerste gang, vi drak paa et hotel paa turen, og foerste gang vi boede paa et hotel med alkoholforbud, selvfoelgelig dikteret af guruen.
Det var en meget smuk solnedgang med palmesus og udsigt over boelgerne - saa vi blev enige om, at Morten ogsa skulle vaere smuk. Da de smaa flasker saa var tomme, klippede jeg Morten.

Vi havde et par skoenne dage i Pondecherry, hvor Morten bl.a. fik skreaddersyet et par sko og tog saa tog til Chennai. Det gjorde vi udelukkende for at naa vores fly videre til Sri Lanka - ellers var vi blevet meget laengere ..og havde koebt mange flere sko :)
Paa stationen i Chennai lavede vi igen tricket, hvor jeg sad med bagagen, og Morten gik efter at finde et hotel. Lidt efter han var gaaet, var der et par indiske kvinder, der tog mod til sig og satte sig ved mig. Kort tid efter var jeg omringet af 10-15 indiske kvinder, der kom meget taet paa og et par maend, der paent stod i baggrunden og proevede at se cool ud, mens deres damer var paa opdagelse. Eftersom ingen af dem kunne et ord engelsk, men rigtig gerne ville tale, fik jeg virkelig oevet mit kropssprog. Daarligt opdraget som jeg er, lagde de maerke til, hvor noegen jeg var - hvor var mine smykker! Da jeg roddede et par ankelkaeder magen til deres frem af min taske, var de faerdige af grin. Der var store bifald, hver gang jeg rodede endnu et smykke frem fra tasken.
Da Morten kom tilbage 1 time efter, havde jeg samtlige smykker, jeg har koebt paa turen paa og havde lige afsloeret lidt ankel, saa de indiske kvinder kunne faa lov at maerke mine stuppe!! Virkelig sjov oplevelse :)

Morten viste vej stolt 'genvej' over togsporrerne til det sted, han havde fundet til sig selv og sin kaereste for natten. Det viste sig at vaere en kombineret mygge-skimmelsvampplantage. Vi sov et par timer i den moerke, fugtige sovesal og blev vaekket kl. 7.00 af en flok kaade indiske teenagedrenge. De havde taendt lyset i rummet, sat sig paa en seng over for os og sad saa og stirrede intenst. For foerste gang i lang tid havde jeg nemt ved at komme op, og vi naaede flyet videre til Sri Lanka.

Thank you India - Vi stoler paa, at alle de billeder, der er blevet taget af os ikke ender som reklamer for afblegningsmidler eller kurer mod haartab.