Endnu en dag med sol, alt er over vores forventninger. Vi fare delvis vildt, men ser saa bare noget andet, her var det et tempel, med bedende munke, vi fik set vandfald og alt var godt. Derfor taenker vi at et vandfald mere ikke vil skade, udover at vi aldrig fandt det, vealtede (det var meget mudret) og Mias gear virkede ikke saa godt, da pedalen blev trykket ind, og Sifs sidespejl blev loest..

Vi ender med at holde ind til siden, da Mia ikke kan gaa ned i gear. Og straks er der 2 soede laoter til at hjaelpe os. Vi bliver vist til mekaniker, som fikser Mias gear, og naegter at tage imod betaling. FEEEDT! Vi koerer maaske i 10 min saa staar det ned i staenger, vi havde taget regnslag paa, men taetheden var tvivlsom, eftersom at Sif var gennembloedt efter 2 min.

Vi foresaetter paa trods af vejret, og foerst da vi naesten ikke kan holde det ud mere finder vi et sted og faar ganske god nuddelsuppe! + kaffe for varmens skyld. Derefter stopper regnen lidt og da vi ankommer til Tat Faek er det stoppet. Vi kunne sove der, men ville meget gerne laengere rundt i loopet. noget nyt forhindre os i at koere.. Sifs noegle er vaek.. PANIK! Vi faar igen hjaelp af samtlige soede laoter. Og efter lang tids soegen finder en laoter pige den! GLAEDE! Vi takker mange gange og forsaetter vores rejse. Vi ender ned at spoerge om vej ved Ban Bengkhua Kham til et sted at sove og 20 km den forkerte vej er der et Geusthouse, men jaaa vi vil jo egentlig den anden vej. Det var tilfaeldigvis lige en mekaniker, og han er ogsaa en soed laot som ville lave Sifs sidespejl uden betaling.

Men i hvert fald. Vi koerer mod det ukendte, altsaa ikke der hvor der var et Geusthouse og hoerer at mekanikkeren raaber "nej nej ikke den vej" (tror vi da). Vi forsaetter og regnen kom desvaerre tilbage ... Saa vi finder da en lille by og spoerger om de ved hvor vi kan sove, foerst forstaar de ikke, men ender med at vise os en lille hytte vi kunne sove i. Vi vidste ikke om de mente det, og vi ventede bare paa at der var nogen der kom hjem og sagde det var deres. Det gjorde der ikke.

Men vi kommer ind i hytten, vaade fra tidligere paa dagen, og ville bar egerne i toert toej, men nej hele landsbyen skal foerst lige ind og side i en times tid og bare kigge paa os... Uden at sige noget, de forstod heller ikke engelsk, som vi ikke forstod laotisk. Lonely Planet bogen reddede os, dog ikke ved at vi kunne sige noget, men ved at de kunne kigge i den og laese i den.

Vi laegger os til at sove, og nej en skraemmende nat, vi var bange for at de vil stjaele vores scootere. Det var virkelig vores vaerste frygt. mindre detalje var at det var meget kold og vi var noedt til at ligge i ske.