Profile
Blog
Photos
Videos
GODT NYTÅR! Der har været lidt stille her på bloggen de sidste 2 ugers tid, det skyldes dog ikke, at jeg har været pakket med oplevelser. Jeg tror, at det sidste indlæg var fra Mui Ne, så lad os tage den fra Hoi An.
Hoi An var en dejlig by. Meget lille og hyggelig. Jeg var netop her til jul. Jeg mødtes med en ven, som jeg rejste med i Cambodia og Laos, så vi var sikre på, at vi ikke ville være alene på denne dag ;) Vi holdt jul to gange, da hun er britisk og derved holder det d. 25... På den rigtige juleaften, deltog vi i en cooking class, som var langt mere professionel, end den første jeg deltog i i Mekongdeltaet. Vi var hele 32 denne gang, og ikke kun mig. Meget lærerigt, og vi gik derfra med et vietnamesisk/asiatisk køkkenredskab. Resten af dagen blev brugt i ly fra regnen og på at fejre julen, med kage og nissehuer. Dagen efter tog vi til My Son. Et meget imponerende tempelkompleks 40 km uden for Hoi An. Vi tog selvfølgelig på motorcykel dertil, både for oplevelsen, men også for at slippe for de mange turistturer, som alle hotellerne arrangerer.
Så tog jeg videre til Hué, som måske er Vietnams kedeligste by. Dog finder man et meget imponerende citadel inde i et citadel. Her boede den vietnamesiske kejser langt tilbage i tiden. Det mindede mig på mange måder om den forbudte by i Beijing. Jeg slap heller ikke for gråvejr her, men trodsede alligevel regnen og bevægede mig igen på motorcykeltur til pagoder og grave rundt om i byen.
Så ventede en 13 timers bustur til Hanoi. Jeg troede i hvert fald, at den skulle vare 13 timer. Den endte med at tage 22 timer, og ikke nok med det, blev jeg vækket klokken 5 om morgenen af et 15 min. langt remix af Gangnam Style ca. 250 km uden for Hanoi.
Så den dag blev Hanoi ikke udforsket. Jeg har taget det stille og roligt her i Hanoi. Dagen efter ankomsten hertil, tog jeg til Ho Chi Minhs mausoleum + hans museum, efterfulgt af en tur til Temple of Litterature. Selvom jeg befandt mig i et af de helligste steder i Vietnam, kunne jeg ikke slippe fra, at få taget billeder af mig. Jeg pryder nu nyligt udklækkede studenters billeder.. Ud over disse flotte steder, har jeg bare bevæget mig rundt i denne fantastiske by. Utrolig stemning og hyggelige områder.
Nytår blev brugt på et cruise i Halong Bay. Sammen med 13 andre festede vi på båden, mens vi prøvede at nyde udsigten til de mange klipper i vandet. Den kunne vi dog først rigtigt nyde her til morgen, og hvilken måde at starte det nye år på! Lidt solbadning på toppen af en båd med udsigt til nok et af de smukkeste områder i verden :D
Nu er jeg tilbage i Hanoi, og om et par dage siger jeg farvel til Asien og goddag til Sydamerika, hvor første stop er Argentina.
Igen godt nytår til alle derhjemme. Må 2014 byde på mange fantastiske oplevelser!
100% EXPLORDINARY!
- comments
Annette Også godt nytår til dig Andreas. Fortsat god tur. Kh. Verner og Annette