D.19/7-09

Jeg vågnede ret tidligt, da mine roomies havde besluttet sig for at vågne med fuglene. Morgenmaden var utrolig sølle. Den bestod af den samme crossaint som altid og lidt kage og frugt. Men denne gang manglede skinken og osten. Så min morgenmad måtte strække sig til to crossainter med smør og et par bananer. Jeg sad sammen med mine to roomies og deres medbragte fætter fra San Francisco. Jeg fortalte dem om min rejse og de ville med det samme hjælpe, så jeg fik deres e-mail også fætterens, og fik lov til at sove på deres sofa i både New Jersey og San Francisco. FEDT!!! Bedre kunne det da ikke blive. Så jeg slugte min triste morgenmad, pakkede mine ting og sagde farvel. Nu skulle jeg til Argentina!!! Der gik en bus til grænsen og derfra skulle jeg tage en ny. Ved grænsen smuttede jeg hen og fik mit stempel, så sad jeg og ventede med to tøser fra Frankrig i noget tid. Vi underholdte hinanden om alt og intet til bussen kom, og hoppede ind i det nye land. Første indtryk, var at den argentinske by, mindede om en vestern by. Skiltene var af træ, vejene var rødt støvet grus, som hvirvlede op hver gang en bil kørte forbi. Men det virkede som en hyggelig by og ikke som et slumkvarter. Husene var små og havde hvide stakitter. Butikkerne virkede dog som slidte vestern bygninger, der lige var blevet angrebet af en sandstorm. Ved busstationen bestilte jeg en billet til en by tæt ved, som hed Pousada. Jeg havde hørt at det skulle være en god by at rejse til og de skulle have nogen jesuit ruiner, som var værd at se. I gammel tid kom religiøse fra fjerne lande til Argentina, for at få dem til at konvertere til deres tro. De byggede så små byer til dette formål, og ruinerne derfra står stadig forskellige steder i landet. Jeg havde masser af tid, og havde brug for tid til at høre fra det der wwoofing, så det lød da som en okay idé, og det var stadig på vejen til min hovedidé, Salta.

Billetten kostede 32 reais og busturen tog 6 timer, så det var da okay i pris. Puhhh... Bruger alt for meget på transport, men vidste at det ville være sådan i sydamerika. Det er dumt at blaffe i et land, hvor man ikke kan sproget.

Bussen var virkelig lækker og blød. Jeg sad ved siden af en gammel dame det meste af vejen, som var dybt imponeret over at jeg turde at rejse alene rundt i en så ung alder. Hun sagde, at nu ville hun fortælle alle at hun havde mødt én som mig. Det er kun én ud af 100.000 som gør det, hvilket jeg syndes var synd for der er så meget fantastisk ved at rejse. Okay en dårlig ting er dog at man hele tiden skal tænke på om man nu har råd, men det er sikkert bare mig der er født paranoid, alle på hostels fortæller mig at det skal nok gå, og det fylder mig op med selvtillid over begge ører. Hvis man bare kæmper for det, skal det da nok gå.

Jeg ankom selvfølgelig sent om aftenen, typisk mig, okay kl.var otte, men tro mig, det er ikke rart at lande et nyt sted, når det er mørkt og alt er fremmed. Og selvfølgelig lå busterminalen midt ud i Lars tyndskidsmarker. Der var kun mørke. Jeg gik på jagt efter informationen, for vidste ikke hvordan jeg skulle komme ud til hostellet. Han skrev numrene 15 og 21 ned og pegede i en retning, som jeg fulgte. Der fandt jeg selvfølgelig stoppestedet, og på det tidspunkt var det ikke gået op for mig, at han havde glemt at fortælle mig hvilken vej jeg skulle tage bussen fra. Nr.15 kom, jeg steg ind og følte mig temmelig klemt blandt alle menneskene. Den kørte et stykke og drejede så væk fra centrum, og det var der jeg sku hen, men tænke at måske kørte den bare ned af nogen små gader først, for nummeret var jo rigtigt. Vi kørte lidt tid og pludselig kørte vi ud af byen, alt blev mørkt og man kunne hverken se liv til højre og venstre. Jeg begyndte at blive nervøs og spurgte alle om det her var vejen til centrum. De rystede blot på hovedet, fordi de ikke forstod. Hjælp! Så fandt jeg nogen som forstod og med deres fagter og spansk, forstod jeg at jeg havde taget den forkerte bus og skulle stå af. Panikken bredte sig, for så skulle jeg stå af på en mørk støvet landevej, uden lys og uden at jeg vidste hvor det næste stoppested lå. Jeg stod af, men heldigvis var der en lille klynge mennesker på den anden side af vejen, og der kom bussen allerede. Hurra!

Jeg stod ind og tog turen tilbage. Og den kørte mod centrum. Men fandt hurtigt ud af at det var den helt forkerte bus, og stoppede flere blokke ved siden af. De pegede i retning af hvor jeg skulle gå og afsted gik jeg med rygsæk og et snollet kort i hånden, som fyren ved infodisken havde udlevet. Lidt godt havde han gjort den dag. Jeg spurgte flere på min vej, som pegede i hver deres retning. Kendte de ikke deres egen by. Pludselig hørte jeg lyden af trommer i det fjerne. Den blev højere og lød nærmest som om at nogen gik til angreb. Og jeg gik lige imod lyden. Lyden var nærmest øredøvende og jeg vidste ikke hvor den kom fra. En gammel mand pegede mod den lyd, der skulle mit hostel ligge. Jeg ville så meget aldrig falde i søvn i nat.

En bil kørte forbi og standsede ude foran et hus nær ved. Han kaldte og vinkede mig hen til sig. Han ejede hostellet. Jeg præcenterede mig selv og spurgte om om de havde et værelse. Han svarede nej, men kunne måske hjælpe mig. Jeg smed tasken og mig selv i en sofa, og hilste hurtigt på et par drenge, der sad et stykke derfra. De bad mig sætte over ved dem og vi kom hurtigt i snak. Ejeren havde i mellem tiden hentet en seng til mig og en pude. Så jeg fik lov til at blive alligevel. Herligt! Der var fem kvinder på gennemrejse inde i værelset. En af dem tilbød mig et stykke tærte, som jeg glædeligt tog imod. Jeg var død sulten. Pludselig sad der otte drenge omkring bordet. En af dem havde lavet spagetti med tomatsovs, og der blev drukket rødvin og sprite til. De spurgte om jeg ville spise med. Det siger man da ikke nej til. Vi hyggede os til langt ud på natten. Drak vodka og spillede guitar. De sang endda en tango sang for mig. Weeee... Vildt fedt! De kom alle fra Buenos Aires. Man møder simpelthen bare flinke mennesker, hvorend man kommer. Man skal bare være åben og altid sige ja. Ja til verden og ja til livet.... JA!!!!!!

D.20/7-09

Vågnede op og fandt hurtigt ud af at de ikke serverede morgenmad her. Hvad søren! Det var det første hostel uden morgenmad, og det kostede 30 pesos om dagen. Altså bare husly. Jeg havde planlagt at tage ud til ruinerne idag, indtil to af pigerne i mit rum spurgte om jeg ville med til Paraguay og se ruinerne "Trinidad" der. De skulle være flottere end dem i Pousada og det sku være billigt at komme derover. He he... ja hvorfor ikke! Og afsted tog vi. Først gik vi mod centrum for at hæve lidt til turen, jeg havde stadig Reais på mig, så det var på høje tid at få vekslet over. Vi passerede en bank, hvor folk stod i kø udenfor. Pga svineivfluenzaen, lukkede de kun én ind af gangen. Flere butikker havde skilte med maskeregler i vinduerne og vi passerede flere der bar masker. Ved hostellet skulle en sød fyr ved navn Felipe med. Han var fra Säo Paulo, Brasillien. Han kunne heldigvis engelsk. Hurra!

Til Paraguay skulle vi tage færgen og køen var lang. Jeg havde taget min parlør med som underholdning for folket, og vi morede os meget over min iver for at kunne rulle nogen af ordene som man gjorde på spansk. Et rul med tungen, forest i munden, en ddrrr... lyd. Men uanset hvor mange gange jeg forsøgte, kunne jeg bare ikke. Mine rul ville kun komme bagerst.

Vi stod i kø i en bidende blæst i næsten to timer. I det øjebli var jeg gald for min vindtætte jakke. Det er så utrolig vigtigt at udstyret er i orden, når man tar afsted på rejse. Selvom det koster ekstra, så er det guld værd i sidste ende.

Selve turen over vandet tog højst tyve minutter, så man kunne selvfølgelig se Paraguay tydeligt fra Argentinas strandkant. Mit første indtryk af Paraguay var en kæntret båd i havnekanten, og en masse grå bygninger uden vinduer. Byen var virkelig faldefærdig, overalt gik der krumbøjede gamle mennesker med en stor flettet kurv under armen og solgte brød. Vejen var en stor bred rødmudret vej og overalt i byen lå der bunkevis af affald. I Paraguay havde de ingen form for skraldemænd, så alt affaldet blev brændt på gaderne. Og det her var en mere velstående by. Jeg var chokeret. Vi fortsatte gennem byen til vi kom til busterminalen. Det skulle tag os 40 minutter at nå ud til Trinidad. Da vi steg ind, var stanken fra benzin og støv så slemt, at alle dækkede munden til med et klæde. I mit tilfælde krøb jeg langt ned i min fleece.

Felipe satte sig ved siden af mig og tilbød mig et stykke af et stort hjulformet brød han havde købt fra én af kurvene. Det var virkelig sejt at bide i, som gummi, men det havde en lækker vanedannende smag, så man blev bare nød til at ha mere. Verdens mest berømte gummihjul, det kaldte vi det. Vi steg ud på en gruset landvej, hvor der lå en masse små bondehuse rundt omkring. Der var fritgående høns på vejen, hvilket jeg efterhånden havde vænnet mig til. Ruinerne var flotte og meget velbevarede. Det var faktisk meget spændende at se et fodaftryk i landets national historie, men havde det faktisk mere sjovt bare at være sammen med dem end at se ruinerne. Var ret glad for at jeg sagde ja til at tage ud og se Trinidad. Vi dannede en cirkel i græsset og nød en frokost bestående af kiks i forskellige former og farver, og vand. Mmmm.... Økonomisk!

Skyerne havde samlet sig truende over os og vi begyndte så småt at smutte hjem igen. Den samme vej tog ikke så lang tid igen, for istedet for at tage færgen, så tog vi bussen over broen. Det var faktisk også billigere. Men selvfølgelig tog det stadig en time at komme igennem paskontrollen.

Vi besluttede at sige farvel til hinanden med manér, og tog derfor ud og spiste på en restaurant kaldet Kalo. Avv... Min pung. Okay det var 37pesos, og så måtte du spise alt hvad du havde lyst til. Tjenerne kom hele tiden rundt til bordene med spyd, fyldt med de mest spændende forskellige retter. Svine, Okse, Lam, Kylling og pølser og en masse andet. Tilberedt og krydret på en argentinsk måde. Mums! Og kødet var så saftigt, at det bare fossede ud med væde. Mine smagsløg hodlt fest den aften. Tro mig, ris er lækkert. Men en hel uge med ris og pølser, kan godt blive lidt for trivielt. Kun en lille smule. På vej hjem kom vi forbi den lækreste lille iscafé, og det er ikke løgn når jeg siger at udvalget lød på 40 forskellige is. De stod desværre på spansk så jeg måtte gætte mig til det meste. Vi besluttede alle at gå amok derinde, og smuttede derefter over på en bænk i parken, hvor vi nød udbyttet. Det var faktisk ret varmt den nat. Det var omkring 20 grader, og gaderne var fyldt med ungt som gammelt natteliv. Det er godt bare at slå alle bekymringer fra og slå sig lidt løs, man skal jo også huske at nyde de gode sider ved at rejse. Den lækre eksotiske mad, som halvdelen af tiden gir dig en dags ræserrøv, men som du alligevel bare er nød til at prøve.

Havde virkelig haft en god dag og maden var lige prikken over i'et. Jeg sov som en sten den nat. zzzz...

D.21/7-09

Hurra! Endelig svar fra wwoofing. Adresselisten var kommet ind på min e-mail, og gik jeg straks igang med at skrive til min ønskede vært i en lille bjerglandsby, kaldet Salta. Felipe havde spurgt om vi skulle smutte ud i byen sammen idag. Jeg sagde selvfølgelig ja, men da han havde insisteret på at vi tog afsted ved ottetiden, var jeg nød til at afslå. Jeg ville gerne ha min søvn, og det var jo ikke ligefrem en kæmpe udflugt. Skulle desuden også ha ordnet det med min wwoof-vært. Bare de siger ja!!! Altimens bestod min morgenmad af boller jeg havde købt fra gårdsdagens supermarked.

Efter et par timer var jeg bare nød til at strække benene, så jeg smuttede på shoppingtur gennem byen. Vejret var dejlig solrigt og fik mit humør til at hænge helt oppe i skyerne. Alt var så billigt i Argentina. Måske skulle man bare komme tilbage en dag, med en kæmpe sæk penge, og købe tre gange så meget modetøj, som man ville for den same sum penge herhjemme. Jeg fik ikke købt noget, men der er bare en herlig afslappende følelese ved at gå og beundre og drømme om alt det man skal ha en dag.

Jeg smuttede hjem og gik igang med at skrive på min blog, indtil Felipe fik overtalt mig til at gå en tur. Han kedede sig.Vi smuttede ned det samme sted for at få en is og bagefter smuttede vi ned til floden og gik langs den. På det tidspunkt var det begyndt at blæse en meget stærk vind. Vi satte os ned på en bænk tæt ved vandet, og der fortalte han mig at han virkelig godt kunne lide mig, jeg sagde i lige måde og tavsheden mellem os blev overdøvet af vindens forsøg på at kæntre en båd på den argentinske flodbred. Så vendte vi lige så stille hjem, og der var det at det begyndte. Min første tropiske storm. Vinden blæste til stærk stormstyrke, Vandet fossede ned og truede med at oversvømme veje, mens at lynende var store og bragende mægtige. Strømmen gik ud flere gange og vi har nød til at hænge stof foran terreasen, for at forhindre vandet i at trænge ind og glide væk i den rigtige retning. Det varede ved resten af natten.

D. 22/7-09

Idag var dagen hvor jeg endelig skulle videre. Jeg havde fået af vide at je skulle stå tidligt op og skaffe billetten før alle andre, hvilket jeg gjorde. Kl. otte lød mit indre vækkeur, og blot tyve minutter senere stod jeg ude foran døren på en overskyet, men tør morgen. Jeg havde fået af vide hvilken vej jeg skulle gå, så jeg travede bare muntert afsted, med følelsen af at idag ville jeg tag afsted på et nyt eventyr, inde i min mave. 185 pesos, for 18timers kørsel. Det var da okay billigt. Men bussen tog først afsted kl. fire, så indtil da skulle jeg finde på noget af lave.

Jeg tjekkede internettet og besluttede derefter at ringe til farmen i Salta. Det ville være meget bedre på den måde. Jeg fik hjælp af en af dem som arbejdede der. Han tog mig hen til en telefonboks og ringede endda op for mig, skaffede mig en engelsktalende fyr i telefon, og gav derefter røret til mig.

f***!!! De havde ikke plads før til September. Der gik min plan i vasken. Følte mig pludselig helt fortabt. Jeg havde lagt min lid til det, og nu havde de afvist mig. Hvad sku jeg så?

Jeg gik en tur rundt i byen og tænkte mig om. Jeg måtte ikke miste modet, bare prøve igen men denne gang, bestil i god tid. Og jeg havde stadig masser af gode spare planer til resten af min tur, så jeg sku nok klare mig. Frisk mod! Det lysnede op indeni, og jeg tog hjem pakkede min taske og gjorde klar til næste etapé.

Da jeg steg på bussen ved firetiden vidste jeg ikke hvad der ville vente mig i Salta. Jeg havde tænkt mig at vandre rundt mellem et par hostels og spørge om jeg ku arbejde for fri seng og morgenmad. Hvem ved. Måske er jeg heldig denne gang.