Kontakten til Helen blev stadig holdt og jeg havde fortalt Helen hvad jeg havde været ude og se i Canberra. Hun skrev tilbage at uanset hvad skulle jeg prøve at nå Warmemorialet. Så jeg havde indtil kl. 11 hvor toget forlod Canberra. Så jeg fik tjekket ud købt min enight så jeg havde 10 forud betate nætter på YHA og booket mig ind på vandrehjemmet i Sydney. Så var det med at skynde sig ned til warmemorialet. JEG endte med at fare lidt vild på vejen og stødte på et ældre engelsk par som var på ferie. De ville alligevel komme rundt om memorialet så de tilbød at kører mig det sidste stykke. Det ville jeg da ikke sige nej så jeg blev kørt det sidste stykke. Som jeg nærmerede mig indgangen begyndte jeg at forstå hvorfor Helen var så opsat på at jeg skulle se Warmemorialet. Gosh de havde virkelig gjort noget ud af det. Der var samlet rester af fly, våben, hjelme alt form for efterladt material fra krigene, 1. og 2 verdenskrig og alle de andre var blevet udstillet. Selve memorialet var faktisk en udstilling af militæret i gennem århunredet. Hver krig var blevet husket og mændene der kæmpede i den. Størst var fokuset på 2. verdenskrig, men der var 3 etager og 3 bygninger så rigelig med plads til det hele. En bestemt ukendt australsk soldat var blevet fundt mange år efter 2. verdenskrig og fordi ingen vidste hvem han var fik han en særlig plads inde i memorialet. Selve indegangen havde "The pond of reflection" eller hvad de nu kaldte den og på hver side var der en lille svalegang med tavler hvor de faldne soldaters navn var på. Venner, bekendte eller slægtninge efterlod blomster på disse tavler så de var stort set bedækket i blomster. For enden af "the pond of reflection" var der en stor hal for moasaik vinduer var usmykket med billeder af de 4 hovedelementer i militæret og det samme var støttepillerne: Sygerplejeren, landsoldaten, søværnet og luftvåbnet. Det var helt fantastisk og jeg endte med kun at gå hurtigt igennem tingene også var det ellers tilbage i en fandens til fart for nu var jeg forsinket. Jeg skyndte mig tilbage, fik fat i mine tasker og tog chance på at der gik en bus lige udfor YHA, Der gjorde der også men hvert kvart og jeg havde 20 min tilbage. Da bussen kom havde jeg 15 min til togets afgang og buschaufføren hjalp mig ikk ligefrem. Han sagde at nogen gange kunne det tage 20 at komme ud til togstationen andre gange 5 min. Jeg håbede på de 5 min for jeg ville ikk strande i Canberra for endnu en dag. Jeg endte heldigvis med at nå toget 2 min før afgang så det var fantastisk! Sent om aften ankom jeg til Sydney. Efter 4 måneder var tilbage i Sydney og alt føltes som det samme men alligevel forandret. Jeg husker den første dag jeg ankom til Sydney. Ny, forvirret og usikker på hvordan de næste 6 måneder ville udvikle sig. Men nu stod jeg her igen, 4 måneder sener fuld af selvtillid og havde krydset Australien to gange. Med et kækt smil fik jeg tjekket in på vandrehjemmt og på mit værelse fandt jeg ud af at der var en anden dansker. En lidt ældre kvinde, Anna.