Hej igen alle sammen

Så har vi været hjemme i Danmark i et par måneder og nu har vi endelig fået taget os sammen til at skrive om vores sidste oplevelser. Vi deler det op i to og det første her bliver nok lidt langt. Håber I finder det interessant at læse om, selvom vi er vendt hjem :)

Sidst vi skrev omhandlede det vores tur rundt på den New Zealandske nordø. Nu er turen så kommet til vores oplevelser rundt i Asien.

Her startede vi ud med at have 2 ½ gode dage i Singapore. Efter en lang rejse var vi godt trætte da vi endelig nåede frem tidligt morgen singapore-tid. Vi var både trætte og sultne og prøvede at finde noget ordentligt mad inde i byen. Det var ikke så nemt og vi endte ud med at få noget virkelig dårligt mad…specielt den drik der fulgte med, Barley drink (lokal Singapore drik), var meget ulækkert og efter en lille mundfuld mad og drikke luskede vi ud af restauranten og håbede på ingen så os, selvom der var proppet med mennesker. Vi købte sodavand og kiks i en kiosk og sov til om aftenen. Her lykkedes det os at finde en god restaurant, hvor vi spise begge aftener. Vi fandt også en Sweizer-bager, der havde rigtige kanelsnegle, spandauer og chokohorn. Alt var i miniudgave og man kunne få 6 for 5…dette blev vores morgenmad/eftermiddagssnack de næste dage…mmmmhh :)

I Singapore har de, ligesom mange andre byer, sightseeing busser. Her til kunne man købe et dagspas til to ruter rundt i byen. Det gjorde vi næste dag. Vi kørte den ene rute (Red Heritage Route)flere gange og hoppede af og på som vi ville. Vi kom forbi Mary Bay Sands, hvor Singapore Flyer, Lotusblomsten og en flydende fodboldbane ligger. På vores vej kom vi også igennem Little India, Det muslimske område og Chinatown. Ruten endte ved et stort shoppingcenter, Suntech City, og selvom vi brugte mange timer der købte vi kun hhv. en skjorte og en kjole i H&M og selvfølgelig et nyt undervandskamera til Danny ;)

Så skulle turen gå mod Indonesiens eksotiske øer, hvor vores formål var at komme ned til bounty-strandene og komme ud og se komodovaraner (Komodo Dragons). Første stop, Bali. Vi havde glædet os så meget og med alt hvad vi har hørt fra folk i løbet af vores rejse, blev vores gode forventninger kun styrket. Bounty-strande og billige priser. Alt noget vi trængte til :)

Velkommen til Asien og deres umulige trafik. Vi boede på et rigtig fint hotel med swimmingpool. Problemet var at det lå på den forkerte sidde at en stor og ret befærdet vej. Det vil sige, at hvis vi ville på stranden eller ned til den hyggelige del af Sanur, skulle vi sætte liv og lemmer på spil. Vi vovede os ned til stranden én gang og nøøøj, det var skuffende. Der var ikke meget bounty over det. Tak for poolen, for det var virkelig varmt :)

Bydelen var hyggelig og der var fine restauranter langs stranden, men selve stranden var ikke noget specielt. Vi ville også gerne se andet af Bali end kun Sanur, men havde kun sat en dag af til dette. Så vi snakkede med vores hotel der arrangerede en privatchauffør i 12 timer. Putu hentede os kl. 9-10 om morgen og så kørte vi ellers rundt og så en masse spændende ting. Traditionel balinesisk dans, vævefabrik, gallerier, Ubud og en Monkey forrest, hvor vi hurtigt smuttede igen, da aberne var ret aggressive og vi faktisk var nødt til at løbe ud til bilen fordi en abe meget gerne ville have Saras vandflaske. Sara smed glædeligt vandflasken fra sig og løb, men Danny ville da ikke ha', at den abe skulle ha' den vand vi lige havde købt og skræmte aben væk lang tid nok til, at han lige kunne nuppe flasken og løbe ud sammen med Sara :) Vi var også på en kaffe- og krydderifarm. Her var vi på en spændende rundvisning og vi smagte på forskelligt te og kaffe. Sara smagte på verdens dyreste kaffe, Kopi Luwak. Nogle har måske hørt om den, men det er altså kaffe lavet på kaffebønner der først har været igennem fordøjelsessystemet på det dyr der hedder en luwak. Så samler man luwakkens lort, vasker det og tørrer/rister bønnerne som normalt. Det var et virkeligt nuser dyr, men kaffen til den pris..nej, så hellere noget BKI, Karat, Cirkel, Nescafe og andet der er knapt så dyrtJ Til frokost spiste vi med en flot udsigt ud over en vulkan og om aftenen var der mad på stranden. Det var en fin dag og vi blev ikke rippet, selvom man jo godt ved at turist-chaufførerne har aftaler rundt omkring. Vores chauffør, Putu, var rigtig sød, meeen han kendte sjovt nok alle dem vi holdte ind ved ;)

Dagen efter tog vi til Gili Trawangan, som er den største af de tre Gili-øer. Her er der ingen motorkøretøjer og alt transport foregår med små hestevogne, cykler eller på gåben. Der var faktisk ganske hyggeligt selvom der var møgbeskidt og strandene her heller ikke var noget specielt. Vi havde lidt svært ved at finde et sted at bo da alt var ret dyrt. Vi startede med at få et sted der var ok til prisen, men da vi om aftenen mistede alt strømmen i kun vores hytte, var de så søde at give os pengene tilbage, så vi kunne finde et andet sted. Efter en del forhandling endte vi op med at få en dejlig hytte til en rimelig pris og i en rigtig fin standard.

På øen er der en masse hyggelige restauranter og barer, bl.a. Tir Na Nóg, som herhjemme, så Danny kunne se fodbold ;) Vi lå på stranden, men vi var aldrig ude og bade da vandet var fyldt med affald. Vi var ikke de eneste der vendte om ved vandkanten. Stort set kun japanere, koreanere ect., med redningsveste og hele snorkeludstyret vovede sig ud i det klamme grumsede vand. Tror ikke de har kunne se ret meget.

Danny valgte at tage ud og dykke. Han har længe drømt om at se Manta Rays og det er der gode muligheder for her. Sigtbarheden skulle dog vise sig at være rigtig rigtig dårlig, ca. 5 meter og Danny havde ved det ene dyk en ret træls dykkermakker. Der slet ikke havde styr på hvad han lavede. Han svømmede endda så langt væk at Danny ikke kunne se ham og det må man altså ikke og Danny fik ikke set flere Manta Rays, så han må stadig nøjes med den ene han så i Australien…æv æv. Sara var taget med ud på båden ved første dyk og havde planer om at tage en gåtur rundt på øen mens Danny var ude på 2. dyk, men det ændrede sig hurtigt, for ligeså snart man forlod hovedgaden var der virkeligt ulækkert med endnu mere affald og det stank og der var ingen andre turister, så Sara vente om og slappede af med is og drinks. Om aftenen var vi i den hyggelige lille "biograf" der viste filmen 'Hangover 3'. Entré inkl. popcorn = 3500 rupiah (IDR) = ca. 2 DKK :)

Vi havde hjemme fra DK hørt fra nogen der havde været på en 5 dages tur, hvor man bor på en båd, som så sejler ud til Komodo Island, Flores og Rinca Island. Det havde været helt vildt godt og det ville vi virkelig også gerne! Så vi fandt frem til det firma, som tilbyder denne tur. De havde en lille biks på Gili T., men hovedkontoret ligger i Senggigi på Lombok, så her tog vi over efter tre nætter på Gili T.. Vi vidste at den næste bådtur skulle starte om et par dage, så det første vi ville finde, efter at have fundet et sted at bo, var hovedkontoret. Det var heldigvis nemt nok, da Senggigi ikke er så stor. Desværre skulle vi blive enormt skuffet. P.g.a. monsunen var der bølger på omkring 6 meter og det ville derfor ikke være sikkert at tage af sted…turen var aflyst og de kunne ikke sige hvornår man igen kunne komme afsted :( Vi havde virkelig glædet os til denne tur ud og se Komodovaraner og Rinca Island, hvor Jurrasic Park filmene er optaget. Det og bounty-strande var det der havde fået os til at tage til Indonesien og nu stod vi der :(

Inden vi tog videre nogen steder hen, ville vi se Lombok nu hvor vi var kommet her til. Igen fik vi arrangeret en chauffør der kunne køre os rundt og vi havde en rigtig god dag med Harry. Vi kørte rundt om Mount Rinjani og kørte gennem flere små landsbyer. På vores vej så vi et flot stort vandfald (Sendang Gile Waterfall), hvor vi kunne bade. Danny så for første gang rigtige ris-terrasser og vi holdte ind ved en perlebutik, en batik-fabrik, træskærings-fabrik og små markeder. Selvfølgelig var det fristende at købe en masse af de mange flotte ting, men vi vidste jo at man kunne købe mange ting meget billigere de steder hvor Harry (chaufførerne generelt) ikke havde nogen aftale, så vi købte kun meget få og knapt så dyre ting :) Undervejs på turen skulle vi op ad nogle ret modbydelige veje. De var enormt stejle og der var ingen der havde tænkt sig at lappe de kæmpe huller der var i vejene og der var rigtig mange. Vores lille bil havde det meget hårdt og der begyndte nogle gange at lugte brændt. Ikke så godt når det ikke bare var stejlt, men også var små hårnålesving vi skulle igennem. Godt vi havde en god chauffør, som holdte koldt vand i blodet så godt han kunne. Han var også nogle gange lidt nervøs og blev ved med at undskylde, hvor vi så prøvede at lette stemningen og sagde, at det gjorde ikke noget, det var ikke hans skyld og så havde vi da prøvet noget lokal Lombok-massage helt gratis, da vi hoppede og bumlede så meget rundt på bagsædet. Den var Harry heldigvis med på og grinende, lidt nervøst, kom vi sikkert igennem bjergene og bilen kunne igen køle lidt af.

Nå, men vi ville jo gerne videre til et andet sted og vi endte med at bestille flybilletter til et helt andet land, nemlig, Malaysia. Et land vi også havde snakket om vi gerne ville se og opleve, så hvorfor ikke nu? :) Dagen efter vores tur rundt på Lombok, skulle vi flyve til Kuala Lumpur. De samme som havde arrangeret vores tur havde også taget sig af vores billetter og vi havde udtrykkeligt sagt at vi skulle have 20 kg bagage med hver og det havde de helt styr på. Så vi tog ud til lufthavnen med vores billetter…en ret ny lufthavn. Vi skulle tjekke ind og fik så at vide at vi ikke havde bagage med og vi derfor skulle betale for det ovre ved Air Asia skranken. Vi var godt trætte af at være blevet snydt af nogen vi rent faktisk havde haft tiltro til efter vores rundtur dagen før. Da vi så fandt ud af at det var mega dyrt først at skulle betale bagagen i lufthavnen blev vi endnu mere sure. Det havde vi aldrig hørt om, 650.000 IDR pr. mand (ca. 300 kr), så vi diskuterede lang tid med Air Asia-personalet, som bare kunne vise os et latterligt papir en hver kunne have lavet, hvor på der stod de forskellige beløb. Vi var sikre på det bare er noget de lokalt har besluttet for at få flere penge i kassen…nøøøj, vi var sure, men vi kunne ikke gøre andet end at betale. Men igen, de tog ikke mod kort og man kunne ikke hæve penge inde i lufthavnen (en ny lufthavn!), så vi måtte ud af lufthavnen, igennem det kæmpe menneskemylder og gennem security igen, for at betale vores "bøde" og nåh ja, vi skulle også lige have 100.000 IDR for at kunne betale for at komme ud af landet….aaahgrr! Vi var, og er, ikke så imponerede af Indonesien, men hvis vi havde været der i den gode sæson, hvor monsunen ikke forhindrede så mange ting, ikke havde oplevet tyveri på vore hotelværelse i Senggigi osv., så kunne det sagtens være det er det Paradis mange snakker om. Vi fandt det bare ikke af denne omgang, måske vi vil vende tilbage, men lige der var vi meget glade for at skulle væk.

Vi ankom til Kuala Lumpur, bare kaldet KL i folkemunde, d. 16. januar. Vi havde hørt om øerne Penang og Langkawi, som skulle være helt fantastiske og var, ind til videre, vores mål på denne tur i Malaysia. På et hotel, hvor de ikke havde plads, mødte vi en dansk familie, som vi endte med at stå i lobbyen og snakke med i 1-2 timer. De kom med det forslag, at vi ikke skulle tage til Penang Island, men i stedet tage til en mindre ø, Pangkor, som skulle være langt bedre og hyggeligere. Det blev ret sent før vi fandt et hotel, da vi jo havde snakket med dem.

Dagen efter var vi på oplevelse rundt i KL. Her så vi Central Market. Kæmpe stort, hvor vi så nogle ting vi gerne ville have købt, men alligevel blev for dyrt når man skulle have det sendt til Danmark. Derefter tog vi hen til Petrona Towers for at nå og se dem i både dagslys og om aftenen. Vi blev i den hyggelige park, der omkranser tårnene, hele dagen. På et tidspunkt kom en kvinde hen og spurgte om vi ville tage et billede af hende. Det ville vi selvfølgelig og det blev Dannys job, mens Danny gjorde klar tog denne søde kvinde pludselig fat i Saras arm og trak hende hen til sig…Sara skulle altså lige være med..mærkeligt. Det havde vi alligevel ikke oplevet før og der var altså andre turister end os, men det var nu meget sjovt og hun var så taknemligJ Om aftenen tog vi på Hard Rock Cafe, vi trængte virkelig til et godt måltid mad og det må man sige det blev. Danny kunne ikke engang spise op. Det er altså sjældent det sker ;)

Vi besluttede os for at tage til Pangkor. Så det var fire timer med bus til den lille by, Lumut, hvorfra færgen går. Det gik let og vi nåede frem til vores hotel. Igen skulle vi blive gevaldigt skuffet. Det blev vi allerede ved havnefronten. Ingen bounty her og få at kunne få aftensmad var vi nødt til at få personalet til at køre os. Hun var dog rigtig sød og hed også Sara J I den lille by i nærheden fik vi noget rigtig god mad, men vi besluttede os faktisk for allerede at tage færgen tilbage til Lumut næste dag. Der var da ganske hyggeligt, men vi længes efter bounty-land :)

Nu ville vi til Langkawi. Det var dog ikke lige til, men det gik efter en del ventetid i Lumut og en lang køretur. Man skal med båden fra Kuala Perlis, men der er ikke billig overnatning, så vi skulle videre derfra med taxa til Kangar. Heldigvis var buschaufføren rigtig sød og hjælpsom (Det er de generelt her i Malaysia) og lod os køre med i bussen til Kangar. Vi vidste nemlig ikke at den kørte der til, da vi bestilte billetter, men nu fik vi den sidste del af turen helt gratis :)

Så nåede vi Langkawi, Malaysias grænseø op til Thailand. Jubiii…endelig har vi fundet bounty-strande!!! :D

Langkawi er skønt! Ved Cenang Beach, hvor vi boede, er byen rigtig hyggelig med alt hvad hjertet kan begære. Og da det er en grænseø er det hele toldfrit områdeJ Vi boede på et dejligt og billigt hotel, AB Motel, hvor vi fra vores værelse kunne kigge ned på strand og vand, samt gå derned på 30 sek. J Det er de bedste, knap 4 dage, vi havde haft længe :) Ren afslapning. Vi ville gerne have være ovre på østkysten af Malaysia, men det kunne desværre ikke, da monsunen var godt i gang med at hærge derovre og der var lukket for turister. Der skulle ellers også ligge nogle lækre øer med gode dykkermuligheder. Det må blive en anden gang :)

Men vi var efterhånden også begyndt at længes efter noget vi kendte og hvor vi vidste hvad vi kunne forvente. Så vi valgte at tage til Koh Phi Phi i Thailand. Et sted vi begge rigtig godt kan lide. Vi tog turen dertil i båd og det var en rigtig lang tur, men hyggelig :)

På Koh Phi Phi fandt vi et godt sted til billig penge og der var pool…lækkert :) Her brugte vi 5 dage på at snorkle, Danny var ude og dykke en dag, slappe af og endelig kom vi op og se øen fra view point. Vi har hhv. været her 5 og 3 gange og ingen os havde før været deroppe, men nu skulle vi. Det var så hårdt og varmt, men virkelig flot, og dejligt at der ligger en cafe deroppe, så man kan køle af :)

Vi var også på en snorkeltur, hvor med longtailbåd sejlede til Shark Point og Maja Bay Beach. Maja Beach er der filmen The Beach er optaget og det er derfor et vældigt populært sted for turister. Her fandt vi dog også virkelig ud af, at det virkelig betyder noget om man er her i lav- eller højsæsonen. Vi har før kun været her i lavsæsonen og jo, der har da været turister, men altså det er intet sammenlignet med højsæsonen. Det var helt sindsygt. Der er rigtig mange én-dags-turister (Specielt nyrige koreanere, russere, japanere og kinesere…aargh!! og det er altså ikke fordomme, sådan er det!). De kommer i hobetal fra fastlandet i speedbåd om formiddagen og fylder så Maja Beach og Phi Phi til renden, så det blev lige trængt nok og smutter lige så hurtigt de kom, før solnedgang. Hvis vi skal til Thailand igen, bliver det ikke i højsæsonen, har vi bittert erfaret!

Men det var rart at være et sted, hvor man kender det og kan finde rundt og kender politikken om at prutte om prisen, så man ikke får ting til overpris. Men priserne er faktisk steget siden vi var her første gang. Om det er pga. højsæson eller om det bare generelt er fordi det er blevet så populært. Det er ikke til at sige.

Natten til den 5. februar skal vi med et fly fra Singapore til Sri Lanka og den billigste løsning for at kunne nå det, var at tage til Bangkok og flyve derfra. Så vi tog til Patong på Phuket, hvorfra man kan tage bussen til Bangkok. I Patong havde vi også lige nogle dage. Desværre gik halvanden døgn her med, at vi begge lå syge med maveonde, med nødudgang begge veje. Vældig hyggeligt…nej! Heldigt for os, kan thailændere virkelig godt lide 7eleven og sørger for at lægge dem alle steder. Så vi havde to af slagsen som naboer og vi skiftedes til at rende ned efter forsyninger. Cola, æblebåde, vingummibamser, chips og vand…mmmhh :) Vi endte faktisk med at tømme hylden for poserne med æblebåde…det skulle jo være så godt mod maveonde ;) Dagen efter kunne vi spise rigtig morgenmad og så sov vi lige lidt mere. Det blev aften og så fik vi lyst til at gå i biografen. Vi så '12 Years a Slave'. En virkelig grusom og forfærdelig film, men også en rigtig god film.

Sidste hele dag i Patong gik med ren afslapning. Hele morgenen og formiddagen var alt strømmen i Patong gået, så der var meget stille, taget i betragtning af at der altid plejer at være musik fra butikker og hoteller, som kæmper om opmærksomhed samtidig med larmen fra dytten og båtten på vejene. Nu var der kun dytten og båtten :) Det betød jo også at der ingen aircon var på værelset eller nogen andre, så der var så varmt og det eneste sted man så kunne køle ned var i havet. Så det blev til en dag på stranden.

For at komme til Bangkok skulle vi ud på en 12 timer lang bustur med kun én pause undervejs. Så vi brugte næste morgen på at købe forsyninger ind, lade vores mP3'ere og mobiler op osv.

Turen gik fint og vi ankom meget tidligt om morgenen til busstationen i Bangkok. Vi ved begge godt at man skal vælge sin taxa med omtanke for ikke at blive snydt, men når man er træt og er i mangel på mad, som Sara var, sagde hun ja tak, til den første der kom os i møde. Det skal man jo ikke og vi blev ført om bagved busstationen og så ved man jo godt, at den er gal. Tsk tsk Sara! Hun undskyldte til Danny. Men altså det var nogle søde mennesker vi diskuterede med, de ville bare have alt alt alt for meget for turen. Så vi tog vores ting og var på vej til at gå, da bossen pludselig godt kunne gå ned i en rimelig pris. Chaufføren vi fik tildelt kunne ikke engelsk og vi skulle derfor betale til bossen inden vi kørte. Det var fint nok, for så kunne det jo ikke pludselig blive mere når vi var taget afsted. Vi accepterede og kørte afsted. Vi skulle til lufthavnshotellet og det lå selvfølgelig ikke langt fra lufthavnen, så da vi kørte forbi lufthavene og længere væk og vores chauffør stoppede et mørkt sted og pegede ned af en mørk sti, som om det var der. Blev vi en smule bekymrede og begyndte at sige nej, nej, nej, nej. Det forstod chaufføren og ringede til bossen. Det skulle vise sig at være en helt uskyldig fejl fra vores chauffør. Han havde ikke kunne finde vej og ringede til bossen for at få vejen at vide :) Vi nåede hotellet ved solopgang d. 2. februar og sov til sent. Hotellet var lækkert og lå lige oven på et kæmpe indkøbscenter og der var pool, som nærmest kun blev brugt af os. Vi kom ikke i nærheden af noget af den ballade der var i Bangkok og vi havde alt lige i nærheden. God afslutning inden et nyt eventyr kunne begynde.

Sri Lanka venter forude. Det kan I læse om i næste indlæg.

Vi ses!

Knus

Danny og Sara