Undskyld forsinkelsen, her kommer sidste uges blog:

Mandag ankom vi til Mendoza efter en lang halvsovende nat i bussen, hvor en lang gåtur i byen endnu en gang gjorde det klart for os at mandag er store lukkedag i Sydamerika, men vi fik da set parken og resten af den charmerende by ved foden af Andesbjergene. Vi fandt heldigvis et par åbne cafeer/barer, der serverede perlende kold øl i Oktoberfest-krus! Det blev dog ikke til den store bytur, da vi stadig var udmattede efter busturen, så hjem på hostel Aragon og sove.

Tirsdag gik der lang tid med at købe busbilleter til Santiago og især med at finde en hæveautomat. Det er ikke nemt, når byerne hverken tager imod visa i butikkerne eller har hæveautomater! Det lykkedes så at finde en og så var det afsted med bybus til Mr. Hugo. Mr. Hugo er en utrolig glad ældre mand, som har fundet det perfekte job. Hans dag går med, at møde en masse nye mennesker, leje cykler ud til dem og tage imod dem igen med saftevand efter nogle timer. Med en masse solskin over os, cyklede vi rundt på gamle, hullede landeveje og besøgte to vingårde og en lille chokoladeforretning. Det var en virkelig lækker måde,at opleve det berømte vinområde på, og der var pænt gode smagsprøver. Ved første vingård fik vi desuden en rundvisning af en skottisk pige, der var kommet til Argentina i praktiktiden. Hun fortalte os meget glad om vingårdens historie og til vinsmagningen, fandt hun lige et par ekstra sjatter vin til os. Det blev til ret meget vin på altanen med udsigt over oliventræer og lamaer. Halvsnalrede cyklede vi videre til næste vingård, hvor Mr. Hugo havde givet os en rabatkupon på lidt mad. Pasta på en ny altan med udsigt over vinmark og en random hvid hest, der rendte lidt rundt. Vinen var godt nok forsinket, så maden var væk, da vi fik det. Smagte nu alligevel meget godt! Sidste stop var chokoladehuset, som bød på en lang liste af likører, chokolade og super lækkert oliventapanade og marmelade blandet med vin. Chokoladelikøren var ret meget favoriten! Tilbage til byen igen (og rigtig trætte i benene - de var trods alt ikke blevet brugt ordenligt i en måned), spiste vi hver en stor argentisk bøf og sluttede dagen af med kaffe/baileys og irsk kaffe. En ret så delikat dag!

Onsdag kæmpede vi os tidligt op, og efter en halv times panisk søgen efter (og fund af) vores digitalkamera, hoppede vi fluks på en taxi til rutebilstationen. To timers bus og nogle få kilometers højde senere nåede vi til grænsekontrollen mellem Argentina og Chile, der effektivt fik os sluset igennem med stemplede pas og gennemstrålede tasker på kun to timer i bidende bjergkulde. Endnu tre timers bus og tre kvarters metro senere stod vi nu midt i Chiles hovedstad, Santiago. Efter at have indlogeret os på vores centrale hostel havde vi udset os et arkæologisk musuem, der skulle være værd at besøge, men i dagens anledning havde de besluttet at renovere skidtet, så gammel kultur blev der ikke meget af den dag. Som kompensation smuttede vi på det prægtige nationalbibliotek, hvor der endda var en fotoudstilling med 3D-fotografier fra 1860-1930, meget interessant! Derefter smuttede vi hen på en lokal chilensk restaurant/kantine for at få den første smagsprøve på chile, der ikke var at kimse af. På vejen hjem tilbage til hostellet kom vi forbi en begyndende studenterdemonstration komplet med salatfade og kampklædte betjente.

Torsdag tog vi et par bidder brød, sendte vores tøj af sted til vask og smuttede i det skønne vejr hen på en chilensk kæde kaldet Schopdog, hvor vi bestilte frokost og to af deres mindste fadøl (0,75 liter). . Det blev til lidt kiggeri på et lille marked, før vi fik bevæget os op på en af Santiagos store bakker, med flot, flot udsigt over byen. På denne bakke, var der placeret en okay stor zoologisk have, hvor der rendte ekstremt mange skubbende børn rundt. Vi havde selvfølgelig valgt at tage i zoo på en helligdag, deraf de mange familier. Vi fik set rigtig mange flotte dyr, men det var nu trist at se dem under disse, ikke specielt gode forhold. Vi fik så også bekræftet senere den dag af en chilensk fyr, at det var kendt som en uansvarlig zoo. Hvis man dog bare havde vidst det. Med lidt skubberi fra børn, kom vi ud igen og ned af bakken, hvor kæmpe gadeklejner ventede på os. Jaah, jul! De har forresten også butikker, specielt til plastic juletræer og julepynt... men nok om det. Nu var det jo sådan, at der var premiere på James Bond, Skyfall og den skulle vi ikke gå glip af. Og vi fik set den med yderst meget Bond stil! Med såkaldte Prime-billetter, får man de lækreste og blødeste sæder, man kan ligge ned i. Man får endda sin egen biograftjener, som serverer en fanta og grillspyd til filmen. Meget comfy måde at se en virkelig god Bond film på! Den er klart værd at se. Resten af aften blev i selskab med et chilensk par, som havde stoppet os og spurgt, om vi ville drikke øl med dem. Det var en smule mistænksomt i starten, men fyren var ret så fuld og glad, og det viste sig, at de somme tider hiver et par turister ind for at hyggesnakke og øve engelsk. De var meget hyggelige og musikelskende (specielt Amy Winehouse og skandinavisk musik, hey!). Desuden fik vi os også et indblik i, hvordan det er at være ung i Chile. Skøn aften, der blev sluttet af med engang chilensk hotdog.

Fredag sov vi tømmermandslænge og luskede hen på det store fiskemarked, Mercado Central, for at få os et kongeligt måltid mad fra havet. Dani fik ørred og Steffen stegt ål, begge dele møglækre. Med genopladte batterier travede vi hen til og op ad en 70 meter høj bakke midt i byen med en herlig udsigt over området flankeret af Andesbjergene. Om eftermiddagen hoppede vi på en rutebil til den farverige, bakkede havneby Valparaiso, hvortil der kører offentlig transport cirka hvert femte minut. Der var halvlangt til midtbyen og vores hostel fra busterminalen, men den jyske stædighed nægtede os en taxi. Da vi havde brugt en mindre formue på frokosten, besluttede vi for en gangs skyld at kokkerere selv, hvilket blev til en ganske fin spaghettikødsovsret med mere end fin billig, chilensk vin.

Lørdag stod vi skuffede op til manglen på den ellers lovede morgenmad. En medarbjder fra hostellet havde åbenbart sovet ret meget over sig, så det blev til morgenmad på en fotocafe. (Dvs. en blanding af fotoforretning og lille cafe). Herefter fandt vi en af Valparaisos berømte elevatorer, som blev bygget i slutningen af 1800-tallet. Det kunne bestemt også mærkes på vej op, med al dens rysten og bumlen. Vi slap levende fra det, så det var nu meget sjovt at prøve. På toppen af bakken nød vi de mange hyggelige boder og udsigten over de mange forskelligfarvede huse. Valparaisos indbyggere har desuden også et talent for virkelig flot grafiti, som pynter mange af bygningerne og giver byen noget ekstra farve. Vi fik besøgt et marine museum, hvor vi fik lært historien om Chile på havet, lige fra det første marine militær blev dannet, til deres pænt trælse reklame om at joine militæret i dag - en masse rockmusik og glade mili-mennesker, som leger krig på stranden. Vi fik ellers bevæget os ned igen og spist lækker, billig fisk, hvorefter vi begav os hen på et tov, hvor der tilfældigvis var opstart på chilensk orkester musik. En masse unge folk fyrede den af med små og kæmpe trommer - det var fedt!
Resten af aftenen foregik på hostellet med undtagelse af en kort tur ud, for at få slatne pomfritter. Så regner man jo lidt med, at men kan lægge sig stille og roligt til at sove. Nej, det skulle vi ikke få lov. Det sørgede et hostel med højtalere i alle værelser og fulde mennesker i mængder for.

Søndag var vi noget groggy efter de få timers blundende søvn, men vi stavrede op og fik lidt morgenmad, før vi gik til busstationen og fik billetter til vores næste destination: La Serena. Der var lige tid til at købe lidt snacks inden bussen kørte os tilbage til Santiago og derfra mod La Serena, hvor vi ankom tidligt mandag morgen.

Vi lover at næste blog nok skal komme i bedre tid! Bare vent, der kommer til at ske en masse!

- Deffi og Stani