Efter vi havde besøgt byen Hico, hvor Billy The Kid museet lå, og hvor vi fik nogle rigtig gode oplevelser i vores møde Hicos hyggelige indbyggere, satte vi kursen mod Eloy i Phoenix. Phoenix skulle, med sine 300 skyfri dage om året, være blandt de bedste steder i verden at springe faldskærm, og de, vi sprang med, er dem, der flyver højst op (13.000 fod), så alle forudsætninger for en fed oplevelse var på plads, og vores forventninger var ligeledes høje.
Vi ankom til Skydiving AZ fredag d. 26. april efter en dags udskydelse, der skyldtes kraftige vindforhold. Vi meldte vores ankomst i receptionen, hvor vi hver betalte 189 dollar og fik stukket 4-5 siders juridisk ansvarsfralæggelse i hånden, som skulle underskrives med minimum 10 underskrifter. Et afsnit vi skulle skrive under på, som vi særligt studsede over, var vores samtykke til og forståelse for at deltage i en potentielt dødelig aktivitet. Så var det ligesom slået fast, for selvom vi selvsagt godt vidste på forhånd, at det indebærer visse farer at springe faldskærm, var det vist først da vi underskrev det afsnit, at det egentlig gik op for os, at risikoen for at komme til skade eller dø, om end den er lille, er reel.
Da papirarbejdet var ordnet havde vi cirka halvanden times fri leg (ventetid), men hvad gør det, når pool og basketbane stilles til rådighed til fri afbenyttelse? Ikke ret meget.
Da ventetiden var overstået, mødtes vi med hver vores instruktør, som gav os seletøj på, hvorefter vi fik en hurtig instruktion i, hvordan vi skulle lade os falde ud af flyet siddende på hug og derefter falde med benene bøjet og armene ud til siden. Kort efter sad vi i et lille, slidt proppelfly med kurs mod 13.000 fods højde. Med ombord på flyet sad fire erfarne springere, som også skulle springe, så det blev besluttet, at vi skulle springe fra en lidt højere højde end hvad "turister" som os normalt gør. Det var jo fint. Opstigningen var præget af tavshed fra vores side, mens vi betragtede markerne under os blive mindre og mindre og indvendigt gennemgik den nært forestående begivenhed.
Da vi havde nået den planlagte højde, var der ikke meget betænkningstid, for en, to, tre, så hang vi alle i luften.
Christian var først ude af flyet efterfulgt af Asbjørn og Madsen og med Ludvig som sidste mand. Vi havde lidt forventet, at faldet ville få det til at kilde i maven, som når man kører i rutsjebane i Tivoli, men det gjorde det ikke ret meget. Til gengæld fik vi fornøjelsen af en del mere blæst i hovedet og støj i ørerne og efter cirka 50 sekunders frit fald med 200 kilometer i timen kunne vi nyde en behagelig, yderst støjsvag og vindstille svævetur resten af vejen ned. Selvom det ikke kildede meget i maven, levede oplevelsen helt sikkert op til vores forventninger, og vi ville alle gøre det igen!