Profile
Blog
Photos
Videos
Klar parat til første hele dag i Cuba!
Vi havde hjemmefra forudbestilt en guidet tur rundt i gamle Havana og kun fået at vide, at den fandt sted om morgenen. Der var ikke meget hjælp at hente i receptionen, men de sagde, vi nok skulle være i forrummet klokken 9. Klokken 9.30 kom vores guide endelig - vi havde lige rejst os for at spørge i receptionen, om de på en eller anden måde kunne kontakte guiden. Vi forlod hotellet klokken 10 og fik virkelig oplevet "Cuba-time", hvor tiden ikke betyder det samme som hjemme i DK.
Vores guide, Alex, var vildt sød og god til at forklare de ting vi så og besvare vores spørgsmål - og så var han virkelig god til at snakke engelsk til forskel fra de fleste cubanere, vi har mødt indtil videre. Han kunne endda tale en smule dansk, og hver gang han skulle have vores opmærksomhed, råbte han "Piger!!". Han viste os bl.a. Forbi en statue af H.C. Andersen, som vi på forhånd havde læst var et sted i Havana. Han viste også en masse "plazas" fx Plaza Vieja (det gamle torv - fordi det var det ældste) og fortalte os en masse detaljer om byen, som vi ikke selv ville have opdaget.
Ved middagstid sagde vi farvel til Alex, der anbefalede os at spise på en rooftop restaurant (Cafe Ambos Mundos), der hang sammen med et hotel, hvor Ernest Hemingway har boet. Alex havde også fortalt, at man fik de bedste mojiitos i byen der, så det måtte vi da prøve til vores frokost! ;-) Mens vi spiste frokost, havde vi en skøn skøn nærmest panoramaudsigt over vandet mod fæstningerne på den anden side.
Efter frokost gik vi hurtigt forbi vores hotel og derefter videre til salsa lesson!! Det var åbenbart med i vores velkomstpakke, så det skulle vi da prøve! Det var endda privat undervisning, hvor Lena og jeg hver fik en cubaner, vi skulle følge/danse med. Min partner var lederen og ret hård, når jeg ikke gjorde det perfekt (ellers var jeg bare virkelig dårlig, men det siger Lena altså, at jeg IKKE var), så det var lidt irriterende til tider. Ellers var det en virkelig sjov oplevelse, og vi fik i den grad sved på panden (som om vi ikke har det hele tiden her i varmen)... Mens vi dansede, var der et kæmpe skybrud udenfor, og vejret har været ret ustabilt resten af dagen. Imens vi var i ly for regnen efter vores salsaundervisning, så vi min dansepartner øve sig i salsa med en ung pige, og de var bare SÅ gode - og det så virkelig flot ud! Danseinstruktørerne kunne ikke så meget engelsk, så de forsøgte at forklare og tale med os på halvt spansk/halvt engelsk (i overvejende grad spansk) og diverse fakter og bevægelser.
Efter salsa gik vi et smut ned i byen, hvor vi fx var på marked, fik strawberry daiquires på La Floridita (meget kendt sted hvor Ernest Hemingway også har en stor betydning - det virker til, at de er ret stolte af ham på Cuba). Alex fortalte nemlig, at daiquires var blevet opfundet der, så det skulle vi selvfølgelig prøve. De var også rigtig lækre, og vi mødte et meget venligt ungt canadisk par, der satte sig ved vores bord, fordi der ikke var flere borde fri - så det siger nok lidt om populariteten ved baren!
Vi kom hjem på det helt rigtige tidspunkt. Kort tid efter vi var trådt ind på hotelværelset, begyndte det at regne voldsomt og tordne og lyne. Det fortsatte faktisk de næste tre timer, og vi besluttede derfor at spise aftensmad på vores hotels restaurant. I går snakkede vi med den sødeste tjener deroppe, men i dag blev vi mødt med en noget surere tjener... Han lavede fejl i bestillingen, så vi kun fik halvdelen af, hvad vi havde bestilt, men vi troede egentlig, at det bare ville komme senere. Vi håbede dog lidt, at det var blevet glemt, så vi kunne nøjes med at betale 8,5 CUC (1 CUC er omkring 6,8 kr), hvor vi i går kom af med 60 CUC - men der fik vi også NOGET lækrere mad!
Nu er vi snart klar til at sove efter en oplevelsesrig dag i Havana - vi har gået omkring 12 km i dag (og 8 i går), så vi er ret trætte i fødderne. I morgen rejser vi videre mod Vinales i den vestlige del af Cuba, og det glæder vi os meget til.
- comments