Lørdag d. 9. April

Vi fik morgenmad i Flores, hvor vi blev informeret at vores næste bus var kørt galt. Bummer. Der havde heldigvis ikke været nogen dødsfald, ifølge manageren. Vi fik at vide at de kunne få en ny en klar til os næste dag, men så længe gad vi sgu ikke vente. Så tilbød manden at køre os i hans taxa for 400 pesos (200 kr.) hver. Det var ret dyrt syntes vi, så vi fik pruttet det ned på 200 pesos (100 kr.) istedet.

Taxachaufføren var faktisk virkelig flink, og jeg løsnede lidt op efter at have været rasende over at vi havde været så uheldige. På vejen stoppede han forbi sit hus, som var helt hvidt med en flot have, hvor han skulle hente sin far, der skulle køre med resten af vejen. Jeg sad ikke i andet en mine speedos, fordi det var så sindssygt varmt. Det må have været et lidt underligt syn for den gamle mand, hvilket jeg da også kunne fornemme på den måde han gloede på mig.

Vi kørte i lang tid, hele vejen gennem Belize, og blev så til sidst sat af ved grænsen til Mexico. Der brugte vi noget tid på at finde en ny taxa, som skulle køre os til Chetumals busstation. Vi fandt en, som kunne få os over grænsen uden at vi behøvede vise vores pas. Rimelig ligegyldigt, siden vi havde vores pas på os, men det var stadig meget sejt.

Fra Chetumal busstation kørte vi så den resterende vej hjem til Playa del Carmen. Jeg fik plads ved siden af en canadier, i 40'erne vil jeg tro, som var vegetar med langt hippiehår og en fed hat. Han ejede en computerbutik derhjemme i Canada, hvor han reparerede folks computere. Vi jokede med at der i hvert fald var masser af arbejde for ham i Mexico, siden de ofte er nogle bonhoveder til at få deres teknik til at fungere ordentligt. Han havde også været i hippiebyen San Marco, hvor han havde været i ret lang tid. Han syntes også virkelig godt om byen, og sagde at han helt sikkert skulle tilbage dertil igen.

Efter vi havde snakket, prøvede jeg at få noget søvn, men det var stort set umuligt. Bag mig sad Teo og Emma og snakkede højlydt med nogle amerikanere de selv sad ved siden af, og foran mig sad der små børn og flæbede som ind i helvede. Jeg var et kort sekund bange for at jeg skulle blive døv. Jeg prøvede at høre noget musik, men opdagede til min skræk, at min ene høretelefon var gået i stykker. Derfor blev jeg nødt til kun at høre musik med den ene, hvilket betød at jeg ikke kunne holde alle lydene ude.

Vi var hjemme kl. 1 om natten. Jeg havde lidt overvejet at tage i byen med de andre, for lige at få et gensyn med dem igen, men det var simpelthen bare for sent, og jeg var megasmadret efter at have kørt så længe. Derfor tog jeg bare med de andre hjem i seng.

Det var slutningen på Guatemala kapitlet. Håber i nød det :)