Bussen stoppede kl 6 soendag morgen ved Potosis busterminal. Her stod vi halvtraette af, og fandt en taxa til Koala-hostel. Et populaert hostel, idet de arrangerer gode ture ind til den beroemte/berygtede soelvmine ved Potosi! Vi valgte i at skippe turen i dag, og vente til i morgen! Mandag skulle der vaere meget mere gang i den inde i minen. Saa imorgen er det ud og koebe dynamitstaenger og kokablade, som gaver til minearbejderne!

Den 4 dag i det nye aar brugte vi paa at opleve "BJERGET, SOM AAD MAEND". Kl. 8.30 satte vi os i en turbus! Vi fik uddelt udstyr; hjelm, regnbuks/jakke, stoevler og pandelampe. Dette skulle vise sig at blive ret noedvendigt. Videre til "forarbejdnings" stedet. Produktet er her en pulvermasse, som der saa fragtes til europaeiske lande/USA, der finsorterer til rene metaller, f.eks. rent soelv. Ja og der er her penge tjenes, desvaerre! Soelv som dette bjerg egentlig er kendt for, da det er den stoerste soelvforekomst i verden! Nu er der kun faa procent soelv af det som udgraves. I starten (ca. 1550) var 60-70 procent soelv af det udgravede! Vi tog bussen ca. 1/3 op paa bjerget.. Ca. 4300 meters hoejde, hvor turen nu begyndte ind i minen! Den foerste del (foerste etage) er tilbage fra kolonitidenm, hvor det er smalle buede stengange! Vi bevaegede os ind af en meget snaever gang til en lille "hule". Her lavede vi ofringer til Tio - mineguden. Dette goer man/minearbejderne, hver gang de gaar ned i minen, for "sikkerhed" i minen. Fra den lille hule, hvor luften allerede var tung og stoev fyldt, bevaegede vi os nu ned ca. 50 m. til etage 3. To ud af 8 maatte vende om undervejs, da den meget tunge og iltfattigeluft kompineret med meget snaevre pasager, nemt kan foeles klastrofopisk! Vi kom ned til en lille jernbane, hvorfra de kan hejse sten op til foerste etage (i en flettet kurv). Videre smaa 10 meter ned igennem snaevre steder og vakkelvaarne "trapper". Ned til 4. etage 60 m. Under vores indgangs sted! Her kunne man godt maerke ens lunger! Her saa vi en lokal, som var i gang med hammer og mejsel, for at bore/hugge et hul til dynamiten. Et 20 cm dybt hul, som han kan bruge mellem 3 og 9 timer paa alt efter stenens haardhed. Tror nok lige, man havde haft et par vabler? Alle de lokale vi moedte, havde vi gaver med til. Gaver som vi havde koebt foer afgangen til bjerget! F.eks. kokablade, sodavand, ren sprit (ja... det drikker de), cigaretter, dynamit og andet godt! Minearbejdere her fik en dynamit med det hele! (+nitrat og lunte). Videre op til 3 etage igen, hvor turen gik lidt rundt af lave gange, som nogle steder havde sat sig lidt, da traet ikke helt kunne klare presset! Endelig gik turen op til foerste etage igen. En haard tur, men med moedet af "frisk" kold luft foelte man sig befriet og mindre lettet! Velvidende om at dette er bjerget som aad og aeder mennesker: 8 millioner af slagsen! Ja... Flere en hvad, der doede af joeder i 2. verdenskrig! Dette er, hvad vores (kolonimagternes) begaer efter skindende ting (i dette tilfaelde soelv), har foert med sig!

Ude af minen og efter synet og moedet med mange triste skaebner, skulle der ske lidt. (En minearbejder, starter oftes imellem 13 og 15 aars alderen og slutter i omkring 40-50 aars alderen pga. doed eller i faa tilfaelde pension!) En dynamitstang ekstra havde vi selvfoelgelig koebt med, og den sku da spraenges! Efter 2 min. og et par "sjove" billeder med en taendt dynamitbombe loed der et rungende brag i hele omraadet.

Paa indholdsrig dag fortsatte vi mod Uyuni - 6 timer i bus! Vi ankom kl 1 om natten, til en FYLDT by, vi var rundt til 8-9 hostel/hoteller, og fandt tilsidst et lidt ude af byen... Godt vi ikke tog bussen en time senere!