Så er hun her igen. Den tidsfilosoferende rejsende, der i skrivende stund befinder sig i sin seng efter to hektiske, spændende og festlige uger. Jeg har nu været i Costa Rica i præcis 8 uger, hvilket betyder at der kun er 4 uger og 1 dag til jeg ender mit ophold hos Projects Abroad. Omend dette er et sørgerligt faktum er der dog også en anden side af sagen, nemlig den at jeg om 4 uger og 1 dag ser min søde veninde Marie fra Danmark igen - og hold nu op hvo...

"iNo, Chippi!" Er nok den vending, jeg har brugt mest i løbet af den sidste times tid, hvor jeg har skrevet dette indlæg. Chippi er husets lille hundehvalp, og den laver ikke andet end at slikke mig på benene dagen lang. Og som de fleste nok ved er jeg ikke den største hundeelsker, så jeg prøver forgæves at få den til at stoppe - uden held! Jeg fik dog støbt et blogindlæg sammen, som I kan se, og jeg håber I vil hygge Jer med at læse det :-)  Siden ...

Her sidder jeg, det er tirsdag aften og ved at være slutningen på hvad der har været endnu en dejlig dag i Liberia. Mit mål for i dag har været at få skrevet et nyt blogindlæg omkring alle de vilde ting, jeg har lavet siden forrige blogindlæg. Men alligevel finder jeg mig selv igang med at læse gamle notater, tjekke facebook for 5. gang inden for to minutter, kigge alle billeder igennem, spille åndsvage spil på iPaden og alle mulige andre ting som jeg ...

Den første weekend er nu vel overstået, og jeg vil prøve at dele den med jer. Torsdag eftermiddag mødtes Trish, Addison (begge fra USA), Terry, Natasha (begge fra Holland), Marie (Norge) og jeg på Cafe Liberia, som er den cafe hvor næsten alle frivillige hænger ud efter arbejde. Nogle af dem havde jeg kun mødt en enkelt gang, men til trods for det skulle vi planlægge, hvad vi havde lyst til at lave i weekenden. Selvom vi ikke kendte hinanden specielt g...

Wow for en opstart! Efter en overnatning i Atlanta, hvor jeg uden problemer sov 9 timer i træk, steg jeg ombord på flyet til Liberia med de største sommerfugle i maven. De fire timer, som flyturen varede, føltes som to, fordi jeg var så spændt på hvad der skulle ske, og fordi jeg endelig havde fået en vinduesplads og kunne følge med i det smukke landskab 10 km under os. Som i kan se på billedet er det ligesom på postkort med azurblåt hav og solskin -...