Da jeg sad i boarde-området hørte jeg nogle meget højtråbende mænd. Ikke noget ondt. Men de lignede nogle hooligans. De var store og tykke, fyldt med tatoveringer og havde selvfølgelig FCK trøjer og puder (!!) med. Man kunne høre dem i hele området. Og deres sprog bar også præg af, at de ikke var fra de højere sociale lag. Alt blev sagt med "f*** mand", "for helvede", "det kan sgu da ikke være rigtig, mand" osv. Så jeg sad selvfølgelig op håbede på, at det ikke var dem jeg skulle sidde ved siden af. Men de fik selvfølgelig sæderne foran mig. De havde også deres gamle mødre med. Trods for deres sprog og at de var MEGET højråbende, var det ikke så slemt. Det værste var nok, at de fleste af dem i hvert fald havde KOL eller begyndelsen hertil. De havde den her karakteristiske tørre hoste hele tiden og tunge åndedræt. Heldigvis havde de husket deres inhalatorer, så dem sad de og suttede i, når åndenøden blev for slem. Hosten var ret irriterende, men jeg fik straffet dem tilbage igen, da jeg havde spist to pakker läkeroler og det satte gang i flatus produktionen ;-) Trods det gik flyveturen godt. Jeg fik tre sæder for mig selv, så jeg kunne rigtig brede mig. Jeg fik ikke sovet, men læst en masse om Vietnam.

Jeg blev hentet i lufthavnen af en person fra mit hostel. I receptionen kom jeg i snak med en kvinde fra Australien. Hun var nok i begyndelsen af 60'erne og kom hvert år til dette hostel i 2-3 måneder. Hun rejste meget rundt, men var blevet så glad for Ho Chi Minh og at alt er billigt i forhold til Australien.

Jeg blev derudover modtaget med frugt og kold is-the. De var virkelig søde i receptionen. Det var nogle søde unge mennesker fra byen, der boede på hostellet. Jeg fik en seng på værelset i 5 sal. En dreng fra Grækenland lå og sov, Alex hedder han. Han vågnede nu hurtigt op og bød mig velkommen og fortalte om byen og om alle hans oplevelser.

Efter jeg lige havde fået meget et hurtigt bad, så var jeg klar til at gå ud og udforske byen. Så det var bare mig og et kort over byen. Der er virkelig mange turister. Troede ikke det var højsæson, men der er i hvert fald mange.

Men udforskede byen, fik jeg da i hvert fald gjort. Ikke fordi det var planen, men fordi jeg hele tiden for vild. Men til sidst fandt jeg endelig The War Remnant Museum. Et rigtig fedt museum om de forskellige krigsperioder i Vietnam. Virkelig virkelig fedt museum med massere af billeder. Men det var også rigtig skrækkeligt at se alle de billeder. Der berørte mig rigtig meget, at se billederne fra Vietnamkrigen med USA. Her brugte de bomber med dioxin, som er verdens mest farlige kemikalie. Der var billeder af dem, der fik kemikaliet og af deres børn. Alle børnene blev fuldstændig deforme og mentalt retarderet. Alt i forskellige grader, det var skrækkeligt at se. Kemikaliet gør at genmaterialet bliver ødelagt, dvs. at det bliver ført videre i generationer. Men kunne godt mærke, at jeg var ved at være træt og slet ikke havde sovet i flyet. Så jeg købte mig en kaffe på en café og håbede lidt på, at det kunne virke. Ellers ville jeg bare falde i søvn, når jeg kom hjem og så ville jeg have problemer med jet-lag. Nå, men

efter tre timer på museet, var planen at finde en flot katolsk kirke, men jeg kunne simpelthen ikke finde den. Jeg prøvede også at spørge, men vietnameserne snakker ikke engelsk. Så jeg opgav og gik tilbage igen, da jeg ikke vidste hvornår det ville blive mørkt. På vej tilbage kom jeg i snak med to vietnamesiske drenge, der studerede på universitetet. Det var rigtig sjovt at høre om universitetslivet hernede, f.eks. går de også i skole i weekenden. De ville gerne have mig med til deres universitet som gæst til engelsk timen i næste uge. Desværre har jeg kun et par dage i Saigon, men ellers kunne det have været en stor oplevelse, at se universitetet. Da jeg endelig fandt tilbage til hostellet mødte jeg mine andre værelseskammerater; Christian fra Tyskland, Meghan fra Syd Afrika og Timmo fra Holland (oprindeligt fra Korea). Alle rejste alene, hvilket jeg var meget overrasket over. Troede ikke, at det var så populært. Rigtig søde mennesker. Mange af dem har rejst i flere måneder nu. Timmo er på sin 9. måned!! Jeg tog med Christian og Meghan ud og spise. Lige om hjørnet var der et gadekøkken, hvor man kunne få en lille gril ned på bordet og så grille sit eget mad. Vi fik kylling, gris, ko og så ris og grøntsager. Det var super lækkert. Så fik jeg også smagt deres lokale øl, hvilket også var rigtig godt. Der var noget dans og musik i parken, så vi bestemte os for at sætte os derover, købe nogle øl og bare snakke lidt. Lidt senere mødte vi med to personer, som Christian og Meghan havde mødt dagen før. Jeg finder så ud af, at parret er fra Danmark, læser medicin i København. Meget sjovt. Men har altså aldrig mødt dem før. Men sjove og festlige var de i hvert fald. Der er barer over alt hernede, så planen blev hurtigt at vi tog på en af dem. Det var rigtig sjovt. Drengene spillede pool og vi piger fik rigtig tøsesnakket. Tror klokken blev 3 før vi kom hjem. Heldigvis var hostellet 1 min væk fra baren. Det sjove er, at der er vildt mange vietnamesere, der sover på gaden/bænk. Butikkerne lukker først ved midnat og åbner igen næste morgen, så det kan ikke betale sig for dem at tage hjem. Så finder de bare en stol/bænk/ligge underlag og sover på.