Hej derhjemme

Jeg har nu vaeret nogle dage i Nordvietnam, som er det omraade i landet hvor de hoejeste bjerge befinder sig.
Transporten skulle foregaa med et tog som havde afgang fra Hanoi 22:00 og ankomst i Lao Cai (stoerre by halvvejs oppe i bjergene) klokken 06:30. Derfra en times buskoersel til bjergbyen Sapa.
Togturen var ret horribel, saa jeg er glad for min erfaring med interrail. Selvom det er muligt at faa en rigtig seng i togene til et ganske rimeligt beloeb, saa skal billetten bestilles i god tid, og da jeg "kun" havde vaeret ude fire dage foer afgang kunne jeg kun faa et soft seat. Langt bedre end hard seat. Desvaerre sad jeg med en vietnamesisk familie hvor faderen syntes det var ganske fint at have sine bare foedder plantet ganske solidt midt i skridt hele turen...
Men da vi endelig naaede frem var det nu hele turen vaerd. Aarstiden er ikke ideel da der kan forekomme en masse taage, men det var der intet af. Sigtbarheden var krystalklar, og det er klart det smukkeste natur jeg har set indtil nu. Saa efter at have tjekket ind paa mit hostel sammen med to engelske drenge jeg moedte tilbage i Hanoi var foerste maal at faa lidt soevn. Da det var klaret lejede en motorcykel og koerte rundt i bjergene resten af dagen. Har nogle fantastisk smukke billeder. Og nej det var IKKE farligt.
Naeste dag stod den paa trekking med en lokal guide fra en af de mange bjergminoriteter. Foerste dags trek var ca. 15 kilometer, men op og ned af stejle skraaninger og med skiftende underlag tog det nu det meste af dagen. Vejret var skoent, og vi oplevede fantastisk natur, middelalderlignende landsbyer og en masse lokale.
Om aftenen skulle vi overnatte i et homestay, som er et stoerre hus ejet og beboet af en minoritets familie, men hvor loftet er indrettet saadan saa folk paa trekking kan overnatte der. Det var rimelig meget som at sove paa gulvet, men maden var dejlig.
Dag to vaagnede vi desvaerre op til den tykkeste taage jeg nogensindehar oplevet. Man kunne se maaske fem meter frem, og paa grund af kraftig regn i loebet af natten var de smaa stier vi skulle gaa paa blevet til glidebaner af mudder. Man kunne derfor desvaerre ikke se noget, men stadig en sjov oplevelse.

//Christian