Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det vist tid til at lade høre fra os igen.
Det er efterhånden ved at være hverdag at være i Australien. Varmen, køre i venstre side, snakke engelsk og hele tiden opleve noget nyt. Men en ting der stadig ikke er hverdag er FIRBEN! Firben overalt. Især på campingpladser, op toiletterne, på vægge, i loftet og i camping køkkener. Det er altså ikke så appetitligt at stå og lave mad med firben omkring sig. Ud over firben er der utrolig mange ulækre krypdyr og bare mange mærkelige dyr. Frøer og kæmpe græshopper er der også mange af - også på toiletter og køkkener. Hernede er det ikke harer og rådyr man skal passe på med at køre ned om aftenen - det er kænguruer, wallabies og koalaer. Den ene campingplads vi var på - ude i ødemarken løb der vilde kænguruer rundt. Det eren oplevelse i sig selv, at se dem vilde og tæt på. Men den sidste campingplads vi var på, var det langt fra kænguruer der løb rundt. Vi var ude at bade i poolen og Thomas (som var i sit bedste drille-fjollehumør) sagde, se der er en ged også svømmede han videre. Og jeg tænkte bare ja ja. Han havde lige lavet den der på mig med Ej du har spildt, hvor jeg desværre hoppede på den og kiggede ned. Men ganske rigtigt, så rendte der en ged. Den blev ved at komme tilbage og den ene aften da vi skulle sove i campervanen, blev den ved med at nærme sig vores bil (vi må sove med åbne døre her i Queensland, da det er ekstremt varmt) også har man ikke lige lyst til at en ged stikker hovedet ind. Men det resulterede så I at Thomas tog vandflasken og løb efter den - i underbukser, hvilket gav et meget godt grin. Men der er også andre dyr hernede vi gerne vil undgå. I Townsville og på mission Beach, hvor vi er nu, er der forbudt at bade på stranden, bortset fra specielt indhegnet områder. Der er mange Stinger fisk(vi tror det er sådan en fisk der slog Steve Irwin ihjel) og vilde krokodiller. Men heldigvis er der lavede gratis offentlige pools rundt ved de steder, så man kan blive kølet ned engang i mellem, som er meget nødvendigt, da det er 35 grader i skyggen og meget meget fugtigt.
Siden sidst har vi været ude at sejle i 3 dage og 3 nætter. Vi troede vi skulle ud og sejle på en lækker stor båd og ud at se de forskellige øer (Whitsundays Islands), men vi kom først ind til fastlandet den sidste dag for at se en meget populær strand, Whitehaven Beach. Resten af tiden lå vi mest stille ude på verdens største koralrev, Great Barrier Reef, hvor det hele handlede om dykning og snorkling. Det er ikke lige min kop te, så jeg nåede at læse en halv bog og kogte ret meget, da det var skyfrit, ingen vind og næsten ingen skygge. Thomas var dog nede og udforske livet under vandet et par gange, hvilket også var spændende, men lidt skuffende da vandet var meget grumset i forhold til det forventede.
Da vi endelig kom tilbage til vores campervan igen tog vi en overnatning i Airlie Beach, som havde en rigtig lækker Lagune (offentlig pool). Dagen efter var der et marked, det første rigtige marked vi var på. Paradis for mig - masser af billige smykker. Jeg fik da begrænset mig til et par øreringe og en ring.
Herefter gik turen til Townsville, hvor vi ikke rigtig lavede andet end at være i poolen, da det var alt for varmt og vi var helt drænet for energi. Nu er vi så landet i Mission Beach, som er kendt for utrolig flotte strande (som de fleste byer på østkysten), men solnedgangen skulle også være utrolig flot her. Vi er efterhånden kun et par hundrede km fra Cairns, hvor vi skal aflevere bilen, så der er dejlig god tid til at tage det stille og roligt og blive lidt længere på nogle af campingpladserne.
Hernede er det regnsæsson, Wet season lige nu, men vi har været ret heldige. Da vi var ude at sejle regnede det ekstremt meget inden på fastlandet, som resulterede i store oversvømmelser i dele af Queensland, som I sikkert har hørt om derhjemme i DK, men vi så ikke en dråbe derude. Og det har været solskin alle dage siden vi kom tilbage.
Mange hilsner fra os.
- comments