I dag var så den store dag, hvor vi skulle bestige Mount Kinabalu! Vi var meget spændte, da vi blev hentet 06.30 om morgenen. Det tog to timer at køre til foden af bjerget, så vi sov lidt i bilen. Da vi kom derud mødte vi hurtigt vores guide, som gav os en pakke med frokost vi kunne spise senere. Der var seks kilometer vi skulle gå den dag til en højde på omkring 3600 mener jeg det var. Lige fra starten gik det opad. Opad opad opad. De havde formet en slags trappetrin på stien, som man skulle gå af, men nogle af trinene var høje, så vi blev hurtigt forpustede og måtte holde små hvil. Vi var startet på omkring 1500 meters højde over vandoverfladen, så der gik ikke lang tid før vi gik inde i en sky. Der var også regnskov omkring os, så det var meget fugtigt og stadig vildt varmt. Jo længere vi kom op, jo mere stenet blev stien.
Selvom vi allerede syntes det var hårdt, så var vi dog glade for, at det ikke var os der kom gående med jeg ved ikke hvor tunge ting. En masse malaysere gik med kæmpe oppakninger, som skulle op til det sted vi skulle overnatte. Alt, ALT, skulle bæres derop med håndkraft! Og ned igen. Alt skrald og brugt toiletpapir skulle bæres ned. Og de var ved at bygge en ny tilbygning, så vi så folk komme gående med store skabe, borde, ja alt muligt. De svedte helt vildt, så til sammenligning havde vi det let. Man kunne også betale sig fra at få båret sin bagage derop. 17kr pr. kilo. Så der var også nogen der kom gående med jeg ved ikke hvor mange tasker. Til gengæld er de vant til at gå turen og gør det hver dag. Vores guide fortalte at han tog turen to gange om ugen, men at der var mange der gjorde det tre gange. Det er meget når hver tur tager to dage. Men så var det jo også klart, at han slet ikke virkede forpustet. Han havde gjort det i 6 år :p
Efter fire kilometer holdt vi en længere pause, hvor vi spiste vores mad. Der havde heldigvis været små 'shelters' på vej op, hvor der var toiletter. Vi tissede på nærmest dem alle sammen, for vi drak simpelthen så meget vand. Jeg havde troet, at jeg glædede mig til de sidste 1000/500 meter, men da vi endelig kom dertil var vi bare vildt trætte. Så det sidste stykke føltes som en evighed! Vi kæmpede os det sidste stykke, men nogle gange var det ligefør vi troede vi ikke kunne gøre det.
Endelig så vi huset vi skulle overnatte i! Det havde taget omkring seks timer, med kun få pauser, så det var lang tid vi havde gået! Vi væltede ind i huset og fik sat os ned. Det var den bedste følelse! Efter at have slappet lidt af, drukket cola og fundet vores værelse, så var der aftensmad. Det var rart med mad og der gik ikke lang tid før vi fik i seng.
Jeg faldt nok allerede i søvn ved en 7-tiden. Og de andre lidt efter. Vores guide havde fortalt os, at mange havde problemer med at sove på grund af luften. Det mente vi ikke blev et problem, fordi vi var så trætte. Det blev det dog alligevel for ingen af os sov særlig meget. Jeg vågnede allerede kl. 9 og så kunne jeg ikke sove mere. Og så skulle vi op kl. 2 om natten for at nå op på toppen inden solopgang.
Vi fik pakket os ind i alt vores varme tøj og pandelampen og var hurtigt på vej igen. Vi skulle gå 2,7 km til toppen. De første 700 meter var ligesom resten af turen, men derefter blev det rigtig bjergbestigning. Vi skulle klatre op af en bjergside mens vi holdt fast i et tov. Monica som jo er bange for højder og ikke tager elevatoren i illum var lidt i tvivl om hun ville. Men hun gjorde det og klarede det så flot, selvom hun ikke var særlig stolt ved situationen :p Meget af vejen var utrolig stejl, men der var også noget hvor man kunne gå uden at holde fast i tovet. På denne højde var der ingen bevoksning overhovedet mere, kun sten. Så man kunne se ud over landskabet og lysene fra de små omkringliggende landsbyer. Det var sindssygt flot og vi var helt lamslåede. Selvom det jo var helt kulsort, så fik man alligevel en klar fornemmelse af højden og landskabet. Det var helt utroligt. Det sidste stykke begyndt solens stråler at komme frem, så vi fik pludselig travlt, hvis vi skulle nå op på toppen og se solopgangen. Vi klatrede så hurtigt vi kunne og nåede lige præcis op på toppen få minutter inden solen tittede frem i horisonten. Wow hvor var det smukt!! Det var det hele værd! Det var helt vildt :D Vi sad lidt og så det, hvorefter vi gik op ved skiltet for at tage billeder. Vi kunne ikke holde ud at være der såå længe, for det blæste ret meget og var kun 4-5 grader. Så så gik turen nedad igen!
Det gjorde vildt ondt i knæene at gå så meget nedad. Monica havde frygtet nedturen rigtig meget fordi det var lyst og hun dermed bedre kunne se ned. Men hun syntes ikke det var så slemt som hun troede, så det gik rigtig godt! Vi var meget stolte af hende! (Og os selv for at have knoklet os hele vejen derop).
Vi holdt pause og fik mad på samme sted som vi havde sovet. Vi var allerede meget trætte og orkede næsten ikke at gå videre. Men ned skulle vi jo, så det var bare afsted. De første kilometer gik okay og vi havde et godt tempo. Det føltes godt at overhale andre mennesker, når vi dagen forinden stort set kun var blevet overhalet :p Tror dog faktisk at vi var ret gennensnitsagtige i både vores tur op og ned, for det omkring det tid som guiden havde sagt. Men de sidste kilometer var VIRKELIG hårde! Vores ben var blevet til gele og hvert et skridt gjorde vanvittigt ondt. Men til sidst var vi fremme!! YES! Den bedste følelse! Mission accomplished! Vi var så glade, men kunne næsten ikke overskue at gå hen til bussen som skulle køre os hjem :p
Vi havde satset på at kunne sove lidt i bussen for det tog jo to timer at komme tilbage. Sara kunne, men vi andre var ved at skide i bukserne af nervøsitet. Buschaufføren kørte som en sindssyg!! Det var helt vildt! Kørte for hurtigt, overhalte indenom og meget tæt på de andre biler. Så vi var meeeeget glade da vi endelig kom hjem! Jubii. Vi kom i et langt ventet bad og gik ned for at spise lidt mad, og så var det på hovedet i seng :) SKØNT!