Så står jeg der i lufthavnen og har efter lang, lang vendte tid endelig fået mit visum, for så at opdage at min bagage ikke er kommet med fra London. Nu sidder jeg langt uden for lov og ret midt i Kenya og har intet andet end det tøj jeg har på, en tandbørste og mit kamera. Men det er fedt alligevel. Nu er jeg her endelig.

Rejsen herned var lang og hård. Det værste var flyveturen mellem London og Nairobi. 8 en halv times flyvetur om natten med mad på underlige tidspunkter og ingen søvn. Da vi lagde an til landing begyndte solen at stå op over Østafrika. Det var et fantastisk skue at flyve ned gennem skyerne, som langsomt lettede, mens solen stod op som en lyserød lilla kugle ude i horisonten henover det eksotiske landskab.

Og så har jeg endelig fået et rigtig fedt klistermærke og et stempel i mit pas. Det er lige før jeg skulle begynde at samle på dem.

Det var planen at jeg ville holde mig vågen hele vejen fra lufthavnen til platformen. En køretur på cirka 5 timer, men der gik næppe mere end ti minutter efter vi var udenfor lufthavnen, før jeg sov. Det blev umuligt at holde øjnene åbne længe adgangen, men jeg fik dog set mange små dele af turen, og det var hele tiden svært at tro på at vi rent faktisk var i Kenya.

På platformen har vi fået en rundvisning af nogle af pigerne fra Draja. Det var en rigtig god oplevelse at snakke med dem, og nu er det rigtigt ved at gå op for mig at jeg virkelig endelig er kommet til Afrika.

I morgen håber jeg at få at vide mit bagage er godt på vej, så jeg endelig kan komme i mit eget tøj. Men indtil da skal vi spille og hygge i stuen, indtil øjnene falder i –og det kan der næppe være længe til, selvom klokken kun er 8.