Saa er der lidt nye oplevelser at berette om igen :)

Den sidste uges tid har vi brugt lidt laengere nordpaa i Vietnam. Naermere Sapa's bjerge. Her har vi hoppet og klatret rundt som smaa elegante bjerggeder.. Eller naermere deperat klynget os til alt hvad vi kunne faa fat i ;) Ej saa slemt var det naesten ikke.

Sapa er helt klart et af mine yndlings steder. Der er helt utroligt smukt! Et fantastisk groent frodigt bjerglandskab, praeget af rismarker og -plateauer, dyrket af H'mong stammefolkene. Men for at kunne nyde landskabet har vi ogsaa maatte arbejde lidt for det, da ikke alt terraen og stier er lige fremkommeligt.

Vi startede turen fra Hanoi's togstation, hvor 8-9 timer i nattoget laa forude. Vi var lidt spaendte paa hvordan saadan en kupee ville se ud, og hvilken komfort nattens soevn skulle tilbringes i. Men vi blev positivt overraskede. Det var paent og rent, og sengene var ganske fine. Vi har proevet vaerre paa semidyre hoteller. Saa soevn fik vi egentligt en ganske fornuftig maengde af, paa trods af lidt bumlen, og lidt larm.

Mikkel fik dog lidt mere end jeg. Jeg naevnte i et indlaeg fra Thailand at jeg har faaet nye Malaria piller, da dem jeg havde med fra DK gjorde mig daarlig. Jeg er aabentbart ikke gode venner med malariapiller, for de nye skaber ogsaa lidt problemer. De giver Hallucinationer, og maridt. Saa jeg vaagner op i kupeen ved at der kom en sort skikkelse ind, og staar ved fodenden af min seng og kigger paa mig, og lige meget hvor meget jeg stirer, forsvinder han ikke. saa jeg tvinger til sidst mig selv til bare at vaenne ryggen til og laegge mig til at sove igen. Men jeg naar kun lige at falde i soevn, foer at jeg i min droem bliver kvalt med en pude, i selv samme kupee, af selv samme skikkelse, og vaagner op, med min hals helt snoerret sammen. Selvom jeg godt ved at det er pillerne der goer det, fik jeg alligevel ikke rigtigt sovet mere den nat, da det var ret ubehageligt. Men har kun haft disse hallucinationer 2 gange nu. Saa hvis bare det ikke fortsaetter gaar det hele jo nok.

Naae, men vi ankom til Lao Cai, ca 35 km fra Sapa omkring kl 05, og blev her modtaget og koert med Minibus til Sapa, hvor vi havde mulighed for lige at faa en times soevn og lidt morgenmad paa et lokalt hotel, foer selve Trekking turen startede.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. Men efter at have haft en helt fantastisk guide paa trekket i Thailand, var vi godt nok lidt utrygge ved guiden paa denne tur. Vi havde faaet afvide at det ville vaere en engelsktalende guide, og ja man kan ikke forvente at de taler lige saa godt som os. Men det han talte ved jeg ikke hvad var. Ihvertfald ikke engelsk. Og derudover forstod han heller ikke et hak af hvad vi sagde til ham. Men jaja, off we go. Denne dag nr. 1 skulle vi trekke omkring 13 km. Det var hyggeligt og stille og roligt. Vi noed den smukke natur, og endelig at faa bevaeget os lidt igen. Paa turen besoegte vi en lille landsby og blev inviteret ind for at se et af husene hos: Black H'mong stammen. Til eftermiddag noget vi frem til vores foerste destination, landsbyen Cat Cat. Her skulle vi bruge resten af dagen, og overnatte hos en soed lokal familie. Allerede da vi ankom dertil begyndte irritationen over vores guide at stige. Det foerste han goer er at forsikre os om at det altsaa bliver mere luksurioest imorgen, og at det kun er en nat vi skal sove her i det her primitive sted. Men det er jo altsaa netop derfor at vi har valgt denne tur. For at komme ud blandt de lokale og opleve noget andet end turismens materielle side. Og det var ganske fine maatter, og taepper vi fik til at sove paa, og et stort myggenet. Det var helt basic. men paa ingen maade et problem at skulle sove der. Derudover laver den soede familie et festmaaltid til aften. Det var saa laekkert, med flere forskellige smaa retter, og selvfoelgelig deres egen hjemmebraendte risvin. Bagefter ville vi virkelig gerne vise vores taknemlighed over deres gaestfrihed, ved i det mindste at hjaelpe med opvasken og afrydningen. Men endnu engang skuffede vores guide. For da vi beder ham om at fortaelle dem at vi meget gerne vil hjaelpe lidt til, naegter han! Det vil han ikke, for vi er gaesterne. Jeg synes det er rigtigt skidt at han som guide opretholder den forestilling om at vi er bedre stillet end at kunne hjaelpe lidt til, og ikke lader os interagere med de lokale, naar nu der ellers var en fin mulighed. Og inden vi overhovedet fik mulighed for selv at forsoege os med at fortaelle at vi gerne ville hjaelpe til, genede han os bare ind ved siden af hvor vi sad og drak the, og ventede paa familien kom.

Men familien var utroligt soede, og til morgenmad havde de lavet rispandekager til os. Laekkert! :)

Paa dag 2 skulle vi trekke lidt mere end dagen foer. Idag var planen at vi skulle vandre omkring 18 km. Der er altsaa nogle ret haarde stigninger, og da vi befandt os hoejt oppe, var luften ogsaa noget tyndere end hvad vi er vant til, saa det var bestemt haardt, men ogsaa bare super fedt, og exeptionelt smukt, saa vi noed det virkelig. Men da vi var naaet halvvejs og stoppede for frokost, var vi ogsaa helt gennebloedte af sved. Temperaturen var noget hoejere end dagen foer, og der var heller ingen vind. Saa naar man trekker rundt med sin store rygsaek faar man meget hurtigt varmen. Efter en god frokost og en lille times hvilen, skulle vi videre. Her gav guiden os et valg, at vi kunne tage den smukkeste men haardeste rute, eller bare den kedelige nemme rute herfra. Vi valgte jo selvfoelgelig det foerste, da det lidt er det vi var kommet for. Men det er dog et valg vi har fortrudt lidt siden. For det var foerst herefter at vores foragt for guiden rigtigt tog til.

Udover at han snakkede og forstod saa daarligt engelsk, havde han kun 3 forskellige informationer han kunne fortaelle om omraedet. Hvilket han ogsaa gjorde.. Igen og igen, ca. 10 gangen om dagen.. Bare det samme hver gang. Derudover grinede han fjoget hver eneste gang der var en kolort, eller en heste/grise/boeffel stald. Det var ogsaa utroligt morsomt.. eller saan noget..

Naae, men vi vandrer derudaf. Men inden laenge kommer der en helt enormt stejl bakke. Den var ikke lodret, men taet paa. Man blev noedt til at gaa foroverboejet i 90 graders vinkel for at balancere paa bakken. Men vi tog udfordringen op, da den maaske var omkring 50 m. Meen vi tog fejl, rundt om hjoernet fortsatte den nemlig, ihvertfald 100 m mere. Jeg bad derfor guiden om en kort pause, for lige at faa vejret, da vi jo ikke er vant til denne tynde luft, eller disse stigninger. Dette grinede han bare af, og sagde: nej nej, foerst paa toppen. 30 sek. efter maatte Mikkel stoette og holde mig oprejst, da jeg ikke laengere kunne faa luft overhovedet. Saa vi vaelger bare selv at stoppe op, mens guiden bare vader videre, og jeg faar stille og roligt ro paa vejrtraekningen igen.

Da vi bagefter faar indhentet guiden fortaeller jeg ham at vi altsaa selv har meldt os til denne tur, og ved den er fysisk kraevende, men at naar vi beder om en pause saa er det altsaa fordi det er kritisk, og ikke bare fordi vi er lidt traette. Det eneste han opfatter af denne saetning er ordet: traet.. og begynder grinende at gaa igen mens han bare gentager og griner: Tired, tired.. Her led tilliden virkelig det stoerste knaek, indtil videre..

For ca en halv time efter finder vi os selv kravlende rundt i buske og paa skraenter paa en bjergside, faret vild!! Faret vild i et omraade hvor der alle vegne laeses og paaskrives ikke at gaa uden for de officielle stier, pga. gamle krigs miner, der desvaerre stadig findes i omraadet. Men i 2 timer kravlede vi ellers rundt her paa bjergsiden i et forsoeg paa at finde en vej ned af bjerget. Aldrig har jeg vaeret gladere for at det danske sprog er saa uforstaeligt for andre. For der var godt nok mange eder og forbandelser der floej ud i loebet af disse timer. Vi fandt dog til sidst ned af bjerget ved hjaelp af to meget soede lokale stammekvinder. :) Det skal da ogsaa lige naevnes at vores soede guide heller ikke var til nogen stor hjaelp her paa bjerget. Han taenkte kun paa sig selv. Saa vi fik en hjaelpende haand, og lidt stoette paa de mest ufremkommelige steder, af de to soede damer. Det eneste tidspunkt han var i naerheden af en smule hjaelp, var da han tilboed os at bruge en af kvindernes vandrestav til hjaelp. Endelig ikke hans egen..

Vi kom efter 25 istedet for 18 km, traette, men lettede frem til den familie hvor vi denne nat skulle overnatte. Det var et homestay, men mindede nu mere om et hostel. Der var flere vaerelser, og det var meget moderne. Dog var der ikke andre gaester end os. Men det maa nu ogsaa siges at vi var lykkelige for at kunne slappe af, og nyde et dejligt langt, varmt bad, efter en haard dag. (Jae, glaeder som varmt vand, er store herude ;) )

Naeste dag var trekket kun 10 km, og tiden floej afsted modsat dagen foer. Saa foer vi fik set os om, var det overstaaet, og vi sad i bilen paa vej tilbage til selve Sapa by. Vi havde dog et lille besoeg i et hus ejet af Red Dao stammefolket.

Tilbage i Sapa tjekkede vi ind paa et hotel, og havde resten af eftermiddagen og aftenen fri fra guiden, til afslapning.

Det udnyttede vi ogsaa, da det alligevel var begyndt at regne udenfor. Har man lidt hjemve naar man starter paa at se Paradise Hotel paa Ipad'? ;) - Men afslapningen var ogsaa virkelig noedvendigt for mig. Udover lidt problemer med knaeet, saa var den foregaeende dags lille ekspedition paa bjerget ikke godt for min Akillescene der aldrig er blevet helt god efter efterskolen. Overbelastningen var alt for stor, og jeg gaar nu rundt med en haevet og smertefuld, betaendt akillescene. Men det er der jo bare ikke saa meget at goere ved.

Sidste dag stod paa 'shopping'. Vi skulle besoege et lokalt marked, hvor stammefolket Flower H'mong moedes hver Loerdag, for at saelge ud af deres handicrafts, mad, heste, koeer, okser osv. Det var sjovt nok. Men vi har efterhaanden vaeret paa saa mange markeder nu, at det ikke er voldsomt spaendende mere. Men vi fik da shoppet lidt souvenirs (: Endnu engang maatte vi irreteres over vores guide. Han lyttede overhovedet ikke til os. Han spurgte, venligt af ham, om vi ville smage bananerne. Men da vi skulle have frokost lige bagefter markedet takkede vi paent nej. Men han kunne ligesaa godt havde ladet vaerre at spoerge, for han koebte dem alligevel, og tog ikke nej for et svar. Saa vi var lidt tvunget. Praecis det samme gjorde sig saa gaeldende 5 minutter efter, da vi kommer forbi en bod med ananas. Igen koeber han det til os, paa trods af at vi paent takker nej. Specielt fordi Mikkel slet ikke bryder sig om ananas. Men var igen 'tvunget', da han blev ved med at sige: Yes yes, i invite you, i invite you...

Men efter markedet var det tid til snart at saette kursen mod Hanoi igen. Vi spiste aftensmad paa en restaurant naer stationen, og hoppede herefter paa toget.

kl 04.30 ankom vi til Hanoi, hvor vi tog tilbage til Backpackers Hostel. Det aabnede dog foerst kl 06. Saa vi maatte bare paent vente indtil da. Heldigvis for os var der nogle ledige vaerelser/senge fra dagen foer, saa kl 06 kunne vi tjekke ind med det samme. Vi fik os et hurtigt bad og lidt morgenmad, inden vi ville tage ud og vaere lidt kulturelle.

Planen var at tage ind for at se Ho Chi Minh's maosuleum. Men da vi kom frem gik koeen 500 m, udenfor selve omraadet/ Saa vi orkede virkelig ikke at skulle staa i koe saa laenge for at se en doed mand. Saa istedet tog vi paa krigs museet. Det er super spaendende, men da vi til slut sad og saa en lille kortfilm derinde, ramte traetheden os begge med et slag, og vi blev enige om at tage tilbage til Hostelet.

Idag har vi bare slappet af. Set film sammen med de andre rejsende i faellesstuen, eller bare laest lidt i vores boeger. Det er meget rart med saan en slapper dag engang imellem.

Imorgen tidlig kl 08. tager vi til Halong Bay i 2 dage. Det skulle vaere fantastisk, og jeg glaeder mig helt vildt, paa trods af at vejrudsigten lover regn og atter regn ;) Jae det findes faktisk ogsaa herude ;)

Men det var alt for nu/

Pas godt paa jer selv derhjemme. Knus og kram C