Hey IGEN!

Det er da efterhånden lang tid siden vi har skrevet et længere indlæg, så det er vidst på tide. Hvorfor har vi ikke skrevet? Det er vel en kombination af at vi har haft det for sjovt og dovenskab. Nå, men der er i hvertfald sket ting og sager! Vi er i Cairns, Australien, efter at have tilbragt tid i Singapore, Phuket og Koh Phi Phi.

Koh Phi Phi var fantastisk. Det er en fuldstændig overfyldt ø, med alt for mange turister pr indbygger. Phi Phi blev fuldstændig raseret af tsunami'en for nogle år siden. Den største del af byen blev jævnet med jorden (den ligger på en del af øen der er mindre end én kilometer bred og byen blev skyllet helt over), og siden er byen blevet genopbygget uden nogen form for planlægning. Med andre ord er der opstået en masse skumle sidegader, og det er utroligt nemt at fare vild.

Phi Phi er Thailands "postkort ø". Den bruges i næsten alle turistreklamer og brochurer, og strandende dernede bruges ofte til filmoptagelser (bl.a. The Beach, og mindst en Bond film er blevet filmet i området). Sådan set er Phi Phi en øgruppe; dog er det kun på den ene ø at folk må overnatte i længere tid på, da resten er fredede naturreservater

Nå, men vi tilbragte en hel uge på Phi Phi, i et lille luset hostel ved navn Parichat House. Det første værelse vi fik havde en dobbbeltseng, en seng og et badeværelse som ikke var omringet af vægge; det var mere en bås. Det skal også siges, at Phi Phi ikke har nogen central vandforsyning, det står hvert hotel selv for. Deraf havde vi kun vand fra 7-8 om morgenen til 12-14 om eftermiddagen. Det gælder også vandet til at skylle toilettet med. Heldigvis havde de snedige thai'er givet os en stor spand vand, hvis vi skulle få brug for atskylle ud (det fik vi). Heldigvis skiftede vi værelse efter den første nat, hvor der trods alt var en solid væg rundt om badeværelset (dog var der den samme vandmangel). Det var der en UTORLIGT lav dørkant, som Hahn og Nökkvi (jeg) smadrede deres hoveder ind i et utal af gange. Dette var faktisk et generelt problem i Thailand, især for Nökkvi (til Thai'ernes store underholdning).

Som nævnt, var øen fuld af turister. Af dem var der et fuldstændig abnormt antal (fulde) svenskere... Det var som at opholde sig i et tropisk Göteborg. Selvfølgelig var de jo også meget højttalende. Alle troede vi var svenskere, selv nogle af svenskerne. Hvor der er svenskere, er der barer, og på en af disse, Reggea Bar, kunne turister prøve at slås mod hindanen i en kamp Muay Thai. Det skulle Bülow prøve, og han blev sat op mod en højlydt hooligan-type fra South London. Han var typen der havde det hele i munden, piercinger og tattooveringer. Nå men, bjælden ringede, og 13 sekunder senere lå britten ned (for tredje gang), og havde lidt svært ved at komme op igen. Dommeren dømte knockout (aftnens eneste), og Bülow var sejrherre. Britten, som var kommet på fode igen, så ud til at være lidt skuffet, hvilket viste sig ved at han prøvede at overfalde dommeren. Det hele blev filmet af Hahn, så jer derhjemme kan bare vente og se.

Stranden ved hotellet var utrolig flot. Desværre var der et utrolig kraftigt tidevand, så havet trak sig en næsten en halv kilometer tilbage, og efterlod en mudderagtig masse. Vi tilbragte stadig en hel del tid på den strand, da det var UTROLIG varmt (ca. 37 grader). Den ene af dagene besluttede vi os for at se lidt at øen, så vi gik os, hvad vi troede skulle være, en lille tur. Vi havde tænkt os at gå op ad det ene af bjergene, hen til en udsigtspost. Det viste sig at være lidt af en udfordring, da vejen derop var en, lang, og utroligt stejl trappe. Svedige og trætte nåede vi toppen, hvor vi mødte en rigtig flink thai, der ejede en kiosk på toppen (smart placeret). Han var en "sensei" lignende type, der fortalte os hvordan han fik sin morgente galt i halsen, da han stod oppe på bjerget, og så hjælpeløs til, mens tsunamien skyllede over byen og dræbte nogle af hans slægtninge. Grundet den enorme varme besluttede vi os for at gå ned ad den anden side af bjerget og finde en turisttom strand at bade på. Stien vi endte på var ru og slidt, og den gik igennem junglen, ned af den stejle bjergside. Vi endte faktisk i det der bedst kan beskrives som et sommerfuglebo; vi blev nærmest overfaldet.

Da vi endelig kom ned, stod vi på en rigtig fin strand, og Hahn løb nærmest direkte i vandet. Bülow og Nokkvi tog det stille og roligt ved vandkanten, mens Hahn ulmede rundt i havet som en anden vildmand. Nokkvi endte i en duel med en krabbe, som han endte med at tabe (kamp afgjort af blødende tå, krabben brugte sleske tricks). Bülow derimod legede længe med de lokale børn, som morede sig gevaldigt over hans gøgl og løjer.

Pludselig, som en prut i en elevator, lød der et skrig/støn fra den stadigt badendeHahn. Nokkvi og Bülow brød ud i et anfald af grin og gøgl over Hahns knapt så manddige lyde. Grinene skulle dog standse så hurtigt som et lyn fra klar himmel. Hahn kom tøffende tilbage til vandkanten, blodig og stadig stønnende som en stukken gris; hvilket det også viste sig at han var. Det viste sig at han havde stukket sig på et søpindsvin; den naturlige reaktion var selvfølgelig at falde - og falde gjorde han - direkte oven på endnu flere søpindsvin.Den knapt så tilfredse Hahn gik over til et hotel som lå ved standen (det eneste hotel i miles omkreds), som så hjalp ham med at komme af med giften som søpindsvin udskiller. Dette var så historien om Hahns kamp til døden (ihvertfald ud fra de lyde han udstødte at dømme)med nogle søpindsvin og en sten på havbunden (som skrabede hans knæ godt og grundigt).

Dagen efter tog vi på en sightseeing tur rundt om Phi Phi øerne. For 500 baht hver (ca. 85 kr!), blev vi sejlet rundt om alle øerne, og sat af ved de bedste strande og snorkling steder (mad og snorklingudstyr inkluderet). Det første stop var Maya Bay (som er i en nationalpark), som siges at være en af verdens bedste og flotteste strande. Det var den, men til gengæld ødelagdes den lidt af de tusinder af mennesker der var på den samtidig med os. Der var ret mange farvestrålende fisk på havbunden som man kunne svømme ned til, og vi følte os ret heldige. I hvertfald indtil vi kom til næste stop; en bugt med 3-4 m dybt vand, som var fuldstændig overfyldt med eksotiske fisk, koraler og dyreliv, som vi fik lov til at snorkle ned til. Den oplevelse alene var de 500 baht værd.

Turen gik videre til en helt tyrkis bugt, som så ikke ud til at være mere end 2 m. dyb. Vi fandt dog hurtig ud af at den var langt over 20 m dyb, da vi hoppede i vandet. Derefter spiste vi frokost på en strand med det blødeste sand vi nogensinde har rørt ved, og tog videre til en strand der var fyldt med flabede, Ice Tea stjælende aber. Resten af dagen gik med mere snorkling og solslikning på diverse småøer, indtil båden holdte stille i en bugt således at turisterne (vi var ca. 10 i alt) kunne se solen gå ned (hvilket Hahn og Bülow ikke var så tilfredse med; det havde de jo set næsten hver aften i deres liv).

Nå ja, mens jeg stadig husker det, tog Nökkvi (jeg) og Bülow hen til en såkaldt fiskedoktor på Phi Phi. Hvad er en fiskedoktor? Det er et sted man tager hen til, hvor man kan stikke sine fødder ned i et kar med hundreder af små fisk, der æder død hud og snavs af ens hud. Det var, mildest talt, en helt særlig oplevelse, som Nökkvi og Bülow kun kan anbefale til alle der tør. Det kan bedst beskrives som den følelse man får, når man drikker et glas MEGET koldt vand, lige efter at man har børstet tænder, bare på fødderne. Det skal dog siges, at det kilder RIGTIG meget, hvilket alle i miles omkreds kunne høre ud fra Nökkvi's krampeagtige- og småfeminine latter. Hahn ville, men kunne ikke deltage, grundet sine krigsskader fra dagene før. Aftenerne på Phi Phi blev i øvrigt spenderet på nogle af Phi Phi's mange barer (mere eller mindre hver aften, med undtagelse af Nökkvi, der pev og brokkede sig over en forkølelse han havde haft i over en uge, og holdtederaf nogle pauseaftener), der alle lovede guld og grønne skove med gratis øl og andet sjovt.

Nå, men som de siger; "all good things must come to an end". Vi rejste fra Phi Phi til Phuket for snart en uge siden. Phuket er kendt for at være en charterferiedestination, hvor tykke turister tager hen på badeferie: vi var ikke på stranden en eneste gang. Vi var der i tre dage, og endte faktisk med at have det ret sjovt. Vores hotel, Sweet House (ja, vi ved det godt, det lyder som et sted man bliver voldtaget), var utrolig godt i forhold til prisen, og personalet var rigtig flinke.

Dagene gik med at grine af alle charterferieturisterne, og at gå hen til en af de travleste turistgader (Tha Non Bangla), hvor man nærmest bliver overfaldet af sleske typer med klamme/mærkværdige tilbud.Nökkvi blev endda forsøgt voldtaget (næsten) af en ladyboy. Der var rigtig mange kuptilbud på billige dvd'er, efterligninger og lignende. Desværre var der også rigtig mange ubehagelige typer, såsom to gutter, der kom gående bag os, og lagde kolossale iguanaer på os uden at spørge,og krævede penge for oplevelsen.

Som en afsked til Thailand tog vi ud og festede på vores næstsidste aften (vi skulle køre til lufthavnen kl 05:30 efter vores sidste aften), til et all you can drink arangament. Vi ville gerne have valuta for pengene, og det fik vi. Den sidste morgen var deraf knapt så fornøjelig, især for Nökkvi, der fik madforgiftning (REJSETIP! spis aldrig sursøde rejer lavet af en svedig ladyboy i et gadekøkken).

Selvfølgelig fandt Hahn og Bülow frem til den lokale danskejede bar, som var noget af en oplevelse. Ejeren, der var en gammel mand, ved navn Bent, var en rigtig flink thailandsk-erfaren fætter. Han boede dernede, og havde stiftet familie. I anledning af de danske drenges besøg, blev adskillelig Gasolin sange blæst ud af højtalerene (til midt om natten), og de fik tilbudt gratis øl og mad da de blev opfattede som nogle flinke drenge (den triste Nökkvi lå på værelset med sin madforgiftning). Drengene endte med at komme hjem smælder-stive, kl halv tre om natten og havde godt og vel 2 timers søvn .

Trætte, mukne og uldne, blev vi vækket af den flinke hotelbestyrerske kl 05, (der var stået op specifikt til formålet) for at køre til lufthavnen, for at flyve til Singapore. Som nævnt i et tidligere indlæg, var det oprindeligt planen at rejse gennem Malaysia i stedet for at flyve, men det blev droppet grundet politiske og religiøse uroligheder i syd Thailand og nord Malaysia.

Nå, men vi endte med at vente i tre timer i lufthavnen af mange årsager, men efter lang ventetid fløj vi til Singapore, i rejsens (indtil videre) mindste fly. Lufthavnen som vi ankom til, var mildest talt enorm(!!!), og det var egentlig et mirakel at vi ikke fór grueligt vild. Vi fandt frem til toget mod centum, og var mildest talt skræmte, da der var advarelsesskilte over alt om bøder for alt mellem himmel og jord (beløb mellem 2000-21000 kr). Bange for at bryde loven gjorde vi ALT hvad vi kunne for at opføre os ordenligt (jeg turde ikke engang sætte mig ned i toget pga. reserverede sæder og de andre gemte vandflasken i tasken).

Singapore var noget at et kulturshock. For det første var der ikke alle mulige "eksotiske" lugte over alt, og for det andet forstod de lokale rent faktisk hvad vi prøvede at sige til dem. Dette gjorde det hele lidt nemmere, men dog må man da indrømme at den sproglige udfordring i Thailand var rigtig underholdende.

Vi havde ikke booket nogen form for logi i byen, og da vi kun skulle være der i en nat, havde vi ikke særlig store krav. Efter at have gået lidt rundt i centrum, fandt vi frem til den ultimative discount overnatning, Navn: Hawaii Hostel. Beskrivelse: Lort. Ja, det er ligsesom i sangen; vi boede til leje, på Hawaii. Vi boede på femte sal, der var vinduer på værelset, men glasset var faldet ud, og vinduerne var deraf dækket til med træ og nummerplader. Der var fælles badeværelse for alle lejlighederne på etagen. Der var med andre ord et toilet, men der var til gengæld ikke et toiletsæde. Der var i øvrigt ikke nogen dør ind til bruseren; der var åbent ud til gangen. Dette er klart det bedste hostel vi har haft til dato. Billigt, nemt og lige til. VI BOR TIL LEJE... PÅ HAWAAAIII!!! Nemt.

Sultne, og egentlig ret trætte, tog vi ud på jagt efter en billig bid mad. Det fandt vi, fagger talt. Tæt på hotellet fandt vi frem til et såkaldt "food court", som består af utallige småboder/resturanter (på størrelse med pølsevogne) der solgte alskens mad "To satisfy any crave". Det hele var orientalskt, men var især tilberedt med henblik på de lokale (dvs. kinesisk-, malaysisk-, og indisk mad). Der var syltede blækspruttesupper, dybstegte andehoveder,svineleversuppe og en masse andre kulenariske oplevelser. De dyreste retter kostede ca. 5 singaporianske dollars (20 kr), mens de fleste kostede mellem 2$ og 3$.

Vi gik rundt i Singapore og kiggede lidt på den ret så forvirrende by. Selvfølgelig endte vi i et enormt storcenter, med alskens højteknologiske asiatiske varer. Det var her vi lagde mærke til hvor fremmede vi egentlig var. I Thailand kan man ikke gå ned til det lokale supermarked uden at støde ind i andre turister. I Singapore, var det lidt anderledes. Man er et hovede højere end de fleste, og man skiller sig selvfølgelig lidt mere ud, hvis man er rødhåret som Nökkvi er (singaporianerne pegede og tog billeder). Der er selvfølgelig andre turister i Singapore, men de fylder ikke så meget i en by med næsten fem millioner indbyggere.

Vi gik forundrede rundt så de underlige arkade og computerspil som de lokale spillede i centeret, og nogle af dem gav ærligt talt ingen mening. Stadig trætte efter en kort nats søvn, blev det ikke til nogen vild aften, og vi tog hjem for at sove. Hjemme på værelset ventede der dog den STØRSTE kakkerlak i håndvasken, og væglopper over det hele. Det var ikke nemt at falde i sø vn. Citat for Bülow og Hahn: Best nightsleep of our life, we miss Hawaii. Hvor nice er det ikke at man kan pisse i håndvasken.

Dagen efter gik med at kigge lidt mere på byen og tage hele vejen tilbage til lufthavnen. Forude ventede en fem timers flyvetur til Darwin i Australien, 2 timers pause i Darwin og tre timers flyvetur til Cairns. Troede vi... Flyet til Cairns blev aflyst. Vi landede i Darwin kl. 03 australsk tid, og det næste fly til Cairns fløj først kl. 07. FEDT. Der var cyklon tæt på Cairns, men det var dog personalemangel der var skyld i aflysningen.

Først skulle vi dog gennem immigration og told. Australien har et af de hårdeste toldsystemer i verden, for at beskytte deres økosystem. Dvs. at man ikke må importere nogen form for organisk materiale (ud over en selv) uden at søge om særlig tilladelse. De skanner al ens baggage når man lander, og forsøg på at slippe igennem tolden med "ulovlige varer" straffes hårdt med bøder eller fængsel. Vi slap igennem, dog ikke helt gnidningsfrit. Hahn havde glemt at han havde et æble i tasken, men nåede heldigvis at rapportere det inden det gik galt. Hvis han ikke havde opdaget det, ville det have været mindst 200 $ i bøde. Ikke alene slap han for bøde, han fik også lov til at slippe forbi toldkøen fordi han havde angivet sig selv. Kun Hahn slipper afsted med sådan en.

Vi er nu i Cairns. Den første dag indholdte ikke den store aktivitet, da vi først kunne check'e ind kl 14, og var alt for trætte til at finde ud af noget særligt. Vi kiggede os dog lidt rundt og havde det sjovt med vores flinke (og meget spøjse) koreanske værelseskammerater (vi sover i en sovesal til seks) om aftenen. De er nemme at imponere, koreanerne, og var lige ved at falde af stolen da de så hvordan man åbner øl i Danmark. Wauw! er vidst et meget almindeligt udtryk i Korea. Søvn skulle indhentes, og det fik vi så sandeligt gjort, med en 14-15 timers lur. Da vi først vågnede kl 16 var det meste af dagen spildt. I stedet bookede vi en tur ud til Great Barrier Reef dagen efter (i dag). Det var noget af en oplevelse. 70 dykkere og snorklere ombord på en kæmpe Catamaran, som farede ud til to enorme rev (som omtales som de bedste dykkesteder i området), hvoraf det ene hed Paradise Reef (utroligt kraftig strøm). Vi så fisk og koraler i alle regnbuens farver, skilpader og andet sjovt. Det kan ikke egentlig beskrives med ord, i må bare kigge på billederne. Deter vanvittigt dyrt her nede, godt og vel fem gange dyrere end Thailand.

Hahn og Bülow er lige kommet hjem fra Cairns Casino. De fortæller at det var kæmpe stort og der var fut i fejemøget. Hahn lagde en 100$-mand på rød og vandt en endnu dejlig 100$-mand. Bülow fandt sit held hos sorte jack og rev en sum på 40$ med hjem til Gilligans og således blev natten til fredag også betalt.

Med venlig hilsen:

De tre verdensborgere!