Da vi startede i induction, mødte vi en kvinde, som kom fra New Zealand. Vi spurgte hende, som vi spørger alle, hvor hun kom fra, og til det svarede hun

"I´m from the far north."

Vi snakkede om bagefter, at det var da godt nok en lidt sjov kommentar, "langt nordpå".. Det snakkede vi om flere gange.. nu griner vi af det, for det viser sig jo så, at det rent faktisk er et område der hedder Far North. Der tog vi hen i den uge, der netop er gået.
Mandag til Tirsdag, skulle vi på studiedage hvor vi mødtes i Valhalla, som ligger i en by der hedder Leigh. Valhalla er et hus som Danish Society her i NZ, som vores vejleder kan bruge fordi hun er medlem af Danish Society. Det var alle studerende der mødtes der, og vi skulle hver holde et oplæg om et valgfrit emne. Vi havde nogle gode disskutioner, og fik snakket om en masse forskellige emner, som er ret relevante. Det er super fedt, fordi man får lige rystet lidt i sin, nogen gange, meget ensformige måde at se nogle ting på. Vi fik en masse lækker mad, og vi hyggede os med vin og hinandens selvskab om aftenen.
Tirsdag, da vi havde fået ryddet op i Valhalla, kørte Cecilie, Anika og jeg mod nord. Vores første destination var Paihia i Bay of Islands, og tirsdag aften, efter ankomsten, brugte vi på at finde et sted og sove, og få booket en delfin tur. Så onsdag tidlig morgen, var vi klar kl. 8, til at komme ud og se delfiner, vilde delfiner. Det var meningen vi skulle svømme med dem, men efter vi fandt dem, viste det sig at de havde unger, og NZ lov siger at man ikke må svømme med dem, hvis de har unger, fordi så risikere ungerne og dø. Så vi måtte nøjes med at se dem svømme rundt om båden, og hoppe op og lave kunster i luften. Det var ret fedt, og ret vildt at stå der, på en båd, og se vilde delfiner lege foran sig.
Senere tog vi til Waitangi, som lå meget tæt på, og ind på et "musseum", hvor NZ´s historie startede. Det var her en kontrakt mellem Englang og NZ blev underskrevet af Maorierne, og det er et super vigtigt sted for NZ, selvfølgelig. Det var rigtig smukt der, og meget idyllisk.
Torsdag tog vi på en guided tour, hvor vi skulle til cape reinga. Vi kørte et godt stykke deropad, og startede med at tage ud til de store sand dunes. Her blev der fundet sandboards frem, og så gik vi den lange tur op af de KÆMPE sandbjerge, og lagde os på maven på boarded, og så susede vi ellers bare dernedad. Det var helt vildt sjovt. Vi fik et par ture hver, jeg stoppede efter to ture, de to andre piger tog 3 ture hver. Det var virkelig hårdt at skulle gå op af bakkerne, puha, der blev i den grad trænet ben på vej op! :)
Så gik turen til cape reinga, som er toppen. Lidt ala skagen i DK. Det var en meget uni oplevelse, og på en eller anden måde, fik den mig til at tænke lidt over hvilken slags oplevelse NZ er. Når man gik ind af indgangen, som førte ud til en sti, som første op til lystårnet på spisden, blev der spillet traditionel musik, for at ære ånden og stedet. Det er meget smukt. Stedet er smukt, og fyldt med sjæl. De to have der mødes på spidsen er det tasmanske hav, og the pacific ocean, og det smukke ved det, var at de bliver opfattet som et mande og kvinde hav, som mødes.
Turen sluttede med, at vi kørte ned af 90 mile beach, hvor man skal passe på man ikke kommer for sent afsted, for så rammer man tidevandet når det kommer ind. Der er kun een indgang og een udgang, og når tidevandet først kommer ind, er der ikke så meget at gøre. De fortalte historier om biler, som måtte hives ud af sandes, fordi de synker i. Det var lidt sjovt. Stranden var smuk og vild. Bølgerne var høje, og virkede utæmmede når de bruste ind over sandet. Når jeg kiggede langs sandet, kunne man ikke se enden, eller horisonten, fordi vandet skabte damp som slørede udsynet. Men det var smukt. Sandet var helt vildt blødt, tror aldrig jeg har gået i så blødt sand, og så var det meget meget lyst. Wow.
Vi sov i Kaitia om natten, og Fredag kørte vi ned langs kysten på vej hjem mod Auckland. Vi holdt ind på vejen, der hvor der var noget og se på. Vi stoppede ind og så Kauri træer, det største og 2. største så vi. Det var helt vildt store træer, som er meget meget meget gamle. Det var en særlig oplevelse, særligt og se det 2. største, fordi vi skulle gå et lille stykke for at komme hen til det. Og da vi kom der, var det som om der blev lagt en dæmper på alle. Dem der var der sagde ikke noget, de tog knap nok billeder. Man hviskede hvis man ville sige noget, og eller var der bare en ro, og en eller anden respekt (tror det er det bedste ord og bruge), mens man stod der. Vi stod bare lyttede til fuglene i skoven, og kiggede på det her helt vildt enorme træ, som har oplevede så mange ting. Det er helt vildt fantastisk.
Efter det, gik turen tilbage til Onehunga, og holde weekend.
Igår tog vi i bio og så hungergames, og havde en hyggelig aften, og idag har jeg holdt søndag. Jeg har snakket med min far, Dorthe og Cecilie hjemme i Dk, og har været så heldig og få en julepakke af dem. Det var dejligt, og der er pakker jeg kan åbne på forskellige dage. Det er så dejligt og få lidt hjemmefra. :) Jeg glæder mig til at se alle derhjemme igen, om 1.5 mdr. allerede. WOW det er snart.

Nu tror jeg vist det er blevet sengetid for mig, for jeg skal tidligt op i morgen, og arbejde igen. Vi skal arbejde fredag i denne uge, så det er en lidt længere uge jeg kan se frem til, men det gør ikke noget. Jeg er simpelthen så glad, og glad for at være her hvor jeg er, og i det jeg er, så den kommende uge kan bare komme an - jeg ser frem til de udfordringer den vil byde (for de skal nok komme på Makatoa) :D :D

Sikke en omgang jeg havde på hjertet der - men det var det for nu.

Vi ses <3

P.s - billedet er fra 90 mile beach, hvor vi er ved at forsøge at hoppe op i luften, men fotografen og os var ikke helt enige om hvornår vi skullel hoppe :)