Hej derhjemme !!

Saa ankom vi til byen Sandakan, som ligger paa Borneos oestkyst ude ved vandet. Byen i sig selv er ikke noget specielt at raabe hurra for, men den ligger i naerheden af Sepilok orangutan-rehabiliteringscenter, hvilket er meget kendt her paa Borneo og populaert at besoege.

Dette center var vi selvfoelgelig interesserede i at besoege, og vi tog en tur derud for at se nogle orangutanger, uden de store forventninger paa forhaand. Dog forestillede vi os sagtens at kunne bruge en del timer derude. Vi ankom omkring kl 10, lige foer den foerste fodring og bevaegede os ind til fodringsplatformen sammen med et hav af andre turister. Selve platformen laa inde i det enorme parkomraade som tilhoerer rehabiliteringscentret, men aberne bestemmer altsaa selv om de har lyst til at komme hen og faa noget mad. Til denne fodring kom der to mindre orangutanger til platformen foruden et stoerre antal maqaq aber. Orangutangerne sad og spiste hos dyrepasseren i et par minutter og saa forsvandt de ind i skoven igen - og det var det, til mange tilskueres store skuffelse. Dette var alt for fodringen og faktisk alt hvad centret havde at byde paa til publikum, lige bortset fra en video om hvordan centret bliver koert. Denne satte vi os selvfoelgelig og saa, og heri kunne vi se hvordan centret fungerer. Typisk bliver foraeldreloese orangutangunger fundet hjaelpeloese og forladte i de kolosale palmeolie plantager som breder sig paa omraader hvor der foer var regnskov. Herefter bringes de ind til centret hvor de bliver rehabiliteret til at kunne klare sig i naturen. Dette er selvfoelgelig en meget lang og kraevende proces og hele centrets egentlige arbejde sker udenfor tilskuernes aasyn. Saa man kan sige at det ikke er til for tilskuernes skyld, men for abernes - hvilket jo er en rigtig god ting. Dog kunne man ikke lade vaere med at vaere en smule skuffede efter besoeget paa centret som kun varede lidt over en time.

Dagen efter tog vi til Labuk Bay, hvor man skulle kunne se naeseaber, hvilket vi havde hoert en lille smule om fra nogle andre rejsende. Dette sted var noget svaere at finde frem til og var slet ikke omtalt i Lonely Planet bogen, men vi fandt frem til hvordan man kunne komme derud vha. internettet. Vi havde selvfoelgelig efter gaarsdagens besoeg paa Sepilok ikke de helt vilde forventninger. Stedet er ikke et indhegnet reservat ligesom Sepilok, men bare stykke vildt jungle med mangroveskov. Vi ankom efter en laengere minibustur til et hus ude i junglen, sammen med kun ca. 15 andre, hvorfra man skulle kunne se fodringen af aberne, og allerede ved huset blev gaarsdagens skuffelse udvisket. Her var flere aber der "hang ud" paa verandaen, helt af egen fri vilje. Fodringen starter med at nogle store Hornbill fugle (naermest tukanfygle, men med et horn paa deres naeb) bliver lokket til fodringsplatformen med banan ca. 3-4 meter fra os - vildt!! Herefter bliver der lagt lokkemad frem paa platformene til naeseaberne og straks vaelter det ud af junglen med naeseaber. Alle 3 platforme bliver fyldt op med 3 forskellige flokke af naeseaber, hver isaer styret af deres alfahan, hvilket er ham med den stoerste naese. Denne oplevelse var ud over alt forventning og vi stod og betragtede og fotogtraferede de ca. 40-50 aber sidde og spise lige foran os i lang tid - helt vildt!! Herefter var der ogsaa videofremvisning og derefter endnu en fodring som var ligesaa fantastisk.

Alt i alt blev vores besoeg i Sandakan en af de fedeste oplevelser vi endnu har haft paa Borneo, hvor vi fik set et hav af naeseaber, maqaq aber, silver leaf aber, hornbills og andre vilde dyr, lige som vi havde haabet.

Derudover noed vi en hel masse laekker seafood, bl.a. kaempe tigerrejer, paa de smaa fortovsrestauranter paa havnen i Sandakan, naesten hver eneste dag til aftensmad - mums !!

Det var alt for nu:)

Hav det godt!!