Hello folkens, her kommer en lille opdatering fra det varme, afsides liggende og UTROLIGT stoevede Ratanakiri, mere praecist fra byen Ban Lung.

Efter vores dejlige dage i Siem Reap ved Angkor Wat templerne, gik turen til Ratanakiri. Vi syntes det kunne vaere lidt spaendende at se noget andet af Cambodia end krigshistorie og templer, og vi besluttede os derfor for at tage til Ratanakiri i det nord-oestlige hjoerne af Cambodia. Dette skulle i foelge vores tro foelgesvend (Lonely Planet bogen) vaere et anderledes og meget naturskoent omraade. Vi fik booket busbilletter med en minibus og blev forsikret om at denne ville koere hele vejen derop paa ca. 9 timer og vi ville slippe for busskifte undervejs. Billetterne kostede det samme som alle de andre steder, saa vi slog selvfoelgelig til ved tanken om at undgaa at slaebe bagage fra en bus over i en anden. Vi blev hentet af minibussen kl. 5 om morgenen, og ca. 3 timer efter stoppede den og vi skulle over i en stoerre bus... Typisk!!! Denne var selvfoelgelig stopfyldt, ikke bare med mennesker, men ogsaa med kaempe saekke med kartofler og ris og div. andet bagage i mellemgangen, og de to pladser til os var selvfoelgelig paa de allerbageste saeder i bussen, saa vi maatte kravle/mase os vej ned til dem (dog stadig bedre end dem der skulle tilbringe de naeste mange timer paa kartoffelsaekkene eller en lille havestol i mellemgangen). Selve turen var en af de varmeste vi har vaeret paa endnu og tog naermere 15 timer end de 9 timer vi var blevet lovet, heraf de sidste 4 paa den mest hullede, bumpede og elendigste grusvej man kan forestille sig. Vi ankom derfor sent om aftenen til Ban Lung, fuldstaendig gennemsvedte og radbraekkede efter den lange tur... Pyhaa!!!

Som foelge af den haarde bustur besluttede vi os for ikke at lave de store planer for den foerste dag i Ban Lung, saa dagens program stod paa afslapning ved en vulkansk soe ca. 2 km uden for den lille by. Vi fik en motodriver til at koere os derud for en slik, og koerte alle 3 afsted paa hans lille scooter (vi har set op til 5 mennesker paa en scooter saa 3 er 'no problem!'). Da vi kom til soen var der en hel haer af minoritetsboern som badede og larmede og legede i vandet. Vi begyndte at gaa rundt om soeen og fandt en badebro et stykke vaek hvor det kun var os og et andet europaeisk par der holdt til. Soeen var fantastisk flot og vandet var klart og lunt, saa det endte med at blive en super dejlig og afslappende dag lige som vi havde haabet paa.

Naeste dag var praeget af meget daarlig mave for Caspers vedkommende, og hele dagen blev tilbragt paa vaerelset, i pendulfart mellem sengen og toilettet. Nedtur...!!!

Den 3. dag fik vi arrangeret en tur rundt til 3 vandfald i omraadet omkring byen. Da dette var en lidt laengere tur, lejede vi denne gang en motodriver hver til at koere os rundt. Vandfaldende var ikke overvaeldende, men det ene af dem havde vi fuldstaendig for os selv, saa der kunne vi bade og koele os af i det dejlige vand.

Et problem ved Ratanakiri er at der er roedt jord/stoev overalt, baade i og uden for byerne. Dette resulterer i at man faar en fin gulerodsfarvet teint overalt, baade paa huden, i haaret og paa toejet. Farven er meget genstridig og utroligt svaer at vaske af isaer toej, dette har medfoert at vores rygsaekke og det toej vi havde paa i de 3 dage, nok aldrig bliver det samme igen, men nu har faaet et rigtigt 'backpacker look'...:)

Mange varme og stoevede hilsner herfra!!

N og C