Profile
Blog
Photos
Videos
Hej venner, familie, kærester og bekendte!
Lørdag kl. 3 om natten startede vores tur mod de varme lande i en snestorm mod Kastrup Lufthavn. Vi kom frem næsten planmæssigt, og efter en tårevædet afsked boardede vi vores fly. 32 timer efter trådte vi ud i, hvad der føltes som en jungle i 24 graders fugtig varme i Brisbane, Australien.
Da der ingen busser var pga. det sene ankomsttidspunkt (omkring midnat), delte vi en taxa med Esben, vores første rejseven - en journalist fra Nørrebro på 28. Vi ankom til vores hostel, Bunk Backpackers, og blev indlogeret på et 8-personers dorm room med seks drenge. Det er et superfint hostel med bar, pool og gode køkkenfaciliteter. Vi var begge lidt nervøse for vores første nat på dorm room, men det viste sig, det intet problem var at bo sammen med andre. Vi gik i seng, og satte tidlig alarm i håb om at komme hurtigt af med jetlag.
Vores første dag startede kl. 8:30 med et bad, og hvad der viste sig at være kedelig og tør morgenmad på hostellet. Sultne og trætte bevægede vi os mod Queen Street og Queen Street Mall (hovedgaden i Brisbane) cirka 20 minutters gang fra vores hostel. Her stødte vi igen ind i Esben, som vi tilbragte resten af dagen med. Vi brugte vores første dag på at finde rundt i byen, se nogle smukke parker og botaniske haver og gå langs den store (hajfyldte!!) Brisbane River. Her fik vi et overblik over, hvilke ting i byen, vi ville se. Vi gik over en af de mange broer i Brisbane til området South Bank, hvor vi til vores store forbløffelse fandt en kunstig strand midt i byen. Der var sandbund, isbutikker, sol og lækkert, klart vand.
På vej hjem handlede vi ind til cup noodles, og spiste det til aftensmad, da vi kom tilbage til vores hostel. Vi drak et par øl i baren, og ringede hjem til vores kærester, og gik efterfølgende trætte i seng.
Vi startede andendagen med et River Cruise op af floden, og så blandt andet et af de velhavende kvarterer i Brisbane. Vi så nogle sejle kajak på floden, som vi også havde planlagt at gøre, men de planer røg hurtigt i vasken, da vores guide fortalte, at floden er fuld af "Bull Sharks" - en meget aggressiv og stor haj.
Herefter tog vi på gratis kunstmuseum, og så en masse australsk og indisk kunst. Lige noget for Josephine! Til aftensmad besluttede vi for at lave frisk linguini med basilikumspesto og revet ost. Vi havde begge glædet os til et hjemmelavet, solidt måltid. Desværre var alle gryderne i køkkenet optaget, men vi fandt, hvad vi selv syntes var et glimrende alternativ, et fad og en elkedel, og tænkte "der er da ingen, der kan f***e pasta med pesto up". Det kunne vi. Retten lignede opkast, smagte lidt ligeså og var decideret uspiselig. Caroline spiste fem bidder, Josephine spiste op.
Det var alt for denne gang. I kan følge med på facebook og instagram under hashtagget #kateandcaraabroad og her på bloggen.
Tak fordi I læste med!
- comments