Wauw paa det sidste er vi vidst faldet lidt af paa den. New Zealands natur bliver stadigt kun mere og mere imponerende. Store bjerge og brusende floder omgiver vores gamle bil ligemeget, hvor vi begiver os hen. Store rovfugle med kaempe vingefang haenger naesten konstant over vinmarkerne eller sidder paa vejen og er i gang med at fortaere en overkoert possum. Men det er efterhaanden dagligdag for os og man bliver noedt til at minde sig selv om, at de golde bjergtoppe og den frodige skov virkelig er helt unik og fuldstaendig fantastisk.

I New Plymouth besteg vi noget af Mt Egmont, som vores billeder ogsaa afsloerer. Det var noget af en tur for vores ben, der bevaegede os op ad den stejle vulkans side. Vejret var ekstremt. Det ene ojeblik floej en regnsky forbi os og forvandlede himlen til et blaesende regnbueparadis, i det naeste oejeblik kom man i lae for den kraftige vind og noed toervejret, indtil man kom rundt om naeste hjoerne.

Vi drog videre til Whanganui National Park, hvor den stod paa kanotur ned ad Whanganui River. Igen en helt unik oplevelse, hvor en jetbaad gav os et lift 30 km op ad floden, inkl. to gange 360 graders waterspin (!!), hvorfra vi tog kanoen hjem igen. Paa vejen blev vi moedt af nogle kraftigere streams, der hver gang fik adrenalinen til at pumpe rundt i kroppen, mens den lille kano tog mere og mere vand ind. Men vi klarede hele turen uden at kaendre eller synke - hoejst sandsynligt takket vaere vores mere erfarende svenske styrmand.

Videre til Tongariro National Park, som de fleste nok har set billeder af, uden at vaere klar over det. Tongariro National Park udgoer nemlig den del af settet fra Ringenes Herre hvori scenerne fra Mordor og Mt Doom udspiller sig. Vi besteg en del af bjergkaeden og endte oppe i ca 2 km's hoejde. Her spiste vi vores medbragte frokost, mens vi noed udsigten ud over Mt Doom og skyerne, der laa som et stort vattaeppe under os, meget fascinerende.

Herfra gik turen til Wellington - New Zealands hovedstad. Her fejrede vi Thiis 20 aars foedselsdag med en dejlig middag fra Thiis' foraeldre, mens Viktor overraskede Mathias med biografbilletter.

Efter tre naetter i Wellington paa det nok klammeste hostel so far, med indtoerrede hvide pletter paa dynerne og et koekken der ville lukke hostelet ned, hvis sundhedsstyrelsen tog et kig paa det, begav vi os for alvor sydpaa. Vi tog faergen fra Wellington paa Nordoeen til Picton paa Sydoeen. Herfra skulle vores foerste rigtige backpackereventyr begynde i Abel Tasman. Vi havde koebt proviant til 1,5 dag, derudover havde vi pakket telt, toej til alt slags vejr og vand. Med gennemsnitligt 16 kg paa ryggen hver, begav team Scandinavia sig af sted ud paa Abel Tasmans vilde costal track. Vi overnattede paa en campinggrund ca. 12 km henne ad ruten. Om natten gik vi med lommelygter ned til nogle skumle grotter, der laa i vandkanten. Faa skridt inde i grotten blev vi moedt af netop det vi soegte med vores nattevandring, glow-worms.Smaa selvlysende orme, der oplyste grotten og forvandlede den til en smuk stjernehimmel.

Naeste morgen pakkede vi det hele sammen og begav os videre langs kysten. Vi krydsede et toerlagt stykke hav, der takket vaere tidevandet sparrede os en hel ekstra times vandring, yes! Vi sluttede vandrerturen af med en watertaxitur, der transporterede os fra punkt B til A paa en halv times tid.

Vi har nu taget afsked med vores svenske foegesvend, der har fulgt os i 35 doegn. Vi har 2 uger alene, foer Oliver joiner os og skal udforske Sydoeen sammen med os. Derfor saetter vi i oejblikket bremserne lidt i og haaber paa at kunne finde en farm, hvorpaa vi kan bruge en uges tid paa at hjaelpe til, foer vi tager til Christchurch (Sydoeens hovedstad) og moedes med Oliver.