Profile
Blog
Photos
Videos
Vi ankom til Melbourne kl 6:00 efter en lang og søvnløs nat på Greyhound bussen fra Adelaide. Trætte og udmattede rullede vi vores bagage mod King Street Hostle, hvor vi fik den glædelige nyhed, at vi først kunne tjekke ind kl 10 - så vi brugte de 4 timers ventetid på at halvsove i receptionen + spise lidt gratis morgenmad.
Vores værelse var et 16-sengs (dog kun for piger), så det var til at overleve, så længe man ikke bruger for lang tid på værelset. Det virkede som om alle andre på vores hostle ledte efter et job - de talte næsten ikke om andet. En dame fra vores værelse (hun må have været mindst 35) fik et job som opvasker/køkkenhjælp mens vi boede der, så hun fik købt en masse knive, som hun bare lod ligge fremme på hendes seng - lige indtil en anden pige fik fortalt hende at det nok var bedst at låse dem inde, da man aldrig ved hvem man sover på værelse med!
Melbourne var en rigtig fed by, selvom vi boede i et område fyldt med stripklubber og banker. Vi så bl.a. Federation Square, Chinatown og Queen Victoria Market.
På Federation Square burde der være frit WiFi (vi kunne dog ikke få det til at virke), men det betød dog ikke at vi ikke kunne nyde solen i en af de mange liggestole, der var sat op der. Vi fandt også en lille hyggelig gade, som var fyldt med restauranter om aftenen, så der fik vi os vores første glas australske vin!
En aften smuttede vi i byen (alle de gode stedet ligger omkring Chinatown) og endte på en "containerbar" - Section 8. Baren var placeret under åben himmel og man sad på paller og drak rigtig cider mens en fed blanding af ny og gammel musik spillede i baggrunden.
Vi var i Melbourne i en uge, da der var gået noget galt med vores bestilling og vi kunne først tage på vores Melbourne til Sydney safari d. 19/2! Vi smuttede derfor 2 dage til St Kilda, hvor vi badede, solede og slappede af inden vores 3-dags Melbourne til Sydney safari.
- comments