Profile
Blog
Photos
Videos
Vi forlod LA d. 29 kl 22.30 og ankom til Fiji d. 31 kl 5.15 efter en næsten 11 timer lang flyvetur. Det er en smule forvirrende alt det der med tidsforskelle! Men heldigvis havde vi fået rimelig med søvn i flyet, så intet jetlag til os. Vi landede i Nadi (udtales Nandi) hvor vi også havde reserveret den første nat. Nadi er en af de større byer på hovedøen, men trods dette havde vi ikke planlagt noget her, da det mest af alt mindede om en Afrikansk landsby. Vi vidste bare at vi ville ud på en af øerne. Den slags skal bestilles på forhånd og derfor er der rigeligt med turistkontorer i lufthavnen, og vi fik straks kontakt til en sød dame der hede Ana. Hun arrangerede det hele for os. Selvomfølgelig mod en mindre kommision, men sådan er det bare her :) vi blev derefter kørt til vores hostel, som vi havde reserveret hjemmefra. Det viste sig dog, at de var ved at lave det om til et hotel, og de havde derfor nedlagt deres dorms. Så i stedet for at skulle sove med 6 andre mennesker, fik vi vores eget værelse med eget bad og toilet for de samme penge- 63 kr pr person. God måde at starte på! Vi brugte dagen på at besøge det lokale marked og få lidt lækker frugt samt at slappe af ved poolen. Næste dag skulle vi nemlig tidligt op, da vi blev hentet og kørt til færgen og hvis man ikke når færgen skal man vente til næste dag da den kun sejler en gang om dagen. Her ventede der os en 4,5 times lang sejltur. Heldigvis var det ikke alt for blæsende, og vi faldt undervejs i snak med et middelaldrende ægtepar, hvor konen var dansk og manden tysk. De skulle sjovt nok bo samme sted som os. Den tyske mand var desuden faldet i snak med en ældre tysk professor, vi skød på ca. 70 år, der havde været på farten i 15 mdr! Og han havde selvfølgelig masser af historier, han gerne ville dele med os på gebrokkent engelsk. Så vi fik en masse fif vi overhovedet ikke kan huske og turen gik lidt hurtigere. Færgen kunne selvfølgelig ikke sejle helt ind til øerne, så ved hver ø kom en lille sejlbåd ud og lagde til ved færgen og så måtte man kravle over i den. Fremme ved vores ø, der er en del af yasawa ø-gruppen, blev vi modtaget med bula sang og guitarspil, og vi kunne straks sætte os til frokostbordet. Vores ophold var inkl 3 måltider pr dag, så vi skulle intet gøre andet end at komme til bordet, når der blev slået på trommen. Fiji var i december ramt af en stor orkan, så en del af palmetræerne står helt skævt, og der er først lige kommet blade på buskene igen. Desuden er en del af hytterne her på stedet blevet ødelagt. Vi var dog heldige at få en hytte lige ned til vandet med eget bad og toilet. Vi ved ikke om det skyldtes at damen i lufthavnen havde sagt, at vi var på bryllupsrejse;) men det er så hyggeligt at høre havet, når man skal sove! Der var ikke noget varmt vand her og kun strøm hver aften kl 18-22, men det hele fungerede som det skulle. Stedet var ikke så stort, og vi var kun 13 da vi ankom. Men det er ret hyggeligt for vi spiser alle måltider sammen, så man kommer hurtigt i snak med hinanden. Vi havde endda også fællesdans den første aften med stopdans og andet godt :) vi har snakket en del med ægteparret fra færgen og det er dejligt at kunne snakke lidt dansk og så har vi fået rigtig mange gode råd omkring new zealand, hvor de lige har været. De har faktisk været afsted i 7 mdr og har bl.a. rejst rundt i syd- og mellemamerika og det er interessant, hvordan de har fravalgt at eje fast ejendom hjemme i tyskland for i stedet at kunne tage på deres nu 3 store rejse af ca 1 år. Den tyske mand var dog også præget af temmelig kommunistiske holdninger ;)
Vandet her ved øen er ret fantastisk og vi kan gå lige ud og snorkle ved et rev, hvor der er masser af flotte koraller og fisk i alverdens farver. Ikke nogen dårlig måde at bruge sin tid på... Vi har dog også været ude ved nogle grotter, hvor man kan dykke ind i den ene grotte, der er fuldstændigt mørk. Lidt uhyggelig oplevelse for det føles som en evighed, at man skal dykke for at komme derind. Vi har også været ude og fiske og Kim fangede dagens største fisk :) vi var selv med til at fange krabberne, der blev brugt til madding og det var så klamt, hvordan de bare sad og kiggede på en, når de havde fået revet klo og ben af! Vi har også været henne ved den blå lagune, der er kendt fra filmen af samme navn, for at snorkle. Lulu, der er vores faste bådmand, startede med at kaste lidt toastbrød i havet og så vrimlede det ellers bare med fisk i de flotteste farver, som vi kunne hoppe lige ned i mellem. Det var helt fantastisk flot og der var tusindvis af fisk omkring os i alle farver og endda også en del store fisk. Så vi fik hurtigt et par timer til at gå med at ligge og plaske rundt og blive røde på lænden på trods af både skyer og solcreme. Solen er virkelig stærk hernede!!
Den sidste aften fik vi lov til at smage nationaldrikken kava. Eller dvs. Kim gjorde, for jeg sprang over, da de andre beskrev hvordan de smagte som beskidt muddervand. Den er brygget på rødder og urter, så de lokale fortalte at det ikke havde samme effekt som alkohol, men nærmere som hash og skunk, så en enkel tår var nok til os :)
Efter fire dejlige dage på Nabua lodge skulle vi tilbage til hovedøen igen, for vi skulle flyve forholdsvis tidligt mod new zealand d. 6 februar.
- comments
Britta Det lyder som paradis, dejligt at høre fra jer
Helen I kommer da lige fra den ene yderlighed til den anden!
Jonna Glæder mig til at høre om New Zealand.
Mette Hvor oplever I meget, dejligt at vi må dele det med jer.