Profile
Blog
Photos
Videos
Så fik jeg endelig tid til at oploade mit næste indlæg, beklager at jeg ikke har givet så meget lyd fra mig, men der sker simpelthen så meget og det er tit ret svært og dyrt at finde wifi.
Er virkelig ked af at min tid i Omaha slet ikke fik sit eget indlæg, da det virkelig var den dejligste måde at starte hele min rejse ud på. Denise & Dean samt deres søn Jared på 13 var bare vildt søde samt Deans bror, Shane & hans kone Lara samt deres to piger Mackenzie på 14 og Cassidy på 12. De var allesammen virkelig fantastiske og bød mig hjertelig velkommen i deres sommerhus. Dagene gik blandt andet med at vi prøvede hårdt på at komme op og stå på bølgerne på stranden, spiste is og gik en masse ture. Derudover var jeg med på mad marked i Matakana, hvor jeg smagte The North Island White Bate, hvilket egentlig er de her bitte små fisk som man normalt bruger som lokkemad, men her steger man dem med æg som en omelet. Selvom det lyder virkelig specielt, og især det at man stadig kan se en masse bitte små øjne mens man spiser, så smager det bare vildt godt! Det kan helt klart anbefales. Alt i alt var det bare den aller fedeste måde at starte på, og her lærte jeg jo også Kasper rigtig at kende, hvor han så besluttede sig for at tage med mig til Bay of Islands som jeg skrev sidst.
Bay of Islands var helt fantastisk! En strand by som man bare ikke skal gå glip af. Som tidligere nævnt startede Kasper og jeg hurtigt på vores dykkercertifikat, hvilket var vildt fedt! De første to dage gik med træning i poolen samt teoriprøve og herefter skulle vi afprøve vores skills de sidste to dage med det dybeste dyk på 18 meter. Så vildt! Første dag var vi "kun" 9 meter nede og på sidste dag skulle vi hele 18 meter ned, som er maksimum dybde for det Open Water certifikat vi tager. Dog var jeg bare mega, mega uheldig, så efter tredje dagen kom jeg hjem med et blokeret øre. Det blev uheldigvis slet ikke bedre over natten, hvilket resulterede i, at da jeg skulle ud på fjerde dagen kunne jeg slet ikke udligne luftpresset og allerede på 8 meter ringede det så højt for mine ører at jeg bare måtte op. Vildt ærgeligt, men heldigvis bestod jeg første del, så egentlig mangler jeg bare mit sidste final dyk som jeg har tænkt mig at tage i Australien ved Great Barrier Reef, hvor jeg alligevel havde planlagt at tage ud og dykke!
Så efter at have nydt Paihia, Bay of Islands og boet på det fedeste hostel Pipi Patch i en fem dages tid, var det også på tide at komme tilbage til Auckland, så jeg endelig kunne begynde min rundrejse på Stray bussen. Således kom Kasper og jeg til Auckland, the city of sails, lørdag formiddag og fik hurtigt aftalt med to engelske piger vi mødte i Bay of Islands, Emma og Sally, at mødes på Mission Beach - stranden hvor det sker i Auckland - og her tilbragte vi så eftermiddagen og ud på aftenen tog vi allesammen i byen sammen med nogle af Kaspers kollegaer herovre fra.
Trods jeg først kom i seng et stykke ude på natten, var jeg alligevel oppe ved 6 tiden, så jeg var parat til Stray bussens afgang kl 7, hvor min rejse på egen hånd for alvor begyndte. Første stop var ved Hot Water Beach, hvor man graver sit eget hul for efter at bade i det, og fordi stranden ligger lige over et hot spot er vandet nærmest kogende flere steder! Herefter tog vi til Hahei, hvor vi så Cathedral Cove samt overnattede på en campingplads.
Idag gik turen så først til Hamilton, NZ's fjerde største by og herefter til Raglan hvor vi har set The Bridal Veil Falls og hvor vi netop lige har checket ind på vores hostel midt ude i skoven. Det er en helt vild oplevelse, og man møder simpelthen så mange søde mennesker ligegyldig hvor man er. Imorgen går turen til Waitomo Caves, hvor jeg skal prøve Black River Rafting, og om aftenen skal vi til Mourea, hvor Maorierne hører til, og hvor vi skal høre mere om deres kultur, lære deres danse, spise samt bo sammen med dem. Det bliver vildt fedt!
En kæmpe knus & krammer herfra, samt endnu engang et kæmpe tillykke til Mikkel som fylder 17 idag, og som jeg heldigvis fangede på Skype imorges, så jeg kunne synge fødselsdagssang for ham under morgenbordet. Håber i har det godt derhjemme :)
- comments
metterudiger Du nyder bare livet og tager for dig af det hele ;-) Knus og Kram, Mor
mogens rudiger Kære Camilla, Tak for en skøn detaljeret beskrivelse af dine oplevelser. Det lyder helt fantastisk ;-). Elsker. Far