Død er hverdagskost
Tre små børn. En teenager. Adskillige voksne. Det er blot nogle af de personer, som er blevet begravet, mens jeg har været hernede. Min familie render næsten til begravelser hver eneste uge, og for dem virker omfanget af døde ikke som noget særligt. Faktisk er tre af familiens egne børn døde. Hver begravelse varer ofte i to-tre dage, hvor alle fremmødte højlydt og noget mere tydeligt end derhjemme, sørger over tabet af den begravede person. Det virker dog som om, at livet hurtigt går videre herefter. Alle virker vant til, at der hele tiden dør både børn og voksne. Min familie undrede sig derfor også noget over mine mange spørgsmål, da de fortalte, at en lille pige i landsbyen pludselig var faldet død om. Hvad skete der? Har hun været syg? Hvad siger lægerne? Mine spørgsmål var mange, men de kunne ikke give mig nogen svar. Byen har godt nok et hospital, men manglen på udstyr og kvalificeret personale gør, at det i højere grad er et sted, hvor folk ender med at dø i stedet for at blive reddet. Det er derfor også blevet almindeligt, at folk hernede besvarer spørgsmål om døden med et: "det er Guds vilje". Hvad skal de ellers stille op? I den slags situationer har jeg lyst til at skrige, at det absolut ikke handler om Gud eller noget som helst andet. Men at det i stedet for handler om uretfærdighed. At de ikke får den rette behandling, som de fortjener. Og at den lille pige formentlig var blevet reddet, hvis hun havde boet et andet sted i verden end netop her i Afrika.

Det mere eller mindre afslappede forhold til døden afspejler sig helt tydeligt i deres kørsel på vejene. Modsat Kenya så er de fleste veje hernede faktisk belagt med asfalt. Det skyldes at alverdens lande udenfor Zambia har fået et godt tag i deres kobberminer, som de for groft udnytter uden at betale skat til landet. Al kobberet skal selvfølgelig transporteres væk, og derfor har landene udefra for deres egen skyld valgt at investere i et ordentligt vejnet. Det kommer på mange måder også zambianerne til gode. Det eneste problem er dog, at det er de færreste, der har et kørekort. I hvert fald et rigtig et. Mange kører uden eller har betalt sig til et falsk kørekort, og de kører derfor ulovligt rundt i store lastbiler og busser. Hvert år sker der kæmpe store ulykker som for eksempel i sidste måned, hvor 56 personer mistede livet i en busulykke.
Det var derfor meget naturligt, at min Mama opfordrede mig til at bede en stille bøn, idet jeg satte mig ind i bussen her i weekenden. Turen gik til byen Chingola cirka 1100 km. væk for at besøge et verdenskendt hjem for chimpanser. Allerede indenfor køreturens første 10 minutter nåede jeg at fortryde min beslutning om at tage bussen. Med omkring 120 km. i timen valgte chaufføren at overhæle en kæmpe stor lastbil. Hernede er almen høflighed på vejene et fremmed ord, så i stedet for at sænke farten, så satte lastbilen nærmest i stedet for farten op. Alt dette skete desuden på vej op af en bakke, hvor ingen af de to chauffører anede, hvad der ventede dem bag bakketoppen. Undervejs på den 15 timer lange køretur sad jeg flere gange med hjertet oppe i halsen, og i ren og skær afmagt endte jeg med at følge min Mams råd. Jeg endte faktisk med at bede til Gud hele tre gange.

Abekys
Mødet med chimpanserne skulle heldigvis vise sig at være det hele værd. Stedet blev startet for mange år siden af et sydafrikansk ægtepar, der ved en tilfældighed reddede en chimpanse fra mishandling. Efterfølgende er et par hundrede chimpanser kommet til, og de nyder nu livet i reservatet dybt i skoven. De første par timer blev brugt på at blive vist rundt på stedet, indtil jeg og de andre to frivillige blev bedt om at hoppe i nogle blå kedeldragter. Før vi kunne blive lukket ind til chimpanserne skulle ure, øreringe og andre ting fjernes, så de ikke tiltrak for meget opmærksom fra aberne.

Få minutter senere stod vi inde i en lille jungle bag et højt elektrisk hegn. Vi kunne høre aberne rumstere inde fra deres bure - utålmodige for igen at komme ud i det fri. "Are you ready?". "No!," skyndte jeg mig at sige, og gemte mig halvt bag vores lokale guide. Ville aberne komme løbene direkte imod os? Eller ville de være forsigtige? Guiden forsikrede os om, at så længe vores lommer var fyldt med små godbider, så ville aberne gå målrettet efter dem. I et kort øjeblik nåede jeg at fortryde, at jeg netop havde fyldt min brystlomme med kiks.

Aberne løb direkte hen mod hver af os og gik straks i gang med at undersøge vores lommer. Flere af dem var så store, at de sagtens kunne nå kiksene i brystlommen. Imens stod vi alle tre nærmest med åben mund og så til i et par minutter. Efter lidt tid havde vi mod på at ae dem forsigtigt på deres kulsorte hoveder og tage dem i hånden. Herefter fulgtes vi sammen længere ind i junglen. Flere steder kom vi forbi træer med frugter og bær, som vi kunne fodre aberne med, når de holdt en pause fra at svinge sig i lianerne, som snoede sig om ørerne på os. En af de lidt ældre aber var i fuld gang med at undersøge mit lange hår, da guiden lige pludselig signalerede med en strittende kysmund, at jeg kunne give den et kys. Efter lidt tøven endte jeg så med at stikke munden frem. Aben gjorde det samme, og vi endte med at give hinanden et stort kys. Det havde jeg godt nok aldrig forestillet mig, at jeg skulle opleve :-) Det var en helt ubeskrivelig oplevelse at være sammen med aberne i deres naturlige omgivelser og på egen hånd se, hvor menneskelige de er. Hvordan de ligesom et menneske kan sidde overfor en i skrædderstilling og se en direkte ind i øjnene. Det var virkelig noget helt særligt.

Jeg har lagt nogle af billederne ud herinde, så I med egne øjne kan se abekysset :-)