Kristine og jeg ankom til Mondulkiri Province fredag aften kl 19, efter en lang og meget bumlet tur i Express minivan. Express, skal jeg lige love for at vi fik. Idet der ikke er nogen motorveje, kørte vi 120 km/t i af landevej, hvor vi ofte måtte bremse hårdt ned pga lastbiler, knallerter, hunde og køer der krydsede vejen osv. Jeg kender flere kvinder, her især min papmor, der krampagtigt ville holde fast i sædet foran med den ene hånd, og håndtaget i døren med den anden, samtidig med diverse udråb og nervøse lyde. Trods den vilde tur ankom vi sikre uden uheld.

Vi blev indlogeret på The Tree Lodge i en hytte i junglen med hængekøje på terrassen, koldt vand i bruseren og en lille dobbeltseng med 1 tæppe og myggenet over. Det kolde vand havde vi selv valgt, fordi det var billigere, og fordi vi altid bader i koldt vand i Phnom Penh, hvilket er dejligt når det er så varmt. Vi havde dog ikke været opmærksomme på at det er MEGET koldere i Mondulkiri, måske 25 grader, og at vandet var iskoldt ! Men pyt, vi tog det som en oplevelse. Lørdag morgen, efter en ret kold nat med 1 deletæppe, var vi klar til vores eventyr med Mondulkiri Project kl 8.30. Mondulkiri Project går i store træk ud på at give mishandlede elefanter et bedre liv ved at købe eller leje dem, og så sætte dem fri i junglen hvor de kan leve livet som en elefant istedet for en arbejdsmaskine. Stifteren af projektet, Mr Tree, fortalte hvordan de havde lavet en kontrakt med 27 landmænd om at de måtte bruge deres jord til elefanterne i 30 år. Projektet forsøger at få regeringen til at skære ned på fældning af jungle for at bevare dyrelivet og naturen, men regeringen ejer 70 % af junglen i Mondulkiri, og det er derfor svært at få dem til at samarbejde om noget som helst. Alle de mænd og kvinder der arbejder for projektet, er folk fra de små landsbyer, stammefolket, som de bliver kaldt. Dette er bevidst for at uddanne nogle af de fattige mennesker, ved at lære dem engelsk og blive lokale guider for os turister. Som Mr Tree siger, så kender disse mennesker junglen som var det deres egen baghave, og er derfor bedre guider end folk fra storbyerne nogensinde vil kunne blive. Mr Tree fortalte om en af mændene der arbejder for projektet, hvordan han i en alder af 35 år har 10 børn med hans kone, fordi de ikke ved hvordan man beskytter sig. Projektet forsøger altså både at beskytte elefanter, naturen og menneskene. Kristine og jeg havde købt en 2 dages tur med projektet, hvor vi den første dag skulle vandre med elefanter, fodre dem med bananer og bade med den.

Efter en nat i jublen skulle vi på andendagen på en trekkingtour gennem junglen. De penge, vi betalte for turen, går bl.a. til at købe elefanterne fri. Mr Tree tog os med i junglen for at møde projektets 7 hunelefanter. De vil gerne have en han, men de er lidt sværere at få fat i, og er desuden også farlige, så en hanelefant kan man ikke komme tæt på. De første 2 elefanter vi mødte, var Camvan og Princess. Camvan på 30 år havde, trods kun få mdr i projektet, allerede kæmpet sig til retten som flokkens leder. Alle de andre elefanter er nu bange for hende og tør ikke gå sammen med hende, Princess derimod følger hende i tykt og tyndt. Princess er noget ældre, en del mindre og er en mere stille og doven elefant, hvorimod Camvan og stor og hurtigt men meget venlig. Projektet havde givet 41.000 $ for Camvan.

Det var helt utroligt at gå der sammen med Mr Tree, der inden vi nærmede os kaldte på elefanterne, så de vidste at vi var på vej, og så at se hvordan dette kæmpe dyr lige pludselig kommer frem mellem træerne og er på vej hen mod en. Det skal siges at de er meget nærgående fordi de ved at vi har bananer til dem. Det var derfor lidt skræmmende til at starte med..

Så gik turen videre til de 5 andre elefanter. Moon, Lucky, Sophie, Happy og Tiny. Moon er en stor elefant på omkring 4 tons, på 55 år, den mest badeglade af elefanterne. Hun har et hul i det ene øre fra en elefantkrog, fordi hun blev brugt til at transportere våben under Khmer Rouge. Vi fodrede Moon med bananer ved at tage en banan i munden, som hun så selv fandt frem til med sin snabel. Lucky er omkring 50 år, og har ligesom Moon store huller i ørene. Derudover har hun ar på ryggen, fordi hun er blevet brugt til at transportere harpiks. Noget af harpiksen har været løbet ud, og så har solen gjort at det har brændt hendes hud i stykker. Lucky kan kun lide mennesker hvis man har bananer, ellers holder den sig for sig selv. Sophie er den ældste elefant på 60 år, og er den elefant, der startede hele projektet i 2014. Hun er ikke så glad for vand, men kan godt lide bananer og mennesker. Hun er også den største elefant ! Happy og Tiny er søstre på hhv 45 og 50 år, og de kom hertil for bare 3 dage siden. De koster tilsammen 60.000 $, så projektet har indgået en aftale med ejeren om at leje elefanterne i et år, og så skal pengene falde. Happy er den vildeste af elefanterne og hende skal man ikke stå for tæt på, specielt fordi hun er ny, og de ikke ved hvordan hun reagerer overfor mennesker. Tiny er en lille elefant, der er mere stille og rolig og holder sig i baggrunden. Hun er ar og sår på højre bagben fordi hun har haft jernkæder på. Jeg vænnede mig hurtigt til de store dyr på land, da vi gav den bananer, men jeg må sige, at det at bade med elefanterne var ret skræmmende. Der var så mange glatte sten på bunden, at jeg ikke lige kunne skynde mig væk hvis en elefant var på vej hen mod mig. Jeg overvandt dog frygten og holdt mig bare lidt i baggrunden.

Mødet med elefanterne var helt fantastisk. At se hvordan disse kæmpe store dur bevæger sig fuldstændig elegant og lydløst gennem junglen, hvor det eneste der larmer er en gren der knækker under dens fødder. Kristine havde på et tidspunkt ikke opdaget at der pludselig stod en elefant lige bag ved hende, før jeg sagde det til hende. Mr Tree fortalte en masse om hvordan de mener, at elefanterne skal have lov til at leve, og hvad de mener er hhv godt og skidt for dyrerne. Jeg håber inderligt, at det hele ikke bare var spil for galleriet og at de ikke i virkeligheden behandler elefanterne som alle de andre, der gerne vil tjene penge på dem. Jeg har dog svært ved at forestille mig, hvordan Mr Trees entusiasme og kærlighed for elefanterne på nogen måde kunne være falsk, og jeg ser ikke nogen grund til at tvivle på projektets oprigtighed.

Efter en skøn og dejlig dag med elefanterne overnattede vi under åben stjernehimmel i junglen i hængekøjer, hvilket var helt fantastisk. Jeg sov meget bedre en jeg havde turde håbe på ! Den stjernehimmel vi sov under den nat, er den flotteste himmel jeg nogensinde har set, fyldt med en masse stjerner, jeg slet ikke vidste fandtes, samt en masse af de samme stjerner, man kan de derhjemme i Danmark. Man kunne også svagt se Mælkevejen, hvilket var et fantastisk syn ! Dagen efter tog vores lokale stamme-guide, Duong, os med på jungletur, efter at hans tante havde lavet pandekager med nutella og banan til morgenmad til os. Duong var ret god til engelsk, og ville gerne snakke og fortælle en masse. Han tog os med på en 15 km tur i hans baghave, hvor terrænet var ujævnt og bakkerne stejle. Vi kom forbi 3 flotte vandfald, hvoraf vi sprang i vandet fra det første, og det andet var det smukkeste og største. Vi kom også igennem en cashew plantage hvor Duong lod os smage på den frugt, der vokser på cashewtræerne. Turen sluttede ved hans hus i en lille landsby midt i junglen, hvor det vrimlede med grise, hunde og høns, og børn i alle aldre. Landsbyen strakte sig omkring 500 meter af en lille grusvej med huse på hver side, og et bryllup i den ene ende, som Duong skulle til lidt senere på aftenen. Her blev vi hentet og blev kørt tilbage til The Tree Lodge, hvor vi havde endnu en overnatning, idet der ikke er nogen mulighed for at komme væk fra Mondulkiri efter kl 3 om eftermiddagen.

Mandag morgen, efter endnu en lidt kold nat og koldt vand i bruseren, tog vi med en lokal minibus til Kampong Cham Province, hvor Kristine og jeg, samt 4 andre danske unge frivillige, der bor hos Savuth og Mammy, var inviteret til deres nieces bryllup. Kl 17 mandag, iført nye kjole, nye sko, makeup og opsat hår (første gang jeg havde makeup på siden vi kom), ankom vi til brylluppet. Det første syn der mødte os var 3 store festtelte pyntet med lyselilla og hvidt stof. I det midterste telt var der lavet en flot indgang af en blomsterport, og her stod bruden i flot lyselilla kjole, brudgommen og flere af brudepigerne og tog imod os. Man giver ikke hånd her i Cambodia men samler istedet hænderne foran kroppen, enten foran brystet eller højere foran hovedet, alt efter om den man hilser på er højere stillet end dig selv. Da vi var kommet igennem blomsterporten blev vi mødt af 80 borde, pyntet ligesom teltene, med plads til 10 ved hvert. I kan derfor sikkert regne ud at der var plads til 800 gæster i alt. Der var ikke bordkort, men Piseth, Savuth og Mammys ældste søn, havde holdt et bord til os, så vi kunne sidde sammen med ham og Jordan, en tidligere frivillig. De første par timer fik vi serveres øl med kæmpe stykker isterninger i, hvilket var rart nok, ellers havde vi drukket lunken øl og var desuden blevet alt for fulde. Så blev der serveret 8 forskellige lokale retter, alle med diverse tilbehør, på en 'rundkørsel' i midten af bordet, så man selv kunne tage hvad man ville have. Vi fik bl.a. Lok Lak, stegt and, blæksprutte, hele fritturestegte fisk, griseøre og meget mere. Efter middagen var nabobordet, 10 mænd i alle aldre, meget opsatte på at få os med ud at danse. Og ikke kun os piger, men faktisk i særdeleshed drengene. Det tog lidt overtalelse og lidt flere øl, men til sidst befandt vi os alle på dansegulvet sammen med de i forvejen dansede gæster. Man danser faktisk ikke sammen, men mere rundt i en rundkreds, udenom et højt frugttårn i midten, mens man laver diverse bevægelser med hænderne og går stille fremad. Jeg blev helt god til det hvis jeg selv skal sige det, det var faktisk sværere end hvad det lyder til. Efter dansen kom bruden rundt til bordene og indsamlede små kuverter med penge i. Vi havde lagt 20 $ i hver vores, som vi havde fået besked på. Ingen af gæsterne gav gaver, alle gav kuverter med penge i. Antallet af dollar varierede så alt efter hvor tæt på brudeparret man var.

Festen sluttede allerede til midnat, men allerede fra morgenstunden havde der været ceremonier, som Kristine og jeg desværre gik glip af fordi vi skulle fra Mondulkiri først, så der er ikke noget at sige til, at festen ikke fortsatte til den lyse morgen. Det var helt vildt sjovt at være med til brylluppet og meget lærerigt. Bruden skiftede kjole og håropsætning 10 gange. Jeg så hende i lilla, pink, grøn, tyrkis og hvid kjole. Hun var utrolig smuk ! Det var helt tydeligt, at det her var en familie med rimelig mange penge, idet brylluppet var så stort, og der ikke var nogen smalle steder. Alligevel sniger den cambodjanske kultur sig ind små steder, som man ikke lige havde regnet med. Stolene vi sad på, var godt nok dækket af stof, men det var stadig klapstole, der sank lidt ned i sandet hver sang man satte sig. Pigernes toilet var et hul i jorden uden toiletpapir, mændene skulle tisse i hækken. Da brudeparret havde danset brudevals blev frugttårnet i midten af dansegulvet tømt. De hurtigste til at tømme det var små børn i laset og slidt tøj, med små plastikposer til at fylde frygten over i. Flere af børnene kunne ikke dy sig for at tage en bid af et æble med det samme han/hun fik fat i det. Vi var også blevet fortalt, at vi skulle holde øje med vores ting, idet der gik mange børn rundt. Ingen så ud til at bemærke børnene, og de fik bare lov til at tage hvad de ville have. Selvom alt udefra virker meget perfekt og idylliske, så er Cambodia altså stadig et fattigt land, og uanset hvor meget man forsøger, kan man ikke skjule det.

Nu er vi tilbage i Phnom Penh efter nogle vilde og fantastiske dage med elefanter, vandfald og bryllup. Jeg har desværre fået mig en madforgiftning og har derfor ikke kunne tage på arbejde. Kristine er blevet forkølet, så vi må siges at være et købt par. Huset er lige nu fyldt, idet vi er dem selv, os 6 frivillige, deres to sønner, brudeparret og brudens veninde. Lidt træls at være syg i et hus, der er så proppet... Deres sønner og bruden er strakt gået i gang med at rydde op, gøre rent og lave mad, og jeg tænker lidt at det sikkert er normalt, at de unge hjælper de 'gamle'. Jeg håber, at jeg kan komme på arbejde i morgen, og så er det jo snart weekend igen. Vores sidste weekend her i Cambodia, inden vi torsdag aften i næste uge flyver til Hoi An i Vietnam. Jeg håber ikke at I sidder og tænker 'jeg troede hun skulle arbejde, hun laver da ikke andet end at holde ferie...'. Men hvis I sidder og tænker det, kan jeg godt forstå jer ;) vi arbejder i hverdagen, og tager ud i landet i weekenderne. Vi tillod os derudover at tage fri mandag-tirsdag for at komme til bryllup. Nu er jeg jo så syg, så når stort set ikke på arbejde i denne uge, hvilket jeg er ret ked af. Jeg trøster mig dog med, at børnene er i kærlige hænder hos de andre frivillige.

I må have det dejligt derhjemme til vi skrives ved igen.

Knus ️<3