Så blev der stemt! Kl. er nu 16.50 lokal tid og Cecilie, Louise, Eva og jeg er lige kommet hjem fra et besøg på den danske ambassade. Vi har i dag været ude og besøge Nepal School of Social Work, hvor vi har hørt om social arbejde i Nepal, samt udvekslet erfaringer med både lærere og elever.

Da vi først ankommer til skolen, blev vi mødt af en mand ved navn Nikku. Nikku er lærer på skolen og kommer oprindeligt fra syd Indien. Han er meget dedikeret til sit arbejde, hvilket tydeligt fremgår da vi taler med ham. Hans beskrivelse af skolen, eleverne og det sociale arbejde i Nepal, er så indlevende og man kan virkelig mærke, at han elsker sig arbejde. Det er ildsjæle som ham der virkelig kan gøre en forskel og jeg ikke kan andet end føle dyb respekt for ham allerede fra starten.

Der er to problemstillinger når man snakker om socialt arbejde i Nepal. Den første er at, social work eller det vi hjemme kalder, at arbejde som socialrådgiver, er en profession som endnu ikke er officielt godkendt af regeringen i Nepal. Den anden er, at der er alt for få uddanne socialrådgivere i forhold til antallet af mennesker.

Skolen som vi besøgte, har eksisteret siden 2005 og arbejder ud fra en målsætning om, at gøre socialt arbejde og uddannelsen til socialrådgiver anerkendt i samfundet. De prøver på at få flere skoler åbne, så de på den måde kan uddanne flere mennesker. Eleverne betaler selv for deres uddannelse, men da mange ikke har råd findes der også nogle stipendier som gør, at hver gang der er 20 betalende, kan skolen tilbyde at uddanne 5 personer mere gratis. Der er i forhold til Danmark hvor vi har 7 semestre, kun 6 semestre men til gengæld har de hver uge 3 dages undervisning og 3 dages "field work" hvor vi i Danmark kun kommer ud i praktik på 4. semester.

Man kan allerede under elevernes uddannelse se, hvilke udfordringer de skal gennemgå for at blive socialrådgivere. En normal bachelor tager 3 år, men varer for det meste 4 år. Dette er hovedsageligt pga. strømafbrydelser som næsten dagligt rammer Kathmandu. Disse strømafbrydelser gør det umuligt at undervise optimalt og er til stor irritation for både lærere og elever. Eleverne kan kun få godkendt 3 år på deres eksamensbevis, men til de elever der er ekstra flittige of som bruger "spild tiden" på at lave research eller felt arbejde, er skolen villige til at skrive et brev hvormed de beskriver elevens arbejde og derved kan gøre det sidste år gældende.

Efter at have talt med Nikku, bliver vi vist ned i en 6. semesters klasse. Da vi først kommer ind er det hele lidt akavet. Alle er generte og det er ikke rigtig nogen der har lyst til at starte med at snakke. Vi kommer dog hurtigt i gang og da vi hver især har givet en præsentation af os selv og uddannelse i henholdsvis Nepal og Danmark, deler vi os op i nogle mindre grupper.

Jeg bliver sat sammen med en ung fyr ved navn Bishal Thakali.Bishal er en ung frisk fyr med kæmpe dread locks og jeg vil nok indrømme, at jeg ved første øjekast mere anså ham mere som værende en kunstnertype, fremfor en socialrådgiver studerende. Bishal fortæller at han lige er startet med at skulle lave research til deres afsluttende opgave - det vi hjemme kalder, at skrive en bachelor, men at han endnu ikke helt ved hvad det endelig emne bliver. Til dagligt arbejder han som frivillig i et projekt kaldet tee4free. De arbejder for en organisation kaldet heart-beat og projektet går kort fortalt ud på, at de hver tirsdag morgen servere te og donuts for gadebørn, for på den måde at etablere en kontakt og forhåbentlig kunne hjælpe dem. Bishal fortæller at mange gadebørn er børn der er løbet væk hjemmefra, men at en stor del også er børn der har mistet deres forældre. Han er rigtig glad for at arbejde i projektet og viser mig nogle billeder samt en film på sin telefon, som viser de frivillige og deres arbejde med børnene.

Efter at vi har snakket lidt frem og tilbage, skal vi ind og mødes med 4 kvindelige lærere. Vi får en rigtig god dialog og det er både sjovt, samt en smule skræmmende at mærke, hvor meget de 4 kvinder underminere dem selv og deres evner. De er oprindeligt interesserede i at høre hvordan tingene fungere i Danmark og selvom vi kun er studerende, virker det som om de allerede på nuværende tidspunkt nærer en stor respekt og tiltro til, at vi ved hvad vi snakker om.

Før vi tager afsked, får vi lige hurtigt mulighed for at hilse på en ung fyr ved navn Micha. Micha har sammen med en gruppe unge etableret en lille gruppe, som arbejder på at fortælle og vise regeringen vigtigheden af hvad social arbejde er. De tror og føler at de gør en forskel og mener selv, at de hjælper med at rekonstruere det politiske system, som pt. gennemgår nogle store omrokeringer. Et par af grundene hertil er, at Nepal har haft to forskellige udenrigsministre på under 4 måneder og at landets forfatning er under omskrivning.

Det er fascinerende at se og høre hvor brændende folk ønsker at være med til at ændre landet og jeg får da også en snert at dårlig samvittighed, når jeg ser hvor meget de ofre og hvor høj en pris de betaler for at få den uddannelse de ønsker.