Vi kom tilbage til Cairns og boede på Nomads hostel. Om søndagen stod vi tidligt op for at gøre os klar til River Rafting. Vi blev hentet på hostelet kl. 6.30 og kørt ud til Tully River. Vi fik uddelt vores udstyr, som bestod af en redningsvest, en hjelm, en windbreaker og en paddel. Ud over det havde vi vores bikinier og vandresko/-sandaler på. Så var vi klar til at komme ud på floden! Vi var 5 mennesker i vores båd ud over vores guide, Macca, som var rigtig sjov. Vi sejlede omkring 4 km ned ad floden og kom ned ad nogle små rapids, som er rigtig sjovt! Derefter stoppede vi og spiste frokost bestående af burgere og pølser - nammenam! Efter frokost skulle vi yderligere 11 km ned ad floden. Vi fik på et tidspunkt lov til at sidde ude på spidsen af båden, mens den sejlede ned ad floden. Nogle gange, når vi kom til nogle rolige steder, hoppede vi ud af båden og flød med strømmen et stykke. Det var rigtig sjovt, og ret vildt hvor hurtigt man flød! På et tidspunkt skulle vi op og hoppe ned fra en stor sten, der var omkring 6 meter høj. Sejt.
Vi var rigtig trætte, da vi var færdige, men det var en rigtig fed dag! Da vi havde booket det gennem Rainforest Habitat fik vi 30% rabat. Vi stoppede på vej tilbage fra floden og så billeder og DVD, som de havde lavet i løbet af dagen. Vi spurgte om vi også kunne få rabat på det, men i stedet gav de dem til os helt gratis.
Om aftenen tog vi ned på McDonalds og fik en sunday for at tage afsked med Australien. Vi skulle have mødtes med Line, da hun også havde været ude på tur hele dagen og skulle flyve til Auckland på New Zealand dagen efter, men da hun skulle pakke, drak vi kakao på hostelet i stedet.

Næste morgen tog vi ud til lufthavnen kl. 10 og skulle flyve 12.45, så vi havde god tid. Vi brugte ventetiden på at lave korthus. Flyveturen til Brisbane tog omkring tre timer, hvorefter vi ventede næsten tre timer før vi igen kom med flyet kl. 18. Vi ankom til Christchurch ved midnatstid og var ret trætte. Vi skulle gennem al mulig sikkerhedskontrol og vores vandresko fik sig endda en vasketur, da man ikke må have fremmed jord med ind i New Zealand. Vi slog lejr i ankomsthallen og blev der i ca. 6 timer og ventede på at de første busser begyndte at køre. Ved halv 7 tiden begav vi os ud i kulden for at finde en bus, men fandt i stedet en shuttle, der ville køre os direkte til vores hostel for den samme pris som bussen. Vi fik lov til at checke ind på hostelet før tid og kom op på vores værelse og faldt omkuld i vores senge. Vi sov til kl. 11 hvorefter vi tog ud og så os lidt om i byen og købte mad. Vi kunne godt fornemme at temperaturen ikke helt var som i Australien og vi fandt hurtigt leggings, jeans og trøjer frem.

Vores hostel i Christchurch lå ved Cathedral Square, som er centrum af byen. Det er en ret flot by, og minder mere om en europæisk storby, fx Berlin (der er også en sporvogn eller "tram" der kører gennem byen). Dagene gik med at kigge lidt i butikker og gå tur i parken og den botaniske have, hvor vi tog en masse billeder.

Sille havde fødselsdag om torsdagen, og Phia vækkede hende med havregrød og Johnny Sebachs "Hip Hurra" på sengen. Vi var rigtig spændte, for det var i dag vi skulle skydive! Vi ringede til selskabet kl. 8, for at høre om vejret var godt nok til vi kunne gennemføre det, og fordi Sille havde været artig, så var der ingen problemer. Der var sol og blå himmel. Vi blev hentet kl. 9 og kørt til Methven, som ligger omkring en time væk fra Christchurch. Der var fire andre, der også skulle skydive, men vi var de eneste der skulle gøre det fra 15,000 fods højde! Vi fik nogle rigtig flotte multifarvede dragter på samt en rigtig flot æggeformet hue og briller. Vi så de andre blive fløjet op og så dem også som små prikker i luften da de sprang ud af flyet. Bagefter var det vores tur. Vi blev interviewet til vores DVD og fik nogle hurtige instruktioner om hvordan vi skulle bukke os bagud som bananer, når vi skulle springe ud. Så var det ellers ind i det lille fly. Vi blev fløjet op sammen med en håndfuld elever, der trænede til at skydive. De sprang ud ved 12,000 fod. Vi blev siddende i flyet og skulle yderligere 3,000 fod op i luften. Da vi skulle så højt op, fik vi iltmasker, som vi skulle trække vejret igennem. Phia skulle hoppe først. Kameramanden åbnede plasticlågen og sprang ud af flyet. Phia fulgte tæt bagefter, med instruktøren på ryggen og var væk på nul komma fem. Straks efter var det Silles tur. Hendes kameramand hoppede også ud lige før, for at kunne filme springet. Der fulgte os begge 52 sekunders frit fald gennem luften. Vi nåede en hastighed på omkring 200 km/t! Luften blæste så hurtigt omkring en og det var næsten svært at trække vejret og det gav et ordentligt sug i maven. De 52 sekunder var ovre før man vidste af det og pludselig blev faldskærmen udløst med et ryk. Derefter dalede vi stille og roligt ned og nød den flotte udsigt over Mt Hutt, som er New Zealands højeste bjerg. Kameramændene landede i forvejen, så de kunne filme landingerne til DVD'erne. Da vi skulle til at lande skulle vi tage benene op og lande på numsen.
Det var utroligt at det var overstået så hurtigt og det var en helt fantastisk oplevelse. Desværre kunne vi ikke få billederne og DVD'erne med det samme, men vi fik dem til at sende den til vores hostel i Christchurch, som vi kommer tilbage til d. 14. maj.
Vi blev kørt tilbage til Christchurch og slappede lidt af på hostelet inden vi gjorde os klar til at tage ud og spise. Vi havde fundet en hyggelig kinesisk restaurant, som også var rimelig billig. Vi spiste lækker mad og skulle selvfølgelig have dessert bagefter. Så vi tog på McD og fik en sunday. Vi tog tilbage på hostelet og satte os ned i baren, hvor der var Lady's Night, så vi fik gratis punch. Vi mødte en gruppe unge, der også havde rejst rundt med Stray-bussen. Dem sad vi og snakkede lidt med inden vi gik i seng.

D. 8. var det tid til at tage videre fra Christchurch. Vi tog med en bus, der skulle køre os over Arthurs Pass, fra øst til vest til byen Greymouth. Her fik vi af vide at Stray-bussen ville hente os kl. 13. Vi sad lidt og ventede i kulden. Ved 1-tiden så vi en Stray-bus køre forbi oppe på motorvejen. Vi begyndte og spekulere lidt over hvorfor den mon ikke kom ned og hentede os, og det gik så stille og roligt op for os at vi vist nok havde glemt at booke vores rejse helt til Franz Josef og kun havde booket til Greymouth. Ups! Vi ringede til Stray og prøvede at høre om de ikke kunne få bussen til at komme tilbage og hente os, men så løb vi tør for mobil-tid. Så var der ikke så meget andet at gøre end at betale 40$ for en intercity bus til Franz Josef. Ret surt. Vi stoppede på vejen, det samme sted og gik hen for at tale med Stray-chaufføren, der hedder Trouble. Han var meget flink og hen bookede hostel til os og det hele. Vi ankom til Franz Josef omkring kl, 17, hvorefter vi med det samme gik over for at booke en dagstur på Franz Josef gletcheren.
På hostelet mødte vi helt tilfældigt to drenge fra vores Fraser-tur, Mark og Tom. Vi vidste godt at de var i New Zealand, men vi anede ikke at de også var i Franz Josef på samme tid som os. Alle fire drenge (Tom, Mark, Tom og Dan) var dernede og de skulle også til Queenstown samme dag som os og blive der nogle nætter, ligesom vi skulle. Det var rigtig godt at se dem igen.
Næste dag skulle vi på heldagstur til Franz Josef Glacier, som varede 8 timer i alt, hvoraf vi tilbragte 6 timer på isen. Vi kom hen og fik overtræksbukser, regnjakker, sokker, vandrestøvler (som var dejlig våde!), huer, vanter og pigge til at spænde på skoene. Og så var vi ellers klar til at komme op på gletcheren. Først skulle vi op ad en kæmpe bakke, før vi nåede isen (det var hårdt for de små pusselanker). Så spændte vi piggene på vores støvler og begav os afsted. Vi var blevet delt op i 6 grupper, som hver havde en guide. Vores guide hed Ned. Det var rigtig sjovt at gå over isen og gennem alle de store revner, selvom det også var lidt af en udfordring nogle gange. Vi fik slet ikke brug for alt det varme tøj, da solen bragede. Der var hele tiden noget flot at kigge på, ligegyldig hvor man vendte hovedet hen. Vi var omringet af bjerge og vandfald, og kameraerne lå ikke i deres hylstre ret meget. Vi kom gennem nogle ice-caves, som var dannet i isen. De var SÅ flotte, og det var ret vildt at kravle gennem de små tunneler af helt blå is. Vi stoppede ved 12-tiden og spiste frokost, som vi havde taget med. Vi har ENDELIG fundet rugbrød i New Zealand, som minder om det danske, så vi nød tunmadder i solskin - lækkert!
Da vi kom ned fra gletcheren igen og vandrede tilbage mod bussen var vi godt trætte, og glædede os til at få tørre fødder. Vi lagde os i vores senge da vi kom hjem og læste lidt og tog os en lille lur. Det havde været en rigtig dejlig dag.

Vi tog med Stray-bussen kl. 9 den næste morgen. Turen gik til Makarora. Vi gjorde en masse stop undervejs ved en masse flotte steder. Vi stoppede ved et vandfald, Fox Glacier, Lake Matheson (hvor man kunne se Fox Glacier spejle sig i vandet), Blue Pools (nogle flotte blå søer) og et andet sted med flot udsigt over havet. Vi ankom til Makarora ved 5-tiden. Man kan ikke rigtig kalde det en by, mere en bar omringet af en masse A-formede træ-hytter midt ude i ingenting. Om aftenen var der kareoke, hvor næsten alle fra bussen var oppe og give et nummer eller flere. Dem der optrådte fik pies som præmie. Det var en meget hyggelig aften og vi fik lært de andre fra bussen bedre at kende.

Næste morgen var det afsted kl. 9 mod Queenstown som vi ankom til ved tre tiden. Vi stoppede ved Lake Hawea, Lake Wanaka og byen Wanaka, som også var nogle rigtig flotte steder. Vi gjorde et sidste stop ved den første bungy-sted i verden, Kawarua Bridge, som er 43 m højt. Her bookede vi vores 134 meter høje bungy-jump (Nevis Bungy Jump) til om torsdagen!

Vi checkede ind på Nomads, hvor vi kom til at bo på et 8-mands værelse. Om aftenen spiste vi lasagne som vi købte i supermarkedet og varmede i mikro-ovnen. Vi sad lidt og snakkede med nogle mennesker fra vores hostel, før vi tog over til Altitude Bar for at mødes med vores Fraser-venner. Vi havde en rigtig god aften og fik danset en hel del. Senere tog vi over på World Bar, som er kendt for at servere cocktails i små tepotter. Sådan en skulle vi prøve! Her fik vi danset lidt mere og til sidst var det tid til at tage tilbage og ligge os under dynen.

Så kom dagen endelig, hvor vi skulle kaste os selv ud over en afgrund på 134 meter, med intet andet end en elastik om fødderne! Vi blev kørt ud til stedet, som lå tre kvarter væk fra Queenstown centrum. Vi fik det første syn af platformen, som vi skulle hoppe ud fra. Det var SÅ scary! Vi fik seler på og blev vejet og skulle så med en lille gondol over til platformen, hvor der var høj rockmusik, der sørgede for at adrenalinen blev ved med at pumpe rundt i kroppen. Vi så de første mennesker hoppe og komme op med store smil på læberne. Det var lidt bekræftende at se dem bagefter, så man var sikker på, at der ikke var noget farligt ved det. Først blev det Phias tur til at tage det store spring, Sille fulgte næsten lige bagefter. Man blev først anbragt i "The Dentist Chair", hvor man fik elastikken spændt til fødderne. Derefter blev man spurgt om man havde nogle sidste ord, hvorefter man krøb med samlede ben ud til den lille afsats, hvor man kunne stirre direkte ned over afgrunden. Så blev man bedt om at vinke til kameraet og så blev der talt ned. 3, 2, 1, HOP! De første sekunder var de vildeste overhovedet. Det frie fald og suget i maven kan slet ikke beskrives. I det øjeblik var man ikke helt sikker på, at man ville komme op igen. Men det gjorde vi selvfølgelig. I næste øjeblik mærkede man elastikken bremse faldet og man kunne få vejret igen. Efter at have røget op og ned et par gange, skulle man hive i en snor, for at frigøre sine fødder og komme til at sidde oprejst. Så blev man halet stille og roligt tilbage til platformen. Vi var begge helt oppe og køre da vi kom op igen. Vi hoppede og skreg og snurrede rundt. Bagefter fik vi lov til at kigge på videoen og billederne og dem ville vi selvfølgelig gerne have. Vi skulle jo have noget bevis for, at vi havde gjort det, for vi blev ærlig talt lidt i tvivl bagefter.

I morgen er det afsted til Christchurch igen, hvor vi skal mødes med Anne og Didde fra Alott. Fra nu af skal vi kun bo en nat hvert sted vi stopper, så det er lidt ærgeligt, men til gengæld er der kun en uge til at vi kommer til varme Thailand. I hører nok fra os igen når vi har været resten af New Zealand rundt og er på vej til Lovely Asia.


Vi håber at I alle har det godt. Vi er så småt begyndt at savne jer :)
- men der er jo ikke så længe igen til, at vi er hjemme i DK igen.