Tirsdag d. 9. marts.

Wellington var den naeste destination (hovedstaden). Af en eller anden maerkelig grund var vores bus forsinket - halvanden time. Hmm....naa, men vi kom afsted mod faergen, som skulle bringe os til Wellington. Vi naaede den ogsaa fint, saa forsinkelsen fik ingen betydning. Turen paa faergen tog 4-6 timer. Jeg husker det ikke helt, men vi faldt begge i soevn, saa det gjorde at tiden ikke var saa lang. Paa vores hostel var der gratis aftensmad og 2 drinks for ens pris, saa vi fik et par stykker, og bagefter gik vi i seng, da vi skulle op kl. 5.45, for at komme med bussen til Auckland.

Onsdag d. 10. marts.

Turen til Auckland var en ekspressrute, saa der var ikke rigtig nogle stop paa vejen. Turen tog ca. 13 timer, saa man var godt bombet, da man naaede frem kl. 18.30. Ellers fik vi bare handlet lidt til dagen efter, spist gratis mad (som ikek smagte vaeldig godt:D), og saa var det ellers bare i seng.

Torsdag d. 11. marts.

Saa skulle vi til Hahei. Paa turen koebte vi en hvid- og roedvin til aftensmaden. De fleste andre i bussen var nye, og de havde modtaget en hvidvin, da de havde bestilt et specielt buskort.

Gitte og jeg ville en tur ud i kajakkerne, da det efterhaanden var et stykke tid siden, der var sket noget. Det var en virkelg flot tur rundt om smaa oeer og klipper i vandet. Ca. halvvejs paa turen, var det tid til et hvil, saa alle lagde til ved en dejlig strand ved Cathedral Cove. Her fik vi ca. 15 min til at kigge os lidt omkring, inden vores guide ville staa klar med kaffe, kakao, the eller hvad man nu havde lyst til. Det var lidt underligt at drikke en varm kakao paa en varm dag paa stranden, men det var rigtig hyggeligt. Bagefter gik det stille og roligt retur.

Da vi kom og til vores lejr, var vores chauffoer/guide igang med at lave aftensmaden, som bestod af BBQ, saa vi skyndte os i bad. Vandet havde vaeret meget saltet, og med de store sproejt vi havde lavet paa os selv og hinanden, syntes vi, vi havde brug for en skyller!:) Vi noed aftensmaden og vinen i fulde drag. Det var en rigtig hyggelig aften, og omkring kl. 21.30 koerte dem der ville ud til Hot Water Beach. Man kan kun opleve det efter tidevandet, saa det er meget forskelligt, hvornaar denne aktivitet er. Nogle gange kan de ikke goere det, da det er alt for sent, og chauffoeren skal jo have lidt soevn! Men vi tog afsted, og uden lommelygte (som vi ikke lige havde taenkt over) var det lidt svaert at se noget, som vi trampede igennem det foerste vand. det var heldigvis ikke saa hoejt, og turen igennem var kun lige et par minutter. Da vi kom hen til stedet, var der pakket med mennesker. Alle laa i en pool, man selv lavede, i sandet. Det gjorde det lidt svaert for os at finde et sted. Gitte og jeg fik taget en masse underlige billeder af hinanden, mens de andre proevede at finde et godt sted til vores pool. Efter en god halv time, drog vi dog retur, da det ikke rigtig kunne nytte noget! Vi fik dog maerket paa det varme vand. Steder hvor det er varmest, kan det blive op til 75 grader!

Fredag d. 12. marts.

Vi krydsede landet over til vestkysten og naaede til Raglan, som er surfing-hovedstaden i NZ. Saa det skulle vi da proeve:D Paa vejen til Raglan begyndte det at regne, saa vi var ved at overveje at droppe det igen. Men da vi naaede helt frem var der naesten ikke mere regn, saa vi tog afsted.

Vi startede med at vaere i en lade-agtig bygning, hvor vi fik teori og vandsikkerhed forklaret. Saa skulle teorien proeves af paa boarded paa gulvet... Herefter var det afsted til stranden, hvor vi fik udleveret vaaddragt og board. Inden vi gik i vandet, skulle teorien lige afproeves igen, og saa var det ellers bare ud i boelgen blaa. Det kursus vi var paa garanterede, at man ville staa op paa boarded inden tiden var omme, saa det var vi meget spaendte paa! Det gjorde vi!!! Op til flere gange!! Da jeg havde staaet op et par gange, havde Gitte dog stadig ikke, men hun havde ogsaa vaeret noedt til at gaa ind paa land kort paa grund af astma, men hun kom staerkt igen, og vi surfede derud af!!!:D Det var vildt fedt, men hold op hvor var det haardt. hele tiden at skulle traekke sig op paa braettet, balancere saa godt og laenge man kunne, falde af og saa kaempe sig ud i vandet igen! Vi er begge helt hooked paa dette, saa det skal vi nok faa mere tid til at gaa med, der hvor vi kommer rundt i verden!

Da vi kom retur, var det tid til at lave noget mad. Det havde vaeret haardt og udmattende, saa alt vi ville var at faa noget mad, en varm kop kakao (det var rimelig koldt i dag efter saa lang tid i vandet), et varmt bad og saa i seng.

Loerdag d. 13. marts.

Nogle blev sat af - de skulle ud og klatre i nogle grotter, men Gitte og jeg havde brugt rigelig med penge de sidste par dage, og jeg samlede penge (og mod) til skydive i Taupo, saa vi koerte sammen med 3 andre, som heller ikke skulle noget, hen paa en cafe, hvor der efter chauffoerens mening skulle vaere verdens bedste chokoladekage. Gitte og jeg havde ikke faaet morgenmad, saa vi bestilte lidt og blev enige om at dele et stykke chokoladekage, da de saa paent store ud! Ingen af os kunne spise alt kagen, og saa god var den heller ikke, saa det var godt, vi ikke havde koebt et helt stykke hver. Inden vi tog paa cafeen gik vi en tur, som guiden kendte. Der kunne vi ogsaa se en enkalt grotte, saa vi var ikke helt udenfor:D Bagefter koerte han os til en lille zoo, hvor vi kunne se en kiwifugl. Det var desvaerre dyere end han havde fortalt os, men vi gjorde det alligevel, da vi skulle slaa noget tid ihjel. Saa gik vi rundt i parken inden kiwierne skulle fodres. det maatte man godt nok ikke med den entre vi havde koebt, men vi er jo bare dumme tourister, saa vi ved ikke bedre. Desuden var der INTET at lave her i den halve time vi skulle vente paa fodring af de der fulge. Det var ikke den bedste oplevelse, vi laenge havde proevet, men skidt pyt med det:D

Saa gik turen hen og hente dem fra grotterne, og afsted til Maketu, hvor vi skulle moede maorierne og opleve deres kultur.

Vi startede med at blive budt velkommen af ham, som har stedet. Han fortalte os lidt om aftenens program, og vi fik udnævnt en leder. Herefter spiste vi aftensmad. Så skulle vores klan og deres klan mødes, som man ville møde hinanden i virkeligheden (dog under lidt mere ordnede forhold - for det første mødtes vi i et hus/en sal:D). Men vi blev mødt med den dans/sang, som de ville møde fjender med. Det er de unge krigere, der møder lederen fra den anden gruppe, med trusler om at spise ham, for at skræmme dem væk. Så ligger de en ofring på jorden, som vores leder kan tage, hvilket betyder at vi alle bliver en stor familie, han kan også ignorere den og vende om, eller han kan træde over den, og så er der krig:D Vores leder tog jo selvfølgelig ofringen, og nu skulle der hilses på den nye familie på ordentlig vis - Kia Ora og røre hinandens næse med sin egen.

Så var det tid til fest, og vi blev vist nogle forskellige danse, lege og sange. Efter det skulle vi lære et par af dem. Mændene skulle lære The Haka (den som deres rugbyteam altid bruger inden en kamp), og vi kvinder skulle lære en eller anden dans, som faktisk blev brugt at mændene før i tiden til at styrke deres håndled, men eftersom de ikke er så meget i krig mere, har kvinderne overtaget den, og den er gjort mere yndefuld. Dansene blev selvfølgelig vist for hinanden bagefter, hvilket var ret underholdende:D Der blev hygget og snakket lidt, og da det blev tid til at sove, foregik det i et stort lokale alle sammen, så der var god grobund for en omgang snorken. Det kom der også, men heldigvis havde jeg stadig mine ørepropper, så jeg fik sovet udmærket

Søndag d. 14. marts.

Vi startede dagen tidligt med morgenmad inden gruppefoto, inden turen gik videre til et sted, hvor vi ville ud at River Rafte. Vi kom i båd med engelske Jo(anna) og to svenskere. Jo og jeg meldte os til at sidde forrest, men efter peptalken var vi begge blevet rimelig skræmte, så nervøsiteten kunne vist ses tydeligt i vores ansigter!

Så startede turen ned af små rapids (rutsjebaner). Dette var ganske underholdende. Bagefter var det tid til 2 små vandfald på ca. 2 og 3 meter. Jo og jeg var rimelig nervøse inden dem, men da vi var kommet igennem dem, så jeg faktisk lidt frem til den store. Det var nemlig ikke så galt, som vores guide havde fået det til at lyde!! Gitte var helt i hopla. Så kom vi frem til det store - 7 meter. Det er det største man kan prøve i verden som amatør!! Vi var 5 både, og vi blev fortalt at 2 ud af 6 vender bunden i vejret… hmm… Den første båd vender sig ikke om! Det gør den næste heller ikke. Hmm…nu må der godt snart ske noget, inden vi skal ned af den:D Den 3. båd - så skete der noget. De vender bunden i vejret og bliver godt våde! Så var det vores tur…. Spændingen stiger frem om faldet, og min puls stiger rimelig meget. Tænker bare på at lige gyldig hvad, så må jeg ikke slippe rebet. Jeg vil ikke ned under vandfaldet og rulle rundt i gud ved hvor lang tid!!! Faldet er vildt fedt, og mens man stadig er under vandet med båden begynder smilet at komme frem på læben. Da båden kommer op af vandet og vender den rigtige retning, og vi er alle stadig i båden. Der bryder der grin, smil og jubel frem. Ingen i båden har prøvet at rafte før, så det var en kæmpe oplevelse! Så var turen stort set slut. Der var kun lidt vandpjasken og billeder der skulle tages, inden vi steg af båden en skøn oplevelse rigere.

Skydive!!! ??? Ja tak! Jeg havde i hvert fald bestemt mig for, at nu skulle det være. Da vi kom til Taupo, smed jeg tasken på sengen, og så var det ellers af sted mod lufthavnen, så jeg kunne springe ud fra et fly. Gitte ville have været med for at tage imod mig:D men vi ville først være retur rimelig sent, så det droppede hun igen. Vi var også ret mange, der skulle skydive, og der kan kun være 4-6 stk. på flyet af gangen. Jeg kom på det 3. ud af 4 fly. Vores gruppe skulle op omring kl. 18, så vi havde 2 timer inden det skulle gå løs. Det syntes jeg, var knap så fedt. Jeg ville gerne have det overstået med det samme. Men jeg blev slet ikke nervøs eller bange. På jorden så vi alle de andre springe ud og komme ned igen. Vi hørte og så deres begejstring, og måske alt det gjorde, at jeg slappede bedre af!!? I hvert fald glædede jeg mig bare rigtig meget. Det værste var, at jeg skulle snakke til et kamera:D

Turen op i flyet tog ca. 20 min. Vi var 5 i flyet, og jeg skulle spring anden sidst. Da først døren blev åbent, gik det rigtig stærkt. Pludselig var det min tur til at svinge benene ud af døren, og sidde der i få sekunder, inden jeg blev skubbet ud. Lige da jeg sætter mine ben ud af døren, kan jeg mærke et sug i maven af en blanding af spænding, nervøsitet og glæde. Og så er det af sted. De første 3-5 sekunder føles ligesom en rutsjebane. Det suger i maven, og jeg prøver at holde et skrig tilbage, men jeg slipper vist lidt luft ud af munden med smil på læben. Det er så fedt. Kort efter jeg er kommet ud af flyet, kan jeg ikke fornemme, at jeg falder med 200 km i timen. Det føles bare som om, jeg svæver eller flyder. Godt nok er det svært at lukke munden når jeg smiler og griner pga. luften, men ellers er der intet at mærke. Det er bare at nyde udsigten og fornemmelsen af, at man hænger i luften i de 65 sekunder, det hele varer (hvilket er alt for lidt tid). Jeg glemmer helt at faldskærmen jo også skal folde sig ud, så da den bliver åbnet bliver jeg helt overrasket, og nu går rutsjebanen den anden vej, og endnu engang kommer der et dejligt sug i maven. Så kan briller tages af, og nu skal udsigten rigtig nydes. Det er lige inden solen går ned, så jeg har en fantastisk udsigt. Vi springer over Lake Taupo, og jeg kan se de 2 største bjerge i baggrunden. Efter få minutter er det tid til at lande, og det vildeste jeg nogensinde har prøvet er overstået. Jeg kan dog fornemme følelsen længe efter, og selv i de timer det tager, inden vi bliver kørt retur (i limousine), er vi alle helt oppe i skyerne. Det er rigtig svært at forklare sådan en oplevelse, og det eneste jeg kan sige, er at man skal opleve det, og jeg skal helt sikkert gøre det igen!!! SÅ FEDT!

Mandag d. 15. marts.

Dagen gik med at snakke lidt på nettet med familie og kærester samt at finde en bog til mig, inden det gik mod Auckland igen. Dette var også en lang tur, og fremme i Auckland lavede vi ikke så meget andet end det nødvendige, inden vi gik i seng.

Tirsdag d. 16. marts.

Paihia var næste stop. På vejen derop var der picnic på stranden, og vi krammede et træ. Vi købte en flaske vin og handlede ind til aftensmad. Vi fandt ud af, at man ikke selv måtte medbringe alkohol på dette hostel, da de havde en bar, men nu havde vi altså en flaske vin og nogle Jack D og cola, som skulle drikkes inden vi skulle til Fiji, så dette var sidste chance:D Vi spiste derfor på værelset, så vi kunne nyde vinen. Da maden var spist, satte vi os ud på verandaen og drak den sidste vin, hvorefter vi gik til Jack D. Imens snakkede vi om løst og fast. Og bagefter skulle vi da i baren:D Her fortsatte alkoholen ned i maven på os, og vi snakkede med alle mulige mennesker. Vi mødte bl.a. en dansker (Louise), som havde en kupon til skydive - 2 for en! Gitte skulle så med hende. Da det var aftalt, forsatte vi med at drikke, og det resulterede i nogle meget mærkelige og til tider pinlige billeder!!:) Det var en vildt hyggelig aften, og det blev aftalt, at Louise ville komme og hente Gitte dagen efter, hvis de kunne nå at skydive, da vi skulle videre kl. 13.

Onsdag d. 17. marts.

Louise kom tidligt om morgenen g sagde, at de ikke kunne nå det. Tøsetøser!! Selvfølgelig kunne de det!!!:D Det var allerede kl. 8. Men ærgerligt for dem. Så gik de glip af den oplevelse. Så vi hoppede på bussen retur til Auckland, hvor vi på vejen stoppede ved et smukt vandfald. Tilbage i Auckland gjorde vi klar til Fiji og gik i seng.