Profile
Blog
Photos
Videos
Hej derhjemme
For en gang skyld vil jeg prøve at være på forkant med vores oplevelser hernede down under. Derfor har jeg i dag, mandag, sat mig for at skrive et blogindlæg om vores oplevelser i weekenden. Nu er der jo ikke så mange weekender tilbage hernede, så i denne weekend har jeg været ude ved Bo, for det er jo også med at få set den side af landet mens man er hernede, og ikke kun leve i en 'kuppel' herinde i storbyen.
Vi startede vores weekend på bedste squash-buddy-vis fredag aften. Vi løb ned til det lokale motionscentre for at tage en omgang squash. Forinden havde jeg nok regnet ud at Bo højst sandsynlig ville være bedre til denne sportsgren end mig, men hvis jeg selv skal sige det kom jeg ganske godt efter det (min teori er også at Bo nok ikke lige ydede 100% igennem hele spillet). Vi fik spillet et par kampe, som jeg selvfølgelig tabte begge to (15:2 og 15:13) og efter at have løbet hjem fra motionscenteret igen var vi pænt trætte begge to. Det må siges at vores disponering af weekendens energi ikke havde være alt for god for klokken syv næste morgen stod vi op for at komme ud på vore planlagte 20 km gåtur fra en bjergtop til en anden.
Chris, som Bo bor ved og en gut fra hans arbejde (på omkring de 55 år) havde planlagt en rute vi skulle ud på.Udover os 4 havde vi også selskab af Bos chef Tony og en ingeniør fra arbejdet Dave. Vi skulle som sagt gå fra en bjergtop til en anden og så tilbage igen. Turen gik godt det tog os vist 5-6 timer tror jeg, men så havde vi også tid til at afprøve diverse mærkelige strækøvelser, og nyde udsigten som i kan se på de billeder der er lagt op fra denne weekend. Inden vi tog af sted var de selvfølgelig så venlige at informere mig om at der nok var en stor sandsynlighed for at vi ville se slanger, pga. det gode vejr, så vi skulle passe på ikke at træde på dem!!!! Puha, jeg synes jeg så slanger hele turen, men det må vist have været i min fantasi for i virkeligheden så vi ingen slanger, men til gengæld en masse firben som dog ikke er farlige. Den ene bjergtop vi var på var et ski-resort i vintermånederne, så vi gik op af de græsbeklædte pister, og selvom de kun var 'grønne' pister var de nu pænt stejle at komme op ad. Vi var godt trætte da vi kom tilbage, så i bedste Anne-Marie Nielsen stil faldt jeg da også i søvn da vi skulle se film om aftenen. Dog ikke uden at jeg vågnede et par gange i løbet af filmen for lige at grine så de andre ikke opdagede at jeg sov (forstår ikke hvorfor at jeg har dette instinkt indbygget i mig?)….
… næste dag, søndag, var vi inviteret med to af Bos chefer (mand og kone) ud i deres båd for at sejle rundt i et område der hedder Lakes Entrance. Vejret var helt perfekt til en sejltur, 32 grader og høj solskin, så igen var vi tidligt oppe. Vi sejlede det meste af dagen rundt på de mange søer i området og vi var da også et lille smut ude på havet. En helt fantastisk tur som har overbevist mig om at vi på et eller andet tidspunkt skal have en båd (Mor: Så må vi lige få gjort noget ved din søsyge). Vi havde datterens lille hund med på turen som klarede turen som skibshund i stiv arm.. den havde mest af alt mad i hovedet og som alle andre hundehoveder var den helt vild med at grave huller i sandet på stranden, og det så ud som om at den var overbevist om at der var en skat hvis bare den gravede dybt nok!!
Vi har virkelig haft en dejlig weekend. Dem Bo arbejder ved er super flinke til at tage os med rundt og vise os området. Det er også dejligt at have lokale guides med på turen, ellers ender man jo let sammen med alle de andre uvidende turister J
I denne uge får jeg besøg af min studie-veninden Maria, som også er i praktik her i Australien (på østkysten) hun kommer Torsdag-søndag så jeg har fået fri fra arbejde torsdag of fredag. Vi skal vist nyde storbyen med masser af shopping og cafe-besøg, og vejret skulle bliver godt, 35 grader, så mon ikke også at der bliver tid til en tur til stranden (vi skal vist til at arbejde lidt på farven inden Thailand).
Bo bliver ude i Traralgon, han har vist nogle lidt mere seriøse planer end mig som involverer noget projekt-skriving så vi kan holde ferie i Thailand, og jul i DK med god samvittighed.Mht. til mig går det godt med projektet, jeg har for tiden masser at lave på arbejdet, så er blevet lidt mere presset med tiden til projektet, men det er nu meget positivt, så er jeg tvunget til at være mere produktiv når jeg skriver på det.
I aften står den vist på svømning i en dejlig udendørs pool og grill bagefter. Jeg sender varme tanker tilbage til kolde DK, og håber at julestemningen er ved at have indfundet sig (selvom det måske er en anelse for tidligt)
Mange hilsner fra Australien
Bo og Mette
- comments