Profile
Blog
Photos
Videos
Hej allesammen !
Nu er det efterhånden lang tid siden vi sidst har skrevet, men nu vender vi stærkt tilbage! Vi har ikke haft de bedste muligheder for at opdatere bloggen, eller måske har vi bare været dovne... Vi sidder i øjeblikket i flyet på vej mod Kuala Lumpur, Malaysia, så efter 4 uforglemmelige og meget anderledes uger i Indien, har vi sagt farvel og tager nu længere sydpå, hvor vi skal være de næste 8 uger.
Siden vi skrev blog sidst er der sket utroligt meget. Vi tilbragte 5 dage i Vashisht, en lille landsby uden for Manali, som vi havde fået anbefalet af andre rejsende. Det viste sig at være besøget værd! Vashisht er en hyggelig lille lokal landsby med en masse andre søde og imødekommende turister, som i høj grad benyttede sig af det forbudte stof charas. (Bare rolig mor, vi røg ikke noget!!) Ligeledes var tempoet moderat, og det var dejligt at komme til en by uden kaos og tonsvis af skrald i vejkanten. Udsigten var formidabel, og vi brugte mange aftener på at nyde den fra diverse rooftop-restauranter i byen. Udover at slappe af og nyde det stille liv i Vashisht var vi på en dagstur i Solang Nullah, indernes Bonbon-land, hvor vi brugte en dag på at paraglide og zorbe. En helt fantastisk oplevelse for os begge var paragliding! - en disciplin hvor man sammen med en professionel flyver rundt mellem bjergene i en faldskærm. Hvis I ikke kan se det for jer må i gå på Youtube. Vi prøvede også at zorbe - en disciplin hvor man ruller ned af en bakke i en kæmpestor bold. Det lyder dumt, men det var skide sjovt!
Fra Vashisht begyndte en længere rejse på 3 dage, hvor vores mål var Corbett Tiger Reserve, en nationalpark, hvor der skulle være god mulighed for at se tigere. På 3 dage brugte vi omkring 34 timer på at rejse. Transportmidlerne var en enkelt deluxebus, mens resten af turen stod på gamle, nedslidte og ekstremt ubehagelige offentlige busser sammen med 4000 Indere. Mens det til tider var skide irriterende at køre rundt i skodbusserne, var det også en oplevelse i sig selv, da vi kom til at se Indien på en mere autentisk måde. Da vi efter den lange rejse ankom til Corbett, som ligger i byen Ramnagar, blev vi en smule skuffede, da de tigertossede og sommerferieglade Indere havde booket alle heldagssafarierne, så vi måtte nøjes med en 4 timers tur. Og da vores 4 timers safari blev skåret ned til en 3 timers tur, grundet en defekt jeep, blev skuffelsen større. Især da vi havde brugt så mange dage på at nå frem. Vi fik dog stadig set en masse flot natur, en masse spændende dyr og mødt nogle svedige hollændere, så turen var ikke forgæves. Samme aften tog vi endnu en helvedesbus til Delhi, hvor vi ankom klokken 4 om morgenen, hvorfefter vi tog et morgentog til den seværdighedsrige by Agra.
I Agra boede vi på et flot hotel med en af de bedste udsigter til det prægtige Taj Mahal, Indiens hovedattraktion. På de 3 dage i Agra fik vi slappet lidt af oven på det vilde rejsegilde, men fik selvfølgelig stadig set og oplevet byens 3 hovedattraktioner: den ældgamle forladte by Fatihpur Sikri, det store Agra Fort og selvfølgelig det ekstremt flotte Taj Mahal. Især Taj Mahal var noget specielt, da man havde hørt så meget om det på forhånd. Det var fantastisk at få lov til at opleve det, selvom det var spækket med indere, som selvfølgelig kun betalte en tyvendedel af udlændinges pris. Agra var dog ikke ren sus og dus. Der opstod lidt lungeproblemer igen for Anders' vedkommende, men det bliver forhåbentligt ordnet i Kuala Lumpur. Ingen grund til bekymring - Anders har det fint.
Alt i alt har Indien været en sindsyg overdrevet oplevelse. Både på godt og ondt. Vi har været nogle helt fantastiske og unikke steder og oplevet nogle uforglemmelige ting. Blandt andet har vores oplevelser i Srinagar, Vashist og McLeod Ganj været fantastiske, mens byer som Delhi og Jammu ikke har været vores kop te! Tag ikke på storbyferie i Indien, da byerne simpelthen er så uhumske og kaotiske! Men mest af alt har vores tid i Indien været både ferie og udfordring på samme tid - en kombination, som ikke sker så tit. Vi er begge blevet udfordret og presset af Indiens kaos, hurtige tempo og uforudsigelighed, men vi har selvfølgelig lært af det, og blevet bedre til at rejse generelt. Indonesien bliver "a piece of cake" efter Indien! Nu vender vi som sagt snuden sydpå, hvor vi håber, at der er lidt mindre kaos og lidt lavere temperaturer (og mere oksekød!). Vi ser frem til de hvide sandstrande og de billige øl! Vi ser frem til at se de store regnskove og at køre rundt på scooter (nøgne) på Bali. Men mest af alt ser vi frem til at få en burger efter 4 uger uden oksekød.
Vi har det skide godt og ser frem til at høre fra jer på bloggen. Især de søde beskeder fra vores mødre luner!
Mange glade og kærlige hilsner fra Anders og Bjørn
- comments