Hej med jer allesammen nu er jeg endelig kommet tilbage til civilizationen, hvor internet er nemt tilgaengeligt.
der er sket utrolig meget siden sidst for det foerste har vi spaenderet 9 naetter i den lille landsby Jiquilillo med de niceste mennesker og den fraaderen cream cheese bagel som jeg allerede savner! det var dovenskabens hule som man blev afhaengig af med det samme. Ingen bekymringer, man skulle bare tvinge sin dovne krop op til en tavle, hvor man kunne skrive sit navn, hvis man ville have aftensmad eller frokost serveret. Ellers skulle man tage sig lidt mere sammen og gaa over til den enste restaurant i byen, hvor de serverede fraaderen hummer for lidt over 30 kr....
Ellers stod den paa haengekoejer lejrbaal, og oede strand eller billiard i den lokale bar, hvor jeg, som ikke lige frem er en haj til den slags udfoldelse, pinligt afsloerede hvor elendig jeg var til at ramme bolden mens den taalmodige lokale, som ikke har andet at tage sig til end at spille, roester paa hovedet.
Det eneste jeg foretog mig var at bestige en lille vulkan, hvilket bleve til et marreridt, fordi vi havde den soede patti med (Yogalearer paa over 40) som hele tiden skreg fordi hun var bange for at falde....

Den soede liv gjorde os utrolig dovne, saa vi droppede at tage nordpaa til andre lande. Det var svaert nok at forlade stedet. vi havde pakket en af dagene, men da vi saa fik vores bagel og hoerte at der var fuldmaane fest om aftenen, saa kunne vi ikke forlade stedet og b;eve 2 naetter laengere.

da vi endelig kom afsted skulle vi med bus til det doedsensfarlige Managua, hvor alle og en hver bliver roevet af taxa chaufoerer. Nate som havde boet 15 aar i Nicaragua sagde at Managua var det eneste sted, hvor han virkelig foelte sig utryg. flere der havde besoegt hans Rancho I Jiquilillo havde oplevet roeverier. Der er 10000 taxier i Managua og mange af dem koerer illegalt og det er svaert at se forskel. aabenbart er der nogle af dem der virkelig er farlige. i et land hvor over 50 % lever under fattigdomsgraensen er det ikke saa underligt at hovedstaden er dodge. Vi var i Managua en nat, og vi var hele tiden utrygge. Alle Nica'er som vi moedte sagde gaa ikke mere end to blokke den vej det er muy peligroso....

Vi overlevede dog og tog den forfaerdelige bus til El Rama 8 timer med lorte musik videoer og skrigende saelgere. bagefter stod den paa 2 timer speedbaad op af floden til bluefields efterfuldt af 45 i baad til Laguna De Perlas.

det Carribiske kys er meget anderledes end resten af landet de fleste er negere og de snakker Creols ikke spansk. Mange gange var de bedre til engelsk end spansk. Vi var paa tur med Mr Olando som er Miskitio (et oprindeligt folkefaerd) han viste sig sin landby og farm, og bagefter lavede hans soede kone mad til os i deres blikskur. han gjorde os endnu mere bange for Managua, da han fortalte om hans Canadiske ven, der var blevet stukker ihjel i Managua for en maaned siden:(
Landbyen var var et fantastisk interessant sted hvor mange oprindelige folk lever sammen. de er alle enige om at de vil have deres eget land og ikke stemme paa de onde korrupte Spaniards i managua.

Da vi havde vaeret der et par dage, saa fik vi hyret en fisker til at sejle os 3 timer over aabent hav til Corn Islands. Det var en forfaerdelig tur, og jeg kan ikke huske hvor naar jeg sidst har frygtet saa meget for mit liv. boelgerne var enorme og baaden var hele tiden paa nippet til at kaentre. det var godt nok hurtigere end den officielle rute, men det bleve dyrere fordi den idiotisk fiskermand kravede flere penge end vi havde aftalt. saa det enmdte i et kompromis.

Corn Islands er nogle fantastiske smukke oer som er picture perfect med turkis hav og oede sandstrande. vi boede paa little corn, hvor der ingen biler eller koeretoejer er. Vi brugte det meste af vores tid der paa ata tage dykkercertifikat med den chilleren chilener Christian. det var haardere end forventet og det hjalp ikke at vi fik vores foerste omgang diare.... Nu har vi certifikatet og jeg bestod selvfoelgelig teoriproeven med 98% rigtige svar (den er ikke nem), mens amanda var noget bedere til de praktiske oevelser.

Her tilsidst fik vi spat af oen , fordi maden var skide dyr og elendig og man bliver helt skoer i bolden af at vaere der. en uge var nok. vi ville hjem og der gik ingen baad, saa vi maate snakke med nye fiskere. denne gang en stor gammel metalbaad. vi havde en forfaerdelig nat 7 timers sejlads paa varmt hjerngulv. doedtraette kom vi frem til Bluiefields, hvor vi tog dern foerste Panga til rama 2 timers speedbaad, efterfulgt af den lange 7 timers tur til Managua og saa den vaerste de, hvor vi skulle kigge paa alle taxaerne og vaelge den der virkede mest autoriseret, vel vidende at man ikke kan vaere sikker, selvom de alle siger seguro seguro:( det gik og vi tog den foertse bus til Granada for at kommer vaek.

Det var igaar og idag har vi nyt den fantastiske by som vi allerede kendte. den er den rene antidose til corn islands, hvor madudvalget var elendigt. i morges spiste vi den fantastiske buffet morgenmad paa Choko musseet med pandekager, vafler, broed smoer oeko te og kaffe, juice og alt andet hvad hjertet begaerer. senere har vi spist laekre salat og sandwich paa garden cafe og i aften vil vi spise paa den laekre cafe Bohemia. f*** hvor er jeg traet af pan de coco og seafood. troede aldrig man kunne faa nok snappers, yellowtail og hvad de ellers hedder.....

Imorgen staar den paa endnu en tur paa 8 timer til san Jose efterfulgt af en overnat og derefter 8 timer til Panama, hvor skal vaere indtil jeg tager en sejlbaad til Columbia og Amanda skal tilbage til Costa Rica.

haaber i er glade for den lille opdate:)

Jeg skriver nok foerst igen om noget tid....