Hej derhjemme jeg er syg i en underlig by, saa jeg ved ikke hvad jeg skal foretage mig, og derfor skriver jeg nu dette nye blogindlaeg.

Der er sket en del siden det sidste indlaeg. Efter vores dejlige afslappede dage i Villa De Leyva tog vi nu afsted til den gigantiske kaotiske by Bogota hovedstaden i Colombia. Dette traek hjalp ikke lige frem paa ronjas hovedpine, der som en anden ond aand udviklede sig til en syndflod af opkast. Det var noget underligt, da hun tit er oppe i 3000 m, og Bogota kun er i 2650m. Hun endte derfor med at maate ligge paa hostel som en anden halvdoed samtlige 3 dage i Bogota. det var super aergeligt, men i det mindste blev hun ikke ved med at braekke sig.
jeg maate selv gaa rundt i byen hygge mig. om fredagen lukkede de hovedgaden og der var goegl og fest hele aftenen. De soede colombianere imponerede mig endnu en gang med deres store venlighed. Da jeg stod og kiggede paa et show kom en mor og hendes datter hen til mig og det endte med at vi snakkede en halv time, og jeg fik deres nr, hvis nu jeg havde brug for hjaelp.

Den naeste dag boed paa flere gode oplevelser. jeg tog sammen med Kevin fra holland og to piger til Shakira koncert i den store park. vi fik forhandlet os til nogle billige billetter. 100 kr stykket.
det blev vildt fedt og hun gav den virkelig gas i sit hjemland. bagefter var vi helt hoeje, og vi tog straks videre pa en chiva (party bus) med saa meget sprut man kunne drikke. den koerte os til nogle meget fancy clubs i Zona Rosa. Vi fik heldigvis gratis entree, men vi maatte forfalde til gadedruk for drinkne kostede over 100kr. det blev godt nok tydeligt hvor stor forskel der er paa rig og fattig i dette land. der var limosiner i gaderne og doermaendene lignede fbi agenter. jeg ved ikke hvordan jeg kom ind med mine vandrestoevler, men gringoer kan jo meget. til sidst endte vi paa en club paa 30th sal, hvor der var panorama view ud over byen. der saa vi solen staa op, men saa maatte vi hjem, fordi clubben lukkede kl 6.30.

Den sidste dag var stille og rolig. jeg havde toemmermaend og ronja var stadig syg. om aftenen tog vi en natbus 8 timer til salento en lille kaffelandsby. Det var jordens bedste antidosis til storbyen. vi boede paa et oeko hostel/farm, hvor der var fantastisk udsigt og frisk maelk fra koen hver morgen. Vi var ude og ride paa heste, og jeg var paa mit andet besoeg hos en kaffe farm. denne gang Don Elias. Ronja havde faaet det meget bedre, saa det var bare super. den lille by var ogsaa hyggelig, og i det hele taget kunne vi sikkert godt vaere blevet laengere, men vi havde en aftale den 17 marts.
vi tog afsted mod Cali efter en god formiddag i salento. det var en kort turt blot 5 timer i bus. Vi ankom til Cali, som ogsaa var en storby, som tidligere havde vaeret skueplads for drablige bandeopgoer og narkobaroner. Nu er den mest kendt for at vaere Colombias salsa hovedstad og det fik vi skam ogsaa oplevet. vi skulle bo hos en couchsurfer der hed Natalia i den sydlige del af byen. hun boede alene med sine 3 hunde. Jeg kom virkelig paa proeve, men til sidst kunne jeg meget godt lide dem.

Om fredagen tog Nathalia os med ud til sit universitet, hvor der var godt gang i den. folk sad i parken og drak chicha (majsalkohol) og snakkede. Andre dansede salsa paa volleybanen og det virkede generelt som om der var et dejligt universitetsmiljoe. Natalias venner var skide soede, men de ville tidligt hjem, saa vi maatte tage videre med nogle andre studerende. Vi kom skam paa salsa bar og alle dansede helt ud paa gaden, fordi der var for proppet. Ronja fik danset en masse med en sort fyr, som virkelig var dygtig. hun var generelt ret eftertragtet, fordi hun var gringa. jeg laerte ogsaa et par trin, men jeg syntes sku det var temmelig svaert. Jeg har ikke nok rytme i kroppen, og i forvejen er jeg jo ikke ligefrem ekspert i at styre lemmerne. en saerlig taalmodig colombiansk pige forsoegte dog at forbedre min dans, og det gik da ogsaa okay, men.....

Den naeste dag lavede vi intet, men om aftenen havde vi besluttet at tage til Ecuador. Efter vi have ventet paa at vores taxi fik nye daek paa, saa kom vi endelig frem til busterminalen og fandt en bus. 12 timer til graensen, 3 timer til ibarra. en time i regnvejr, 4 timers bjergkoersel, hvor folk braekkede sig, og saa ankom vi til san lorenzo ved ecuadors nordkyst. vi sov lige med det samme, og idag vaagnede jeg op med diare. her er ingen gringoer i miles omkreds og alle her er sorte. jeg ved ikke helt hvad vi skal lave, men det finder vi vel ud af. jeg skal vaere i quito paa onsdag for at hente Amanda, saa jeg har ogsaa begraenset tid.

det var alt for nu. jeg oploader maaske billeder senere.