Efter snart to måneders færden har vi nu endelig fået tryllet beretninger frem om det varme østen. Sidst vi smed tastaturet fra os, var i Sapa i Nordvietnam. Siden har vi rejst syd på og har tilbagelagt ca. 2500 km.

I skal ikke snydes for de sidste tre ugers bedrifter i Vietnam, derfor starter vi hvor vi slap, nemlig i Sapa. Efter et par hyggelige dage på hotelværelset er vi nu tilbage i topform og klar til næste destination: Cat Ba Island. Det foregår med nattoget tilbage til Hanoi og derfra videre i bus. Endnu en gang bliver det til få timers søvn i den bumlende svedhytte, men frem kommer vi og endnu engang kan vi konstatere, at vi ikke bliver fans. Med trætte øjne trasker vi igennem Hanois gader som for første gang virker fredelig og rolig. Byen er ved at vågne og kun få knallerter har set dagens lys, gadebilledet er præget af kvinder, som cykler af sted med dagens frugt mod de mange markeder og de utallige små boder byen byder på.

Efter en veloverstået bus og sejltur står vi nu på vores hotelværelse. Herfra har vi en fantastisk udsigt over Cat Ba havn og smukke klippeformationer i havet. Cat Ba er kendt for gode strande og deres seafood. Vi nyder godt af begge dele, men vores primære mål er en sejltur i Ha Long Bay bugten med en overnatning til søs. Vi skal dele en stor båd med et engelsk par og ser frem til to dage med sejllads, snorkling og kajakroning omgivet af et af verdens naturlige vidundere. Sejlturen viser sig, at være bedre end forventet, hver klippe har en historie og er formet forskelligt af vejr og vind, nogle har sågar en lille strand med tilhørende turkisfarvet vand.

Det engelske par viser sig at være utolig søde, det eneste problem med dem er, at de er erfarende kajakroere modsætning til os, der lige skulle have alle detaljerne på plads. Det lykkedes os heldigvis at blive skarpe med padlerne inden de krævende grotter, hvor den stærke strøm kan være en stor udfordring. Lærke bliver i den sammenhæng som den eneste i bugten udstyret med en junior-redningsvest, da guiden vurderer, at Lærke ikke er stærk nok til at rede sig selv i den stærke strøm. Lærke prøver ihærdigt at vise guiden sine store bicips og overbevise ham om at hun er stærk nok, dette lykkedes ikke og vi bliver søsat i kajakken. På trods af startvanskligheder er kayakturen fantastisk, vi besøger laguner, store huler og små øde strande samt små lokale templer.

Personalet der tæller: kaptajn, styrmand, kok og guide behandler os som royale. Vi når dårligt at blive sultne, før der står et nyt lækkert måltid på bordet, altsammen friskfanget med hjemmelavet fiskegrej. Dagen bliver rundet perfekt af med stjernekiggeri fra soldækket i bælravende mørke.

Vi bliver dagen efter, beriget med endnu en kajaktur ud i de smukke laguner. Vi kommer helt tæt på de flydende landsbyer, og et folkefærd der sjældent betræder land. Disse mennesker er afhængige af den ugentlige båd fra fastlandet samt de naturlige resourser. De trækker strøm fra generatorere og store batterier. Helt afskåret fra den civile omverden er de dog ikke, da hver familie med respekt for sig selv har installeret parabol på taget. Et par gode måltider senere sejler vi igen imod land og lægger Ha Long Bay, La Han Bay og Bay Tu Long bag os.

Næste mål er Huê halvvejs nede af kysten. Denne 16timer lange tur skal foregå i en natbus, en natbus der vel og mærket er lavet til 160 cm høje asiatere. Selve turen foreløber ganske roligt på trods af den manglende benplads for den ene part af selskabet. I Huê står vi direkte ud i første og indtil videre eneste regnbyge på turen. Byen skal dog indeholde andet end hissige dråber og vietnamesere svøbt ind i ponchos. Huê har som tidligere hovedstad haft stor historisk betydning for landet, især med "Den Forbudte By", en bydel der stadig bærer præg af blodige kampe. Den indeholder flotte paladser og smukke templer, der løbende bliver restaureret af det stolte folkefærd. Efter en masse kulturelle indput, cykel og knallertture i ydreområder hvor små børn står i vejkanten og råber HALLO og vinker om kap, går turen imod Hoi An.

En by der overrasker os gevaldigt med dens lille hyggelige bymidte og bountystrande. Vi får hurtigt lejet vores favorit transportmiddel, nemlig scooteren og sætter kurs mod stranden. De små lokale restauranter langs vandet tilbyder skalddyr og muslinger i alle afskygninger, en perfekt dessert efter en eftertragtet badetur, kan det blive bedre?

På vores lange rejse mod syd skal vi gøre et stop på vejen. Vi forsøger, at undvige turismængden, og finder derfor en ikke beskrevet by på kortet, der hedder Tuy Hoa. Glæden ved, at komme til en mindre by, uden turister, med en lækker strand er stor, men humøret bliver vendt efter et kvarters gang i mod hotellet. I modsætning til alle andre steder i Vietnam virker alle enormt sure og ikke imødekommende. Det er lige fra receptionisten på hotellet til servetricen på juicebaren. Vi når kun lige at sove der, før vi rykker videre i stor undren over den mærkelige behandling, måske skyldes det at de bare vil have en by langs kysten for dem selv, hvem ved. I vores iver efter at komme væk, må vi ty til den dyre taxa.

Små tre timer i taxa og vi står ved den bus i Nha Trang, der skal føre os videre til Dalat i det sydlige højland. Ved ankomst om aftenen får vi en følelse af kulde, en følelse vi næsten har glemt. Det skal dog ikke stoppe os i at bestille en tur ud i højlandet. Næste morgen sadler vi scooteren samt hilser på resten af tourgruppen, en gruppe der tæller et par stykker, der aldrig har kørt på scooter før, friskt nok. Af sted går det i bjergene, det viser sig dog hurtigt, at gå lidt for godt for en amerikansk pige der efter igangsætning vælter og får scooteren over sig. Hun bliver behandlet med de bedste Vietnamesiske og danske kundskaber, men kan stadig ikke stå på sit ben, så vi må fortsætte uden hende. Trods dette dramatiske indslag bliver det en fantastisk tur, hvor guiden tager os med til små lokale silkefabrikker, kaffeplantager og vandfald. Turen bliver rundet af i et hjem, i en lille landsby, hvor vi via guiden får en idé om, hvordan livet også kan se ud. Ved afslutningsmiddagen får vi et kursus i vietnamesisk kultur kontra vestlig, vi lærer en masse , og får bekræftet en masse ting, bla. at lys hud giver høj status, og at det er derfor, Lærke er meget populær og at de lokale altid skal røre ved hendes "silk-skin". Vi får slappet af et par dage i den hyggelige by, og besøger det fransk tegnede "Crazy House" for endnu engang at pleje den kulturelle side, den gamle togstation får også et besøg og er som resten af byen meget charmerende.

Dagen efter drøner vi af sted til Saigon i endnu et drøn af en natbus! Siagon er en livlig storby, men alligevel er den som alle andre byer. Det virker nemlig til, at ingen skal noget, alt foregår i slowmotion. Vi nyder nogle dage med rigtig kaffe, der kan købes i diverse vestligt præget kaffebutikker. Byen indeholder trods vestlige tendenser et utal af markeder, mængder af traffik, lokale der ligger på deres knallerter som dagens gøremål, et overforbrug af cykeltaxaer og streetkitchens, præcis som i resten af landet. Efter et par kulturelle indspark og efter at have vadet gaderne i Saigon tynde, savner vi i 35 grader en dukkert. Derfor opgraderer vi hotelvalget til et med fire stjerner med pool på taget. Det viser sig at være den bedste idè længe, da vi bliver født på ny efter en kølig dukkert med udsigt til Saigons skyline. En enkelt dag kan ikke gøre det, så vi napper en ekstra overnatning. Tanken om endnu en dag ved poolen, kun forstyrret af en håndfuld små buttede vietnamesere med korkbælter på, er ikke til at modstå. Dagen efter stempler vi ud af Saigon og tager til Can Tho, som er centralt placeret i Mekong Deltaet.

Ved ankomst til hotellet, bliver vi mødt af en ivrig, men sød guide der gerne vil sælge os en sejltur på floden. Vi bider for en gang skyld på det første og det bedste, da det netop er en tur, som denne vi søger. Det viser sig at være et godt valg og vi får en fantastisk tur ud i Deltaet, trods en mystisk start hvor vi bliver hentet af en lille lettere retaderet lokal, der fører os ned til vandet, hvor en stor vietnamesisk mutter sidder klar ved roret og byder os velkommen ombord. Derefter går turen akomponeret af den smukkeste solopgang, mod det store flydende marked. På vejen oplever vi de flydende byer vågne, og endnu en gang er vi tilskuere til en helt normal vietnamesisk morgen, hvor folk børster tænder ud af deres små vinduer, og bader i floden blandt alverdens skidt og møg de lokale dumper i floden. Ved vores besøg på det flydende marked bliver vi mødt af handel fra den gamle skole, her bliver diverse råvarer handlet og byttet fra båd til båd, alt lige fra ris til dragefrugt. Vores kaptajn sætter kursen mod en lille nuddelfabrik, hvorefter turen går igennem de smale floder i Deltaet, her oplever vi en hverdag der normalt kun foregår i dokumentarfilm. Endnu en gang bliver vi facineret af, hvor lidt disse mennesker har, de behøver ikke andet end, fire vægge, 2 høns og en båd, før alt er fryd og gammen.

Efter en lang dag til søs falder vi begge i søvn på hjemturen og bliver vækket af vores mutter, der prikker os med nylavet bambus-flet, som vi for alt i verden skal påføre os. Efter et par skønne dage bliver vi nødt til at rykke videre, da vores visum er få dage fra at udløbe.

Vi sætter derfor kursen imod Chau Doc, en lille by der grænser op til Cambodia. Planen er at sejle via Mekong Floden ind til Phnom Penh, hovedstaden i Cambodia. Efter en god vandretur på ca. fire km, med fuld oppakning, stempler vi ind på et lækker, men som sædvanligt billigt hotel. Efter en solid middag og en god nats søvn står den på en fire timers smuk sejltur, inden vi kan stille os i Cambodias hovedstad. På vejen skal vi ordne visum ved grænsen, en erhvervelse som vi frygter kan volde problemer, især med tanke på hvor svært det er at købe et kilo frugt til den rette pris på det lokale marked. Men højst uventet glider det hele perfekt og efter en time står alle turister med et gyldigt visum, vildt!

På nuværende tidspunkt er vi godt inde i Cambodia, nærmest også ude igen, men den historie må i vente med.

For flere billeder, brug samme link...

Varme hilsner C&L