Dag 33 - Rotorua:

Tro det eller ej, men vi stod op kl 8 og gik i poolen! Tog et par baner og da vi var ved at fryse ihjel skyndte vi os op i hytten og spise morgenmad.Herefter satte vi kursen sydpaa. Nu med Kim bare rattet (hidtil havde Torgunn vaeret chauffoer - og en udmaerket en af slagsen).

Vi laa bag i og laeste (og spillede gameboy), saa saa nok ikke helt saa meget som vi burde, men foerst paa eftermiddagen ankom vi til Rotorua. Omtalt som NZ's roevhul - og ikke uden grund. Aarsagen er de svovlsoer der ligger rundt i hele byen, og det er virkelig en slem stank. Taenk raadden aeg!
Na, men vi fandt os en lille park, hvor vi holdt ind og lavede lidt frokost hvorefter vi gik en kort tur i parken. Efter ganske faa minutters gang fandt vi en lille pool med varmt kildevand. Her satte Steffen og Kim sig for at tage et lille fodbad. Anna havde taget lukkede sko paa (da det var rimelig koldt den dag), og valgte derfor at gaa tilbage til bilen for at skifte til klip-klappere, saa hun ogsaa kunne faa dyppet taerene.

(Nu skriver jeg lige "jeg" resten af vejen)..
Da jeg gik tilbage mod bilen, saa jeg at doeren stod aaben, og at der var en stor groen firhjulstraekker parkeret meget taet paa. Da jeg kom naermere endnu, saa jeg at der stod en stor mand inde i vores bil. Jeg begyndte at raabe til ham, og saa snart han hoerte mig hoppede han ud af vores bil og ind i sin egen. Han havde parkeret saadan, at han kunne gaa direkte fra den ene ind i den anden.
Han havde min og Steffens smaa rygsaekke med (indeholdende alt af vaerdi - som vi for foerste gang paa hele turen, havde efterladt). Af en eller anden grund taenkte jeg meget klart lige i det oejeblik, og vidste at han ikke skulle have lov til at koere vaek med dem. Min egen indeholdt pas, billetter, penge og alle kreditkort (Ja, ved godt det er dumt at opbavare det samlet).
Jeg loeber hen til bilen, aabner passagerdoeren og tager min egen taske, som staar paa saedet. Jeg overvejer paa intet tidspunkt at det kunne vaere farligt. Jeg naar ikke at tage Steffens, foer han begynder at bakke, og jeg bliver slaaet omkuld af den stadig aabne bildoer.
Da jeg rejser mig op igen, er han vaek. Der staar en mand paa den anden side af vejen, der speorger mig, om det var min bil han havde stjaalet,. Jeg fortalte ham at det var min taske, hvoerefter han skynder sig hen og hente sin egen bil, og saetter efter tyven. Herefter kommer der en dame hen til mig og fortaeller, at hun naaede at skrive hans nummerplade ned. Ergo har omraadet vaeret fyldt med mennesker. Og alligevel har det ikke stoppet ham fra at bryde ind i vores bil.
Foerst herefter gaar det op for mig hvad der egentlig er sket og jeg bryder fuldstaendig sammen. Jeg raaber paa min far og de andre, men de kan intet hoere, saa jeg loeber hen til dem, og forsoeger at fortaelle at vi lige har haft indbrud. De fatter ikke rigtig noget, og der gaar et stykke tid foer de kommer med mig.
Da vi kommer tilbage til bilen er Steffen helt ude af den, da han har mistet iPod, mobil, gameboy og alt muligt andet af stoerre og mindre vaerdi.
Den foer omtalte dame har kontaktet politiet og jeg faar stukket roeret i haanden, men har svaert ved at sige noget som helst. Kort efter ankommer de til stedet, og efter igen at have forklaret hvad der skete, tager de os med paa stationen. Her tilbringer vi de naeste fire timer. Vi bliver afhoert igen og igen, faar taget fingeraftryk (de tager ogsaa paa bilen), skriver den ene liste efter en anden med hvad der er blevet stjaalet, som Steffen herefter bruger en time paa at uddybe, og jeg bliver bedt om at identificere manden ud fra en lang raekke billeder. De tager det virkelig serioest. Vi faar endda tildelt krisehjaelp, og en lokal kvinde hjaelper os efterfoelgende med at faa genanskaffet de vigtigste ting og finde en campingplads for natten.

Det var en meget ubehagelig oplevelse, som vist foerst rigtig sev ind efter et stykke tid. Ihvertfald sov jeg rigtig elendigt om natten.

Meeen foer vi naaede dertil skulle vi da lige have lidtaftensmad, og ovenpaa en noget trist dag traengte vi til en god stor boef! Saa vi fandt os en restaurant, hvor vi kunne faa en kaempe (american style) buffet... Mums! Desvaerre ankom vi et kvarter foer lukketid, saa der var ikke meget tid til at nyde maden.