Flyveturen til Rurrenabaque foregik i et fly, der for os alle tres vedkommende var det mindste, vi nogensinde havde floejet med. 21 mennesker var vi ombord - inkl. de to piloter! Selvfoelgelig findes der mindre fly, men det her var faktisk i designet nogenlunde som et normalt passagerfly, som vi kender dem - bare i lilleput stoerelse, og derfor var det en lidt surrealistisk oplevelse. Som der stod skrevet: "I det usandsynlige tilfaelde af trykfald i kabinen, vil iltmasker blive uddelt af personalet.". Vi vidste nu godt, at flyet skulle vaere meget lille, og at landingsbanen i Rurrenabaque bestaar af en graesmark, men det var aabenbart ikke alle, der havde vaeret helt klar over det. Som en amerikaner overfor Jonas udbroed med hoej, skinger stemme, da flyet langsomt saenkede sig ned over traetoppene: "s***, s***, s*** - this is the airport!".

Se, havde det nu vaeret en roman eller en film, vi var med i, saa var flyet selvfoelige styrtet ned i junglen, og vi skulle have kaempet en lang, sej kamp for livet og for at finde ud igen, men heldigvis da var det trods alt ikke en film, og som jeg allerede har antydet, landede vi sikkert paa graesmarken, (og kom ud til den dobbelte temperatur af hvad vi havde efterladt 40 minutter tidligere i La Paz). Men stadigvaek, vores tid i amazonas blev lidt som et klassisk jungleeventyr.

Da dagen efter listede sig fri af nattens mulm og moerke, (vi havde vaeret lynhurtige dagen inden til at faa bestilt en tur hos selskabet Bala tours, og saa ellers bare slappe lidt af foer det skulle gaa loes) og vi skulle afsted, viste det sig nemlig, at vi var de eneste turister paa turen. Det var altsaa bare os tre hvide opdagelsesrejsende og saa vores lokale guider og hjaelpere, der sejlede 2-3 timer ind i junglen til Eco-lodgen Tacuaral, som skulle vaere vores faste base for jungleekspiditionen.

Med sejlturen op af junglefloden var formiddagen selvfoelig gaaet, saa vi ankom til lodgen lige i tide til frokosten, hvor vi blev stop fodret med god, boliviansk mad - noget der fortsatte hver eneste maaltid gennem hele turen. Efter frokost holder man ogsaa hver dag en lang siestapause, hvor alt og alle bliver magnetisk tiltrukket af haengekoejerne (det gaelder desvaerre ogsaa alle insekterne) indtil klokken 16.30, hvor man saetter afsted paa eftermiddagsaktiviteten. Den foerste dag var sidstnaevnte, at vandre gennem junglen paa udkig efter dyr og planter - ganske som opdagelsesturene altid beskrives med myggene svaermene omkring en og sveden drivende fra alle porer. Det man saa mest af var selvfoelige planter (f.eks. den vandrende palme) og smaa dyr som haardtarbejende myrer, men vi saa ogsaa flere store, fantastisk flotte araer (papegoejer), den prae-historiske Hoatzin-fugl (som ligner noget der er loegn) og flere andre af deres bevingede venner.

Den foerste aften boed faktisk ogsaa undtagelsesvis paa en tur (normalt naar man er kommet hjem fra eftermiddagsturen og har faaet spist og snakket ved middagsbordet er det blevet moerkt, hvorefter der ikke er helt vildt meget mere at foretage sige, hvorfor man ofte holder sig nogle forholdsvis tidlige saengetider). Det var saadan set ogsaa bare en lille gaatur ind i junglen til en lille soe, vi ogsaa havde vaeret ved tidligere paa dagen, men i det totale moerke var det alligevel noget andet at gaa paa opdagelse kun ved vores lommelygters skaer. Nattedyrene var selvfoelige kommet paa benene. En ugle sad og betragtede os, caymanerne (smaa krokodiller/alligatorer som for de stoerste vedkommende dog alligevel kan naa en 2 m) svoemmede omkring og en masse andre dyr kunne hoeres, men ikke ses. F.eks. maatte vi paa et tidspunkt stoppe op og holde lommelygterne slukkede i laengere tid (vi kunne lige saa godt have haft oejnene lukkede), fordi vores guide Victor havde hoert kaldet fra en efterladt Peccary (smaagris). Hvis hele flokken paa 300 potentielt aggresive eksemplarer kom tilbage efter den, ville det ikke vaere saa sjovt at vaere os. Peccary er for den sags skyld ogsaa jaguarens yndlingsbytte. Men der skete ikke saa meget mere, saa efter et stykke tid begav vi os videre igen.

Om morgnen hed det op klokken 7 og aktiviteten den formiddag var igen at gaa paa opdagelse efter junglens hemmeligheder - denne gang med saerlig henblik paa at finde nogle aber. Det lykkedes godt nok ikke, men vi fik set flere papegoejer og andre fugle, en stor Caiman og fodsporene efter en tapir.

Og eftermiddagen blev endnu mere interessant, der skulle vi nemlig ud og fiske efter pirañaer (piratfisk)! I starten blev det godt nok mere fodring af pirañerne, for de var rigtig gode til at snuppe oksekoedsstykkerne af vores kroge uden noedvendigvis selv at foelge med op af den grund. Isaer for Jonas skete dette ustandseligt, men til sidst fik selv han da haevet en piraña paa land, og i alt fik vi 4 pirañaer, 1 sjaelden fisk kaldet Venton og 1 sardin haevet op og allernaadigst sat ud igen, (undtagen sardinen der blev til ekstra - og saerdeles effektiv - mading). Og saa spoergsmaalet til millionen! Hvem mon alene stod for lige praecis halvdelen af vores fangst? Selvfoelige ingen ringere end vores fiskevante faering Aksel, (og det paa trods af at han i starten brokkede sig lidt over ikke at vaere vant til flodfiskeri efter mange aars fangsttogter i havet).

Tredjedagen boed foerst paa en sejltur op af floden, til et sted hvor det var rigtig godt at se araer (en lerskrant hvor de har deres huler og desuden er noedt til at komme og spise leret, for ikke at doe af de frugter de lige har fortaeret inden). Vi fik nu lov til at vente et godt stykke tid paa dem, men de kom da, og usandsynligt flotte det er de jo! Dernaest var planen, at vi skulle ud og svoemme i junglefloden, men det blev lige skubbet lidt, fordi Victor (vores guide) og vores guide-in-learning: Sherman fandt paa at lave en lille souvenir til os i form af nogle ringe lavet af Choda Palme. Vi fik ogsaa selv lov til at arbejde lidt for det med slibningen, men de blev rigtig flotte - glaensende sorte, og saa kunne vi ellers komme ud og bade. Stroemmen i floden var godt staerk, men det var nok egentlig en meget positiv ting, fordi det gjorde, at der ikke skulle vaere Caimans og Pirañaer. Saa vi kastede fornoejede ud i det koelige, grumsede flodvand.

Der var selvfoelige ogsaa et par store maaltider og afslappede siestaer i mellem det hele, men ellers er vi faktisk allerede naet til den sidste dag i junglen, hvor vi igen skulle ud og vandre, for at se om vi ikke lige kunne faa set nogle flere dyr her paa falderebet.

Victor havde allerede snakket om det i flere dage: "Denne her lyd er ikke normal, det betyder at regnen kommer, maaske i nat" og nu var regnen saa endelig kommet. Vi fik altsaa ogsaa lige for alvor oplevet REGNskoven, men det var ikke fordi vi havde mere held med os med dyrene. Til gengaeld fik vi svinget os i lianerne og guiderne plukkede en cacao-frugt til os. Selve boennerne, som bliver til chokolade, skal lige toerres foer man kan spise dem, men uden om dem er der noget soedt, hvidt frugtkoed, der bestemt ogsaa er yderst velsmagende.

Og det var saa jungleturen. Vi tog afsked med madmor Estella, den godmodige forvalter Pedro, vores cool kaptajn og ikke mindst vores guider: Storsmilende Sherman og Victor Eagleeye. Sejlturen tilbage til Rurrenabaque var ned af floden, saa den varede kun halv tid. Vi havde bestemt ikke vaeret heldige med dyrene, men derudover havde vi haft en helt perfekt, fantastisk og autentisk tid.

Planen var saa at tage en afslappet dag til at opleve rolige Rurrenabaque og flyve tilbage til La Paz mandag (den 15/3). Men nogle gange kan tingene gaa meget staerkt. Vi taenkte lidt mere over det med, at vi egentlig ogsaa gerne ville have set nogle flere dyr, og 1-2 timer senere stod vi pludselig med en betalt pampastur (et mere aabent amazonas sumplandskab, hvor det netop af den grund er meget nemmere at opleve dyrene) og soendagen var derfor nu forvandlet til en hviledag i oasen (ogsaa i den grad - vi hang bare i haengekoejerne og spillede pool paa hostellet), foer det gik loes igen.

Vores guide blev paa ny Victor, og vi var stadig de eneste paa turen, men der var ogsaa andre grupper i lodgen (Caracoles). I det hele taget er der flere turister, der tager til pampasen. Men nu havde vi jo ogsaa haft eventyret i den taette jungle, og til gengaeld vrimlede det i den grad med dyr. Velkomstkomiteen bestod af en lille gruppe flodskildpader.

Denne gang skulle vi 3 timer med jeep for at komme dertil, og det var vaesentligt mere ubekvemt, maa man nok sige. Men paa den anden side foregik naesten alle aktiviteterne i selve pampasen ved at man sejlede rundt, hvilket var vaesentligt mere komfortabelt end junglens vandreekspiditioner, saa det gaar vel et eller andet sted meget godt op.

Allerede den foerste eftermiddag (efter frokost og siesta selvfoelig) paa en stille sejltur ned af floden, saa vi masser af dyr. Som altid uhyggeligt mange, store, imponerende fugle - bl.a ogsaa en stor hornugle, og nu var der ogsaa pattedyr! Vi fik et godt blik paa flere grupper af forskellige slags aber, capybaraer - verdens stoerste gnavere, for slet ikke at tale om delfinerne (Pink River-Dolphin). Det regnede godt nok en god del af tiden, men vi havde faaet udleveret nogle regnponchoer, og til gengaeld var der i pampasen naesten ikke nogen myg!

Regnen naede dog lige at stoppe til efter aftensmaden, saa ligesom den foerste aften i junglen, tog vi ogsaa her en tur i moerket. Men denne gang bare en sejltur, og det var bestemt ogsaa eventyrligt: Flagermusene svaermede omkring os, Ildfluerne glimtede lystigt derudaf og en stor Caiman laa og lurede. Desuden laa der en masse Caiman-babyer langs flodbreden (og det er faktisk et sjaeldent syn). En fantastisk stjernehimmel, som dem vi tidligere havde set i amazonas totale moerke, ville have vaeret himmelsk som prikken over i'et, men der laa stadig et dumt, hvidt lag af noget vaere stas og blokerede for den slags.

Paa andendagen var det tid til den store anakondajagt. Vi tog gummistoevler paa og vadede saa gennem en sumpet sivmark, hvor der skulle vaere masser af dem. Gaa febrilsk og lede efter 3m lange slanger er en lidt absurd beskaeftigelse, naar man taenker for meget over det, men det var ogsaa ret sejt. Aksel fik set en meget ung anakonda (den store slange er et af de eneste dyr, der vokser kontinuerligt hele livet, saa de meget lange er samtidig ogsaa de meget gamle) og Victor spottede et voksent eksemplar, men i begge tilfaelde smuttede de vaek foer vi andre kunne naa derhen. Det er som sagt regntid, saa der laa masser af vand, et element som anakondaen er lynhurtig i.

Eftermiddagsaktiviteten var til gengaeld anderledes nem at finde. Vi skulle ud og svoemme med delfiner, og vi havde vel ikke engang sejlet et minut foer den foerste dukkede op. Faktisk fik vi vist slet ikke set andre dyr den eftermiddag, men vores opmaerksomhed var selvfoelgelig ogsaa meget fokuseret. Delfinerne skoed til en bold, vi kastede ud til dem, (og som vi i siestaen ogsaa lige selv havde taget en lille fodboldkamp med), de kom og nappede os i taerne, naar vi sad paa kanten af baaden med foedderne i vandet og fortsatte ogsaa med den slags spilopper, da vi saa hoppede helt i. En af dem greb f.eks. fat i Aksels storetaa og trak ham helt ned under vandet. Fantastisk er allerede brugt meget i dette indlaeg, saa det daekker ikke oplevelsen. Det var simpelthen saa... FANTASTISK.

Vi havde trods alt taget en lidt kortere pampas - end jungletur, saa endnu engang er vi allerede naet til sidste dag i amazonas (denne gang definitivt... formentlig). Der var selvfoelgelig lige en formiddagsaktivitet tilbage, som var en sejltur - denne gang op af floden for at finde aber. Det begyndte at minde om vores abetur i junglen, for selvom vi saa masser af andre dyr, (og fik i modsaetning til de andre dage ogsaa rigtig mange gode billeder af dem), var vi meget laenge om at finde de smaa sociale Squirrel Monkeys, vi ledte efter. Til sidst fandt vi dog en flok, og de var herlige. De lod os komme helt taet paa, saa vi tog tonsvis af billeder som ogsaa blev rigtig gode. De hoppede endda helt ned i baaden og kunne rive pinde ud af haanderne paa os. De kunne nok have underholdt os for evigt, men til sidst var vi noedt til at sejle tilbage mod lodgen. Vi var alligevel kommet temmelig langt vaek derfra. Men paa vejen stoppede vi ogsaa lige 10 minutter ved stedet, hvor vi dagen inden havde svoemmet med delfinerne. De var stadig lige legesyge - denne gang var det Andreas, (som skriver dette), der skulle traekkes ned under vandet. Uheldigvis sad jeg dog paa kanten af baaden og fulgte derfor ikke lige med. Det resulterede i en lille skraemme, som bestemt ikke var noget, men som alligevel bloedte en smule og dermed satte lidt en stopper for morskaben, da guiden fraraadede at stikke den fod i vandet igen. Vi skulle jo noedig have pirañaerne til at snuse sig frem til os.

Det foerste stykke af jeepturen mod Rurrenabaque, skulle vi have chefen for Bala Tours, der lige havde vaeret paa en lille visit i lodgen, med i bilen. Det betoed at Victor maatte hoppe op paa taget. Men han overlvede, og det samme havde vi nu gjort med vores tid i amazonas. Ironisk nok var det eneste, vi blev spist af myg, og vores eneste microknobs blev foraarsaget af insektbid, fodboldkampe og legesyge delfiner. De skader maa alle siges at hoere stensikkert til kategorien "jungleskraemmer man overlever", saa dermed har vi bare haft nogle formidable og eventyrlige turer ind i amazonas, og vi kan stikke naesen i retning mod La Paz med rygsaekkene proppede af ekstraordinaare oplevelser, (eller ogsaa er det mere de materialistiske ting der fylder i vores backpacks, men godt fulde er de i hvert fald efterhaanden).

At komme tilbage til La Paz kan dog ogsaa blive lidt af en udfordring. Vores fly i morges, blev til klokken 18 (fordi der ikke var nogen fly de sidste dage pga. regnen og dermed folk der skulle ind foran), som er blevet til i morgen tidlig (fordi flyet var i stykker). Lige nu vil vi bare gerne til La Paz uanset hvordan. Ikke engang fordi vi skal vaere ret laenge i byen. Der skal bare ordnes et par praktiske ting, og saa gaar turen til Titicaca-soen, og oen hvor solen blev foedt.

Men i hvert fald kaempe junglehilsner til jer alle

Aksel, Jonas og Andreas