Profile
Blog
Photos
Videos
Det er efterhånden ved at være lidt tid siden vi har lavet et indlæg her på bloggen, så her er en opdatering på hvad vi har lavet.
Efter vores tre nætter i Sydney tog vi en taxa ud for at hente vores campervan, hvilket er en gammel Toyota previa, hvor bagsædet er lavet om til sofa/seng. Firmaet vi har lejet igennem har valgt at deres biler er lilla og lysegrønne, så vi vækker opsigt i gadebilledet, men til gengæld er det også nemt at kende andre som har lejet igennem samme firma.
Vores første tur i bilen blev ind igennem Sydney midtby, da jeg (Caroline) blev dårlig dagen inden på vores brudgeclimb, og vi derfor havde fået en ny tid til dagen efter. På vej ind gjorde vi et stop ved Bondi Beach, som er en rigtig lækker strand, men også meget turistet! Vi fik at vide af en australier/aussie at ingen af de lokale tager dertil. Køreturen gik helt smertefrit (trods Frederik valgte at køre højre om en helle i allerførste sving - der var heldigvis ikke andre biler). Til jer der ikke allerede ved det, så har de venstrekørsel her i Australien, så med automatgear oveni skal man være vågen!
Vi klarede bridgeclimben (klatring over 134m høje harbour bridge i Sydney) uden at blive dårlige, og det var en fed oplevelse! Derefter gik turen ud til Blue Mountains. Blue Mountains er et område med en masse bjærge, som pga. konstant tåge ser helt blå ud. Dette så vi allerede om morgenen, da vi tog vores morgenmad med ned til en udsigtspost med en fantastisk udsigt over området, og tre bjerget kaldet The Three Sisters. Ud over den gode udsigt var der mange cockatoos som fløj rundt omkring os, da det stadig var så tidligt at der ikke var kommet andre tourister endnu. Efter morgenmaden gik vi en tur ned ad en sti kaldet The Giant Stairs. Og det må man sige de var! Efter at vi var gået halvvejs ned af alle de trapper den bestod af, besluttede vi at vende om, da vi også skulle klare turen op igen - og det var en klog beslutning. Det var ekstremt hårdt at gå op, men vi klarede det, med to flasker vand og en masse stop.
Dagen efter gik turen til Newcastle, med et stop ved Australiens største saltvandssø, Lake Mcquarie. Newcastle er en hyggelig by, men der var ikke meget at se i forhold til det er New South Wales andenstørste by. Efter en nat ved Newcastle tog vi ud til en lille "zoologisk have" tæt på Newcastle, hvor vi så de første koalaer og kænguruer! Det var et rigtig hyggeligt men lille sted. Herefter kørte vi op langs kysten, og endte tilfældigvis på en caravanpark(campingplads) i en lille by kaldet Tuncurry. Et rigtig hyggeligt sted.
Næste morgen kørte vi mod en by kaldet Red Rock, som vi havde fået anbefalet af vires tourguide på bridgeclimben. Vi havde ingen ide om hvad vi ville komme ud til, og da vi ankom blev vi lidt overraskede over hvor lille en by der var. Vi tror maks der har boet et par hundrede og halvdelen boede sikkert på campingpladsen. Men manden i reservationen, som også ejede campingpladsen var rigtig flink, og forklarede os at byen er opkaldt efter en stor rød klippe ude ved stranden, og han forklarede hvor vi fandt den bedste del af stranden, og hvor vi ikke skulle være bange for hajer. Vi skiftede straks til badetøj og gik ud mod vandet - og det var virkelig en dejlig og flot strand! Og det bedste af det hele var at der ikke var fyldt med andre tourister.
Efter en nat ved Red Rock tog vi til Byron Bay, som er en rigtig hyggelig lille "hippie-by" hvor australiernes "no worries"-holdning virkelig kommer til udtryk! Vi bookede med det samme to nætter på en campingplads og tog derefter ned på stranden. På vej tilbage derfra gik vi forbi et rejsebureau, hvor vi købte en tre-dages Fraser Island tur og fik gratis surftimer med til dagen efter. Da vores surftimer dagen efter blev aflyst pga vejret, brugte vi formiddagen på et gå 10 km op til et fyrtårn, som ligger ved det mest østligste punkt på det australske fastland. Det var en lang, varm og hård tur, men det var det hele værd. Og så kunne vi med god samvittighed lægge os ved poolen da vi kom tilbage.
Da vores surftimer blev aflyst fik vi i stedet en anden tid til dagen efter, så igår var vi ude og surfe. Vi var ti på holdet, men da vi kun var tre som ikke havde haft timer før stod den ene instruktør for os tre, hvilket fungerede rigtig godt. Efter lidt sikkerhedsinfo gik vi ud vandet. En efter en skulle vi lægge os op på vores board, og så skubbede instruktøren os når der kom en god bølge. Og så var der bare med at rejse sig og holde balancen. Vi var overraskede over at det ikke var sværere at komme op, og kom begge op at stå i første forsøg. Vi har desværre fået billederne af os der surfer på en dvd, så dem må i vente med.
Idag har vi været i Lone Pine Koala Sanctuary, hvor jeg prøvede at holde en koala! De er virkede søde, men slet ikke så bløde som mam regner med. Vi købte også noget kængurufoder, som vi kunne fodre kænguruerne med fra vores hænder. Også en rigtig sjov oplevelse! Udover koalaer og kænguruer bød den lille "zoo" også på en masse andre australske dyr som wombats, krokodiller, tasmanske djælve og masse andre. Nu sidder vi på en campingplads i en by som hedder Caloundra, hvor Frederik har været før. Vi har fået at vide at der er en tyfon på vej, men at vi mest skulle blive ramt at kraftig regn og blæst her. I området langs kysten hvor vi befinder os forventer de at der kommer til at falde 300mm regn, så vi afventer lidt hvor slemt det bliver.
Trods det midlertidige dårlige vejr nyder vi livet her i Australien, som ud over en masse byder på kookaburras som vækker os med deres latter hver morgen, folk der snakker meget hurtigt og snøvlet engelsk og hele tiden siger "heeps", "no worries" og "mate" og en masse dejlige strande.
Det blev et langt opslag, men her sker også en del!
- comments