Roadtrippin' baby!

Mandag morgen toeffede vi afsted mod Dargeville, og laengere endnu. Maalet var Tane Mahuta - som er tja, et meget stort, meget gammelt trae - og vi fandt det! Vi snoerklede os videre af smaa meget kringlede bjergveje, med tossede kiwier (og her menes hverken frugten eller fuglen..) i bakspejlet. De mente at man sagtens kan klare haarnaalesving med 92 i timen - paa det punkt er vi ret forskellige. Vi tog det stille og roligt, noed udsigten og vejret og naaede frem i live. Den aften lavede vi laekker gourmet middag i bilen - bestaaende af en daase spaghetti i tomatsovs med hundemad forklaedt som koedboller. Dertil toastbroed direkte fra posen, spegepoelle og en tzatiki lignende substans - mums! Vi overnattede vi under stjernerne og faldt i soevn til lyden af boelgebrus (inde i bilen). Vi vaagnede op, udhvilede og med oeldaaser (og spaghetti-daaser) i og omkring bilen. Herligt!

Vi skyndte os afsted og toeffede videre nordpaa - saa langt vi kunne komme. Vi tog hele vejen op til Cape Reinga, som er spidsen af New Zealand, og der hvor det Tasmanske hav og Stillehavet moedes - vi snakker Skagen bare stoerre. Derefter stod den paa 90 mils strand - det er meget! Vi besteg nogle enorme sandbakker/bjerge/klitter med stort besvaer, bare for, saa snart vi naaede toppen, at ligge os paa waveboards og med hovedet foerst kure ned af med hoej fart og sand alle vegne. Sjovt var det! Efter at det vaerste sand var drysset af vandrede vi ud til Ninety miles beach, saa os omkring, dyppede en taa, og vandrede tilbage til bilen.

Derpaa koerte vi til Kaitaia. Der havde vi dagen inden faaet verdens bedste kaffe, og den ville vi have igen. Bartenderen, der genkendte os, var ved at goere klar til at synge og spille og opfordrede os til at blive haengende - saa det gjorde vi. Efter en times tid ville vi videre og finde et sted at parkere inden det blev for moerkt, men den anden bartender (ejeren af bar og tilstoedende hotel) tilboed os et vaerelse for 10dollars, hvis vi lovede at smide lidt i baren - saa det gjorde vi! Den stod paa Tui oel, og mange af dem, og senere paa aftenen blev vi shanghaiet til at spille pool, hvilket vi klarede overraskende godt - og det var ikke kun os selv der blev overraskede! Vi blev bedre og bedre som aftenen skred frem og oellene roeg ned. Herlig aften!

Onsdag bar praeg af for meget kage dagen forinden, og vi tog den med ro. Vi naaede dog at koere til Pahia og se Waitangi grunden inden det blev moerkt og turen gik tilbage til Whangarei. Waitangi-traktaten, der sjovt nok blev underskrevet paa Waitangi grunden, er en atale mellem englaenderne og Maorierne, der gav englaenderne ret til landet mod at forsvare Maorierne mod spanierne, og bevare deres skatte.

Efter en dag hos Crichton og Mathilda drog vi afsted igen. Denne gang til deres sommerhus ved vandet. Her oel, kortspil, oel, taa-dypning, oel, haarklipning (det gik ud over Astrid.. Men hun havde selv bedt om det, og det saa faktisk ret godt ud hvis Amalie selv skal sige det - det var saa lidt Astrid!), oel, madlavning og lidt oel til maden. Laenge leve Tui! Dagen efter var vejret ikke helt godt, men Amalie insisterede paa at hoppe i vandet alligevel - saa det gjorde hun, og det var efter sigende skoent.

Saa gik turen igen til Whangarei, inden vi blev koert til Auckland og toeffede videre sydpaa.