Profile
Blog
Photos
Videos
Florida, Georgia, South Carolina, North Carolina, Virginia, Washington D.C og Pennsylvania
York, Pennsylvania
Så er det endnu engang blevet tid til et blogindlæg. Desværre er det et af de sidste, da hjemrejsen efterhånden er en realitet. Vi har dog ikke tænkt os, at lade vemod over at skulle hjem tage overhånd, så vi nyder fortsat livet herovre og har store planer for de sidste knap 2 uger.
Som I nok kan se i overskriften, er vi nu nået en del længere nord på siden vores sidste indlæg. Vi starter derfor, traditionen tro, hvor vi slap i sidste blogindlæg: Key West. Den sidste dag i Key West blev brugt på at lave mindst muligt. Vi besluttede os for at tage ned til stranden og nyde det gode vejr, men da vi bliver krebsrøde hurtigere end den kære Yaris når op på de 40 miles i en heftig acceleration, tog vi tilbage til campingpladsen og brugte resten af dagen i skyggen ved poolen. Om aftenen tog vi indtil byen og fik spist noget lækker fisk samt besøgt USA sydligste punkt.
Efter nogle skønne dage i det solrige Key West, kørte vi om søndagen nord på. Mandag var det Memorial Day, som er en national fridag, hvor man mindes de soldater, der har ofret deres liv for USA, i samtlige krige de har været involveret i. Det er en dag der naturligvis ikke går stille for sig, for er der noget amerikanerne kan lide, så er det at fejre og hylde Amerika- Guds eget land. Vi havde derfor fundet en lille by i det nordlige Florida, hvor Memorial Day var årets begivenhed. Det lignede mest af alt en overdimentioneret byfest, og festglade børn og voksne rendte rundt i blåt, hvidt og rødt tøj samt flag strittende ud af hatte, tasker og håret. Der var arrangeret en masse forskellige ting, man kunne blandt andet deltage i en tyggegummi-bobble-konkurrence, spise-hotdogs på tid eller se den lokale danseforening for pensionister optræde. Midt under alt festivitasen, begyndte det dog at blæse op, og en politibetjent tog mikrofonen og berettede, at der var en tornado på vej, og at pladsen straks skulle rydes. Da vi er vokset op i et land, hvor stormen Bodil cirka er så slemt det kan blive, skyndte vi os over til politibetjenten og spurgte hvor vi skulle gå hen, da vi vurderede at det ikke var sikkert at Toyotaen ville stå os bi. Han tog det meget roligt, og sagde at vi bare kunne gå over i rådhuset og slå os ned. Kort efter stod det ned i lårfede stråler samt lynede og tordnede. Mere blev det dog ikke til, og efter en halv time i rådhuset, var regnen stoppet og tornadoadvarslen afblæst. Derefter blev alle boderne stillet op igen, og festen fortsatte. Hele dagen kulminerede med musik fra flådens orkester og et ordenligt fyrværkerishow Amerikanerene værdigt. Så trods tornadoadvarsel, havde vi en super sjov dag.
Efter vores ærke amerikanske dag, tog vi længere nord på, op mod Georgia. I Georgia fik vi prøvet kræfter med River Rafting på Chatooga River. Vi var afsted med en gruppe på en 5 timer lang tur, og havde en rigtig fed dag. Efter Riverrafting kørte vi igen ud mod kysten, denne gang til Myrtle Beach. Her tog vi i et vandland, og fik bestemt styret vores badelyst og rutschebanelyst. Rutschebanerne var hurtigere og mere stejle end set i Danmark - alt er bare lige lidt større i USA.
Efter Myrtle Beach kørte vi til Surf City. Som navnet nok indikerer, kunne man her surfe. Og man kan jo nærmest ikke komme til en by der hedder Surf City, uden at kaste sig i bølgen blå med et bræt. Så vi bookede igen 2 timer med en instruktør, og forestillede os at vi lignede rigtige surfbabes, der aldrig havde lavet andet, end at stå på et surf board. Det var nok mest i vores hoved, at surfoplevelsen udspillede sig sådan, men det går stille og roligt fremad med vores kvalifikationer på en bølge.
Efter surf city kørte vi til Kill Devil Hills i North Carolina. Det var ved denne by Wright-brødrene foretog den første flyvning i fly med motor nogensinde. Vi tog derfor hen til the Wright Brothers Memorial der er lokaliseret I Outer Banks, hvor man kunne læse om deres liv, se kopier af flyene, se dele fra de første fly samt processen omkring hvordan de opfandt verdens første motordrevne fly. Man kunne også se hvor langt de fløj på deres første 4 forsøg og med en dedikeret guide få fortællinger om hvordan der på den første månelanding var en motordel fra det første Wright fly med i Armstrongs dragt. Alt går op i en højere symbolsk enhed i USA.
Derefter fortsatte vi til Virginia. I Virginia tog vi ud og så New Market Battlefield, hvor et af de mange slag i borgerkrigen mellem Nord og Sydstaterne udspillede sig under the Civil War. Her var der lavet et museum, der fortalte alt om krigen fra start til slut. Derefter forsatte vi igen nord på og endte i Washington DC. Vi besøgte her Arlington kirkegården, som er den nationale militær kirkegård. Her ligger flere tusinde begravet, som har haft en relation til militæret. Det er også her John F. Kennedy ligger begravet, og hvor der er oprejst et mindesmærke, for de astronauter der døde under opsættelsen af "Challenger". I Washington DC fik vi naturligvis også set Licoln Memorial Reflecting Pool, Lincoln Memorial, Washington Memorial og World War ll Memorial. Og vigtigs af alt: det Hvide Hus. Da vi var i Washington på 70 års dagen for D-dag, blev der holdt en stor ceremoni på World War ll Memorial, hvor folk fra hæren og veteraner fra 2. verdenskrig holdt taler. Efter vores besøg i Washington er vi igen, igen kørt længere nord på. Og sådan fortsætter det lidt endnu, for vi er på vej mod Niagara Falls!
Kærlige hilsen Astrid og Anne Mai
- comments
Lone Sørensen Hey Mayize Jeg skal love for, at I oplever meget over there. Kathrine og jeg prøvede i miniformat riverrafting så jeg kan sagten forestille mig, hvor fedt den tur må have været. Mht. Dollywood så skal man jo aldrig glemme barnet i sig selv. I kommer godt nok , meget rundt. Hvor mange km har I kørt i Toyota? 3 måneder forgår hurtigt, når man står ved starten af eventyret føles 3 måneder som en evighed, men når man så er ved at nærme sig enden, kan man ikke forstå at tiden allerede er gået, men man har et hav af gode oplevelser og minder i bagagen. Vi har lige været 9 dage på Harley tur til Super Rally i Tallin i ESTLAND. Vi kørte gennem Tyskland, Polen, LItauen, Letland, Estland og hjem over Sverige, fed tur. Her går det godt og vi har fedt sommervejr. Kan I have fortsat god tur, selvom I er ved at være ved rejsens slutning. Kærlig hilsen Lone og din farmand.