Hej Igen! Nu er vi endelig online fra vores lejlighed! Arh det er skønt. Det er sket så meget siden sidst!

Her kommer en lille lang fortælling om vores boligjagt ( Advarsel! Ikke for sarte sjæle!)

Vi havde det jo ellers så godt på vores lille fine hotel og der kunne vi sagtens have blevet, hvis ikke der var så pokkert dyrt at bo ( i længere tid i hvert fald) og så manglede der et køkken! Nå, men vi ville prøve at se, hvad der ellers fandtes af fine lejligheder på det australske marked, og så var vi også faldet lidt for området i St. Kilda. (tæt på strand og hippe cafeer). Vi ringede derfor til en hel masse mennesker der havde værelser ledige. Vi fik arrangeret et par aftaler med nogle af dem og senere samme dag skulle vi mødes. Det første sted vi besøgte var et sharehouse med 5 andre mennesker. Vi troede vi skulle se et mindre værelse med en dobbeltseng. Det blev så et stort værelse med to senge. fint nok, men lejen var over dobbelt så dyrt end, hvad der var annonceret med. Desuden skal det siges at køkken og stue var en meget sparsom tilbygning direkte bygget udenpå huset. Gulvet skulle, så vidt vi kunne se, være hvidt. Det var nærmere sort og generelt var der virkelig ulækkert og klamt. Nå, vi takkede pænt nej og tog videre i jagten.

Line har tidligere på dagen fået kontakt med en mand, Mark der også havde noget billigt til leje. Vi ville lave en aftale med ham samme aften, men af en eller anden årsag kunne dette ikke lade sig gøre.

Vi havde nu fået kontakt med en dame som gerne ville komme og hente os ved hotellet og køre hen og vise os en lejlighed. 10 min senere skulle vi stå klar. I vores desperation sagde vi ja, udelukkende fordi at damen, med meget udenlandsk accept, sagde at lejligheden lå meget tæt på vores hotel. Jubii tænkte vi. 10 min senere var der ingen dame at se. heller ikke efter 20 eller 30. Da vi ringede til hende var der stadig 10 min til hun var der. efter gode 40 min dukkede hun op i en fancy( og hamrende rodet) mercedes. Der gik hurtigt 5 min og inden vi så os om havde hun kørt med os i 15 min til et sted vi ikke anede, hvor var. Lejligheden var virkelig uhumsk og ulækker så det var ikke noget for os, slet ikke når den lå så langt væk også. Pludselig havde hun en anden ledig lejlighed i samme bygning som vi så... men det var kun drenge der boede der og selvom den var pænere end de andre var det stadig ikke noget vi ville ha. Vi prøvede at afslutte "mødet" men da hun næsten blokerede døren for at presse os til at sige ja, blev tonen pludselig en anden. Det endte med at vi fik sagt at vi ville ringe besked til hende i håb om at hun ville lade os komme afsted. Hun følger os ud og har pludselig "desværre" ikke tid til at køre os tilbage! Fuuuuuck... så står vi der, ude i ingenting. VI aner ikke hvor vi er og skal prøve at finde tilbage til hotellet igen.
Heldigvis har vi Kristine med, der kan sporvogns systemet bedre end os og vi kommer på rette vej hjem. Da vi er hoppet af sporvognen ved det nærmeste stop, går vi pludselig forbi adressen, hvor Mark ( ham vi havde haft kontakt med tidligere) havde ledige lejligheder. Vi beslutter os for at droppe ind på et uventet besøg og sikke en overraskelse! Manden der tager "imod" os er fuldstændig væk på stoffer og har ikke været i bad i godt og vel 3 måneders tid. Hans tøj er hullet og beskidt og selvom det er relativt køligt står han i tshirt og shorts. Vi spørger efter en Mark, (allerede her er der i fællesskab besluttet at vi ikke skal bo her, men nu skal vi lige se, hvad der foregår) Mark kommer væltende/sejlende ud af et hus (skur) lige så høj på stoffer og vi er lidt i tvivl om han overhovedet kan se os, han kigger i hvert fald alle andre steder hen. ( Vi kan vi godt se, hvad det var han havde så travlt med siden han ikke kunne mødes med os samme aften!!!!) Vi får ham til at vise os, hvad det egentlig er han lejer ud, for der ligger ikke noget der ligner man kan få penge for! Han guider os fordi en masse lorte stank og viser os et værelse med køjesenge. Han kalder det et "Hostel". Der lugter af døde ting og det der er værre og fortæller at der bor nogle russiske drenge pt, men at de flytter ud. Badeværelse kan han ikke fremvise (muligvis deraf stanken) Møblerne flyder og der er affald og skidt overalt. De få vinduer der er, er dækket til med tæpper og fra loftet hænger der også stof. Det er vitterligt en hule. Alligevel forlanger han 100 dollars ca 650kr i ugen for at bo der. Det må passe med omfanget af ham og vennens misbrug. Vi smutter hurtigt igen og er fuldstændig i chock over at det er muligt at lægge disse annoncer på nettet og så på en anerkendt boligside i Australien. Heldigvis har vi haft kontakt med en dansk pige hjemmefra, der har holdt et værelse til os i en by der hedder Toorak. Her bor vi nu og er vildt glade for det. Stedet ligger tæt på en super fed gade der hedder Chapel street ( hvor Anne også arbejder) og det er tæt på indkøbsmuligheder og stoppested til sporvognen.

Vi bor sammen med 2 kærestepar. Det ene er fra sverige. Frida og Mattias. De har været her et par måneder og arbejder begge på et bageri for at kunne financere deres tur her. De arbejder og oplever på samme tid. De er vildt søde og vi snakker meget sammen. Det andet par er fra Japan og Taiwan. De er også vildt søde, men de holder sig lidt mere for sig selv. De har et stort værelse og har indrettet det som stue og soveværelse. Lejligheden har de nødvendige ting, intet fancy. Folk køber lidt og efterlader det de ikke vil have med hjem så det er en sjov blanding af ting der er her. Vores seng er meget lille så vi tænker at skulle ud og investere i en luftmadras.

Håber I har det godt. Knus og kram