Profile
Blog
Photos
Videos
Så kom den weekend vi havde ventet på i 100 år endelig! Udsigten til et beach house i Sydney, tæt på strand, krydret med lidt godt vejr gjorde os mildest talt helt rundt på gulvet. Vi havde alle 3 sørget for at få en hel fredag fri så vi kunne have i hvert fald to hele dage i huset når vi nu skulle flyve til Sydney for at komme til huset. Vi sov alle sammen ved Kristine fordi vi skulle vildt tidligt op og med et fly, så det var lidt nemmere bare at følges hele vejen.
Vi kom op og med en tram til togstationen, hvor vi skulle videre med noget der hedder Skybus til lufthavnen. Det er en bus der hele tiden kører til lufthavnen fra en stor togstation her i Melbourne. Vi fik checket ind og afsted det gik med flyet. Vejret var så klart da vi fløj ned over Sydney at vi kunne se den store bro og operahuset. Godt nok var vi langt væk, men vi har set det! Fordi vi ikke havde taget andet end håndbagage med kom vi hurtigt ud og kunne finde vores tog. Desværre var vi blevet forsinket og det tog der kørte videre ud til det næste tog vi skulle med, kørte kun en gang i timen så vi måtte pænt sætte os og vente og vente og vente. Heldigvis var der en lille kinabiks med det mest nødvendige (sodavand, chips, slik og hårshampo) så der blev tanket op og så var ventetiden ikke så slemt endda. Den anden togtur var den "lange", vi kørte en times tid og det var fantastisk. Kristines værtsmor havde fortalt os at vi skulle huske at sætte os i højre side af toget så vi kunne se noget. Som sagt så gjort og heldigvis havde hun ret. Vi kørte igennem en masse regnskov, utroligt som klimaet er så anderledes selvom byerne jo ikke ligger sååå langt fra hinanden. Vi så en gammel kulmine og bunkevis af kul og det var næsten som at være i en anden tid. Vi hoppede af ved en lille bitte station som nogen af de eneste og så gik turen ellers hen til huset. De kære lårbasser fik en fin opvarmningstur op ad lidt bakke værk og det var nok meget godt da vi senere skulle hente proviant i den nærmeste by. Sikke en tur! Nå, men huset… hvilket hus! To etager plus en "kælder" i moderne skandinavisk design. Åbne rum og lækkert lysindfald. En overflod af badeværelser og terrasse hele vejen rundt så der altid kunne findes en plet med sol. Lige noget for os! Hurtigt fik pigerne kigget hele huset rundt (er sikker på vi lignede dem fra "Extreme House Make-over", hvor de åbner døren og alle spæner rundt i hytten for at se, hvad skatten byder på). Da den vildeste begejstring havde lagt sig gik vi på jagt efter proviant og Australien er langt fra så flad fra Danmark skulle vi hilse og sige. Op og ned af bakker i 35 graders varme er ikke lige sagen og da vi havde kæmpet os ned i byen, havde brugt alt for lang tid på at shoppe og bakke taskerne bedst muligt, gik turen jo også hjemad igen! Pyha…
Resten af weekenden var i virkeligheden ren afslapning. Lørdag og søndag blev brugt skiftevis på at flade ud enten på husets terrasse eller stranden. Vejret var skønt og vi sad også længe ude om aftenen. Huset ligger på en lille bakketop med udsigt over en dal beklædt med grønne træer. Det var fantastisk at opleve det vilde dyreliv og kakaduer og papegøjer fløj om ørerne på os. De hyggede sig i trætoppene og de første 100 billeder er nok af fugle!
Hurtigt blev det søndag og vi var ikke helt glad for at forlade det fine fine hus, dog vendte vi hjem til Melbourne med en masse fornyet energi og en masse sjove minder i bagagen.
Anne & Line
- comments